Prøvetime: Jeg går til quidditch

Jeg har altså ingen fodboldstøvler

Jeg er nervøs og på vej hen for at mødes med Hafnia Harpies i Fælledparken i København. Jeg har på forhånd fået en mail, hvor de forklarer, hvad jeg skal have med. Udover tøj, jeg kan bevæge mig i, er fodboldstøvler en god idé, hvis jeg har. Det har jeg bare ikke. Min lillesøster, der har spillet fodbold på ret højt plan, griner højlydt af mig, fordi jeg ’bare’ vil tage mine sneakers på.

De skriver også, at træningen foregår på engelsk, hvilket ikke er min stærkeste side – det skal nok blive spændende! Kan jeg godt sende min søster i stedet? De har jo faktisk ikke mødt mig før …

Bare rolig, PVC knækker før dine knogler

Heldigvis er hele holdet fantastisk søde, og det er sjovt. En af de to trænere, Amanda Gammelby, forklarer mig, at de bruger PVC-stave, i stedet for koste, hvad der mest af alt ligner stængerne fra den slags pavillon, mig og mine med-festivalgængere hvert år slæber med på Roskilde Festival.

Jeg spørger hende, om der tit er nogen, der »knækker« noget? Hun griner lidt, og ryster på hovedet, men jeg er ikke helt overbevist.

Vi varmer op med et par runders løb med de hvide plastikstave mellem benene. Derefter guider Amanda Gammelby, som er tidligere triatlet, os igennem forskellige øvelser. Nu er vi varmet nogenlunde op, selvom blæsten niver lidt i kinderne og får væltet de målringe, man bruger i quidditch omkuld et par gange.

Vi øver teknik, hvor vi – stadig med plastikstavene placeret solidt mellem benene – kaster bolde til hinanden, 2 og 2, mens vi hele tiden er i bevægelse.

Træneren præsenterer en sidste opvarmningsøvelse, hvor vi bliver opdelt i 2 hold: hvert hold skal forsøge at lave 10 afleveringer i træk, uden at modstanderholdet får fingrene i bolden, uden at den rører jorden, og bolden må heller ikke ryge udenfor banen – som er en lille cirkel indrammet af små, neonfarvede kegler.

Det er svært. De garvede spillere bevæger sig i høj fart, nærmest elegant rundt mellem hinanden, og selvom der allerhøjst er en halv meter mellem os i cirklen, formår de smidigt at undgå sammenstød.

Jeg mangler en tandbeskytter!

Nu er det tid til den rigtige kamp, og træneren samler os i en rundkreds, og beder på engelsk om især én ting:

»Hvis vi lige kan aftale, at ingen tackler Anna? Så tackler hun heller ikke jer.«

For at være helt ærlig, tror jeg ikke engang at jeg kunne tackle nogen, om jeg så forsøgte, men jeg sluger den smule anerkendelse, jeg mærker.

Amanda Gammelby minder spillerne om, at de skal tænke sig om, når de tackler. De har været indenfor hele vinteren, og har derfor ikke øvet deres tacklinger i lang tid.

En efter en, hiver spillerne deres tandbeskyttere op fra lommerne – og jeg vil gerne hjem. Skulle jeg have taget min natbøjle med?

Flyvende koste og alt for mange bolde

Frygten for mine tænder, forsvinder hurtigt i den meget aktive kamp! Der er nemlig ikke tid til andet, end at være tilstede i quidditch. Der er hele tiden mindst 2 bolde på banen, og det gælder både om at score, dække op for sine modstandere, hjælpe sine holdkammerater og undgå smasherne – alt imens du skal sørge for, at din kost bliver, hvor den skal; hvis du taber kosten, må du tilbage til dit eget mål, før du kan være med igen.

På hvert hold er vi 2 angribere, 2 baskere og 1 målmand.

Angriberne og målmanden samarbejder om at score, og beskytte holdets eget mål. Baskerne beskytter angriberne og målmanden, mens de også beskytter målet. De har hver en »smasher« - en stikbold, som de kan ramme modstanderne med.

Man må gerne lave tacklinger i quidditch, og det går bestemt ikke stille for sig. Jeg er, under hele spillet, enormt taknemmelig for min immunitet i forhold til tacklingerne, for spillerne er frygtløse, og kaster sig ind i hinanden, når det er nødvendigt.