ost

Ost, ost, ost: Danskerne er vilde med ost

Danskerne er vilde med ost, faktisk så meget at 30% af os spiser ost på en gennemsnitlig hverdag og endnu flere i weekenden. Og vidste du, at der er en helt naturlig forklaring, hvis dit køleskab lugter lidt af sure tæer?

Vi elsker ost - og mange kender især de milde og faste oste som Danbo, der nu er en beskyttet betegnelse

Hvorfor lugter osten af sure tæer?

Synes du, ost lugter af sure tæer, tager du ikke helt fejl. Danske oste smøres under lagringen med rødkit på overfladen. Rødkit består blandt andet af bakterier og gærsvampe. Bakterierne, der er af arten Brevibacterium linens, findes også på vores hud og er medskyldig i lugten af sure tæer. Så næsen tager altså ikke fejl. 

Jyderne og sjællænderne er gladest for ost

En BMO – eller en bolle med ost – er blevet populær. Eller den har nok altid været det. Danskerne er vilde med ost om morgenen, og ser man på, hvor allerflest er glade for ost, skal man stille skarpt på Sjælland og de omkringliggende øer. Her er andelen af morgenostespisere 9% højere end landsgennemsnittet. Hele Jylland og Fyn ligger også over gennemsnittet, når det gælder osteindtaget, mens andelen af københavnere, der spiser ost om morgenen, er 13% lavere end landsgennemsnittet. 

Kilde: Coop Analyse

Kom med til den store ostefejring

Første fredag i marts er Ostens Dag – en dag, hvor osten fejres. Overalt i Danmark kan du deltage i smagninger, rundvisninger samt forskellige events og fællesspisninger, hvor du bl.a. kan quizze mod andre, mens du smager på alverdens oste. Læs mere om dagen og de forskellige events på ostensdag.dk