Mormors pande lever videre: Danskerne arver køkkenet før smykkerne

Hopper man på bybus 1A ved banegården i Aarhus og bliver siddende til endestationen – der, hvor man ikke får mere for den 25-øre – er man et stenkast fra Benedikte Erritsøs hus ca. 10 km sydvest for centrum i den lille by Kolt.
Indenfor mødes man af et hverdagsagtigt rod, som Benedikte hurtigt undskylder med et smil. Sønnen er lige flyttet hjemmefra. 
Fra entreen er der kun få skridt til køkkenet, hvor hun åbner en skuffe og hiver to køkkenredskaber op. Først en smedejernspande, mørk og tung, kærligt døbt ’mormors pande’. Så ’kartoffelsne-dimsen’, en udtjent kartoffelpresser med mærker og rust efter utallige middage. Engang tilhørte de hendes mormor. Nu ligger de her som små stykker af arv og erindring, der stadig tages flittigt frem og bruges, når lejligheden byder sig.

Benediktes arvede køkkengrej føjer sig til en samfundstendens, der viser danskerne som et folkefærd, der er glade for at arve. Fra pander til møbler, pyntegenstande og smykker. Langt de fleste gemmer på noget, der engang tilhørte en anden. Et familiemedlem, der ikke er her mere, en forælder, man er flyttet fra, eller en søster, der ikke fik det brugt.
Inddeler man arvestykker i kategorier, tilhører Benediktes den største af dem. For det, vi arver mest af i Danmark, er køkkenting. Det viser Aalborg Universitets undersøgelse ’Categories and Design Properties of Inherited Long-Lasting Products’. Nærmere bestemt viser den, at 24 % af danskernes arvestykker hører ind under kategorien køkkenudstyr.
På andenpladsen ligger møbler med 21 %, og derefter følger hjemmeindretning og smykker med hhv. 14 og 12 %. Og undersøgelsens resultater kom faktisk bag på Linda Nhu Laursen, forskningsleder på AAU’s Design Lab.
”Det overraskede mig meget. Studiet viste jo, at ca. en fjerdedel af alle arvede produkter er køkkenting. Og det er sjældent det første, du tager frem, når du skal vise noget, du har arvet. Du husker typisk ting med højere affektionsværdi som smykker eller møbler med personlig betydning.”

Intet som det gamle

Benedikte kigger på frikadellepanden og kartoffelsne-dimsen, mens hun stolt beskriver dem. Begge vil hun skyde på stammer fra 40’erne eller 50’erne, og det kan man godt se uden at nærstudere dem. De ligner noget, der – hvis de ikke havde deres plads i det lille køkken i Kolt – kunne være en del af en udstilling på Arbejdermuseet om danske hjem i efterkrigs­tiden. Panden har en mat, mørk overflade med små ridser, som vidner om utallige frikadeller, der er blevet vendt gennem årene. Tager man fat om skaftet og løfter, skal man holde tungen lige i munden for ikke at falde forover. Den har gjort det godt, fortæller Benedikte.
”Jeg har mange stegepander, men det her støbejern med emalje kan et eller andet, som andre pander ikke kan. Den er ikke praktisk, for håndtaget bliver megavarmt, men når der skal steges frikadeller, så er det den, der kommer frem.”
Til venstre for panden ligger kartoffelpresseren, der forvandler kogte kartofler til små snelignende partikler. Endnu en trofast hjælper fra en svunden tid. Fra mormors køkken. Den ligger der med sine slidte metalarme og det grønne håndtag, der nok havde en friskere farve engang. Men den virker. 
”Den er jo ikke ligefrem smuk længere. Man tager sine kogte kartofler, kommer dem herned, og så maser man, og så kommer de ud i de fineste små partikler. Det giver en kartoffelmos helt uden klumper.”

Så længe det virker

Det er ikke hvad som helst, folk gider arve. Linda Nhu Laursen opstiller tre kriterier, hvoraf arve-genstanden skal opfylde mindst et, hvis den skal bestå gennem flere generationer. Genstanden skal have enten funktionel værdi, æstetisk værdi og/eller affektionsværdi. 
Morfars gamle ur, som han bar hver dag i 50 år, kan bringe minderne om ham tilbage og derfor have stor affektionsværdi. Den gamle veloursofa, der havde sin faste plads i bedsteforældrenes varme stue, kan passe skræddersyet ind i den nye lejlighed og derfor have en æstetisk værdi. Og den gamle, slidte kartoffelpresser kan, til trods for skrammerne, fungere bedre end alt det, man kan købe i dag, hvilket giver den en uovertruffen funktionel værdi.
Og netop den funktionelle værdi er ofte grunden til, at gammelt køkkenudstyr stadig findes i mange danske hjem. Den overtrumfer især det æstetiske udtryk, der har langt mindre at skulle have sagt i køkkenet, siger livsstilsekspert Julia Lahme.
”Når vi kigger på køkkenudstyr, overskygger den funktionelle værdi især den æstetiske. Det er lettere at tage en grim orange kaffemaskine fra 1982 og putte den ind i et smart køkken og bruge den som noget, der giver karakter. Tingene er typisk ikke så store, så på den måde kan man bære over med det æstetiske, hvis det har præcis den værdi, man vil have.”
Vi må dog ikke glemme vigtigheden af, at noget engang har tilhørt en, vi holder af. Det kan både gælde den fineste guldhalskæde – der stadig er så pæn, at den med kvittering vil kunne returneres i smykkeforretningen – eller den matte suppeøse, der ligner noget, der engang har skænket suppe til soldater under første verdenskrig. Affektionsværdien er altid vigtig ifølge Julia Lahme.
”Det betyder meget at stå med de samme ting i hånden, som ens bedsteforældre har gjort. Det er hverdagen, og vi må ikke glemme, at hverdagen er kommet for at blive.” 

Jo mere simpelt, jo bedre

Hjemme i det lille køkken hænder det, at Benedikte lader tankerne glide tilbage til sin mormor, når hun tager de gamle redskaber frem. Hun kan ikke fremkalde konkrete minder om frikadeller på panden eller kartoffelmos presset gennem de små, fine metalhuller. Men alligevel hænger historien og erindringerne i luften. For Benedikte ved, at scenerne har eksisteret engang. At de for mange år siden har udspillet sig lige foran hende. Og det er nok. 
”Jeg tænker på hende. Også selvom jeg ikke kan huske, at jeg har været med til at lave kartoffelmos eller stege frikadeller. Panden hedder ’mormors pande’ her i huset, og jeg forbinder den med hende.” 
Alle burde gøre som Benedikte. Det er noget af det, Linda Nhu Laursens undersøgelse forsøger at gøre opmærksom på. For det er bæredygtigt at arve. Det øger incitamentet til ikke hele tiden at købe nyt. Men ifølge Aalborg Universitets forskning er levetiden for mange forbrugsprodukter på vej nedad i en fart, vi nærmest aldrig før har set. Vi køber nyt, bruger det og smider det ud – ofte hurtigere, end hvad godt er. Og slet ikke bæredygtigt. 
Det skyldes bl.a. trends og dårligt producerede materialer. Vi laver ikke ting som før i tiden, hvor der var fokus på langtidsholdbarhed. 
”Vi ser vildt mange køkkentrends og materialer, der er lavet til at blive forældet. Det kan være en bagemaskine, en juicepresser, en smoothiemaskine, og nu er airfryeren fremme. Men de ting, vi beholder, er meget simple. Det er margretheskålen, smørkniven eller stellet, ” siger Linda Nhu Laursen.
Ifølge hende er de stegepander, der produceres i dag, et glimrende eksempel på, at det meste er lavet til at blive forældet. I dag er det moderne at købe non-stick-pander, der, mens de virker, er utrolig effektive. Men de holder ikke i længden, og som hun skriver i undersøgelsens rapport, går dette mønster imod FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling. 
Vil man tænke bæredygtigt, opfordrer Linda Nhu Laursen til, at man investerer i kvalitet. For kvalitet holder længe.
”Er man i tvivl, kan man altid spørge sig selv, om den pågældende vare ligner noget, man en dag kunne finde på at give videre.”
Mens andre kæmper med slidte pander, der må skiftes ud år efter år, kan Benedikte med ro i sindet lade farsen glide ud på sin tunge støbejernspande. Mormors gamle vidunder har allerede bevist, at den kan holde til flere liv i et køkken. Og Benedikte er ikke i tvivl. Den skal også nok være der næste år og året efter.
”Der er ikke noget med en slip-let-overflade, som pludselig begynder at krakelere. Sådan en støbejernspande holder bare. Jeg ville aldrig smide den ud for en ny pande.”

Lang vej endnu

Mens Benedikte helt er stoppet med at lede efter nye, mere æstetiske alternativer til sit arvede køkkenudstyr, er der stadig lang vej på samfundsplan. For i den brede befolkning er bæredygtighed endnu ikke udslagsgivende nok for, hvordan vi køber eller arver. 
Ifølge Julia Lahme er der flere faktorer, der skubber bæredygtighedstanken nedad på prioriteringslisten.
”Jeg tror, vi skal passe på med at sige, at vi gør ting af bæredygtighedshensyn. Det er klart en bonus, men det er ofte ikke en købsårsag i sig selv. Hvis vi kommer til at overdrive betydningen af bæredygtighed i vores kommunikation, glemmer vi, at vi slet ikke er færdige med at kæmpe for bæredygtighed i vores valg,” pointerer hun.
Desuden mener hun, at ting som æstetisk værdi og pris spiller en større rolle for, hvad vi vælger at gøre til en del af vores hverdag.
Uanset hvad der sker i samfundet i øvrigt, er Benedikte sikker på, at hun ikke er den sidste ejer af mormors gamle køkkengrej. Især stegepandens liv synes kun lige at være begyndt.
”Det er helt garanteret, at den kan gå videre til næste generation,” fastslår hun.
Om den næste generation bliver et af hendes egne børn eller en heldig genbrugsjæger, ved hun ikke. Børnene skal jo være interesserede først. Hvis ikke, er der bare en anden, der er.