Pas på: Panden må ikke blive for varm, når du steger
Steg ikke for varmt, så undgår du skadelige stoffer i maden
Gryder og pander med nonstick- og sliplet-belægning gør det nemt at tilberede aftensmaden, uden at den brænder på, men har du en pande eller en gryde med nonstick-, sliplet- eller teflonbelægning, skal du passe på med varmen, når du steger. Belægningerne, der sikrer, at maden ikke sætter sig fast på bunden, indeholder ofte fluorstoffer – og bliver panden eller gryden for varm, er der risiko for, at de farlige stoffer frigives. Stofferne kan frigives til både luften og til maden.
Kig på brugsanvisningen, og varm ikke panden mere op, end den er beregnet til. Typisk kan gryder og pander holde til 200 eller 220 grader.
Bruger du en gryde eller pande helt almindeligt derhjemme, bør temperaturen ikke komme op over 220 grader.
Vask ikke den varme pande op i koldt vand
Rengør du din pande korrekt, bevares sliplet-belægningen bedre, og panden holder i mange år.
Når du er færdig med at stege, må du ikke stikke en varm pande under det kolde vand. Du bør altid lade panden køle af, inden du vasker den op. Hvis du lynafkøler panden under den kolde hane, risikerer du, at panden slår sig, og bunden bliver skæv.
Stegepander med sliplet-belægning skal vaskes helt rene. Hvis man ikke får fjernet alle madrester, kan mad og fedt fra stegningen sætte sig i belægningen, hvilket over tid kan ødelægge sliplet-belægningen.
Du bør vaske dine pander af med vand, opvaskemiddel og opvaskebørste i køkkenvasken. Har du af og til brug for at slippe for opvask, så er det bedre at vaske pander af rustfrit stål end sliplet-pander op i opvaskemaskinen.
Ryger olien, er varmen på panden for høj
Steger du for varmt, får du måske nok maden hurtigere færdig, men du risikerer samtidig, at smagen påvirkes, hvis fedtstoffet er for varmt. Forklaringen skal findes i fedtstoffernes rygepunkt.
Forskellige olier har forskellige rygepunkter, og du bør være særlig opmærksom på temperaturen, når du steger i olie. Olivenolie har et lavt rygepunkt: Rygepunktet er omkring 130-175 grader alt efter oprindelse og producent. Andre planteolier har rygepunkter, der er 220-240 grader. Avokadoolie er den olie, der kan opvarmes til den højeste temperatur. Avokadoolie begynder først at ryge ved 270 grader.
Begynder dit fedtstof at ryge, er panden for varm – det er tidspunktet, hvor den når rygepunktet. Ved rygepunktet omdannes umættede fedtsyrer i olien til usunde transfedtsyrer. Samtidig påvirkes smagen negativt, når man steger i for varm olie.
Udskift gryder og pander, hvis der er hul i belægningen
Er der hul i belægningen på en af dine pander eller gryder, bør du udskifte panden eller gryden. Også selvom du ikke varmer panden eller gryden for meget op.
Materialet under belægningen på gryder og pander er ikke nødvendigvis beregnet til kontakt med mad, og du bør derfor hverken stege eller koge med køkkengrej, hvor der er hul på overfladebelægningen.
Kan man få fluorfri pander, gryder og køkkentøj?
Ja, både supermarkeder og isenkræmmere har et bredt udvalg af pander og gryder, der er fri for fluorstoffer. På emballagen er de typisk mærket med ”PFC-fri” eller ”fluorfri”. Fluorstofferne er en hel familie af stoffer, der ligner hinanden. Det er ikke nok, at en pande er fri for PFOA, der er et af fluorstofferne. Teflon hedder for eksempel PTFE og kan i princippet godt være i en pande, der er ”Fri for PFOA”, men teflon kan ikke være i en pande mærket med ”fluorfri”.