Mød 3, der byder det grå hår velkommen
»I dag bliver man ikke gammel på samme måde«
Anja Camilla Alajdi, 49 år, designer og stylist, begyndte at få grå hår som 25-årig:
»Jeg begyndte tidligt at opdage et gråt hår. Det generede mig egentlig ikke, ud over at jeg skulle farve det ofte, fordi det er sjusket at have udvoksninger. Mit hår var langt, da jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville farve det mere. Det er en proces at skifte hårfarve, og vi prøvede først at trække noget farve ud, men det så alt for stribet ud, og jeg kunne ikke holde ud at se på det. I stedet klippede jeg det bare helt kort. Jeg har ikke farvet det siden, og det har været meget befriende at slippe for.
For at knække den damethed, som jeg nemt får, både fordi jeg har naturkrøl, og fordi håret er gråt, skruer jeg ekstra op for den mere sporty stil med sneakers og oversized blazere. Når jeg havde en træt dag i 20’erne og 30’erne, kunne jeg godt skjule det med lidt på kinderne og en mønstret skjorte. Men i dag, hvor jeg både er gråhåret og generelt ser lidt mere træt ud i ansigtet, er det sværere at skjule. I stedet tager jeg mig en lur, går en tur eller får noget luft.
Det at føle sig velplejet betyder ikke, at man ikke kan have en fleecetrøje og et par jeans på. Men afskallet neglelak kunne man bedre slippe af sted med i 20’erne end nu. Jeg kan huske, at ens forældre sagde »jeg føler mig som en 25-årig indvendig«, og jeg tænkte, er de skøre? Men nu forstår jeg det godt, for jeg føler mig ikke gammel, selvom jeg godt kan se, at jeg ikke ligner en på 25. Jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg er 50 lige om lidt, men i dag er man ikke gammel på samme måde, som jeg tror, man var før i tiden. Det er ikke vigtigt for mig at se ung ud, det er vigtigt at ligne mig selv og der, hvor jeg er i livet.«
»Det er nemmere for mænd at få grå hår«
Jesper Zølck, korrespondent, 42 år, begyndte at få grå hår i 20’erne:
»Jeg har glædet mig i årevis til, at det grå hår rigtigt skulle bryde ud. Jeg er kun et par år yngre end den italienske fodboldspiller Fabrizio Ravanelli, der var nærmest lige så berømt for sin evne til at score mål som sit sølvgrå hår, og jeg kan huske, at jeg i start-20’erne blev nærmest lidt utålmodig. Jeg kunne jo se, det grå var på vej, men det gik ikke helt Ravanelli-hurtigt. I dag er det hele mest gråt, både hår og skæg. Det er jeg ret tilfreds med. Jeg synes egentlig også, det grå passer godt til, hvordan jeg har det. Lidt alment ældet og slidt og træt ud i spidserne, du ved.
Jeg er ikke i tvivl om, at det er nemmere for mænd at få gråt hår, fordi det er et look, man har set gennem lang tid. Hvis du ser film, er der masser af gråhårede mænd, der render rundt og gør det godt, men der ikke så mange gråhårede kvinder i mainstreamkulturen. I virkeligheden synes jeg jo, det er fuldstændig grotesk, at gråt hår er noget, man skal skjule, for jeg synes, gråt hår hos kvinder ser pænt ud.
Målet er jo det her fuldstændig grå look. Så håber jeg bare, jeg har nok hår tilbage til den tid, for jeg er begyndt at tabe noget. Jeg har altid haft høje tindinger, men nu er jeg også begyndt at tabe lidt hår på toppen. Min fornemmelse er klart, at den store frygt hos mænd sjældent er at få gråt hår, men at tabe det. Jeg bliver lidt misundelig, når jeg ser mænd, der render rundt med en fuld hårpragt, når de er 60 år. Jeg har ikke givet op, men lige nu er jeg ikke sikker på, jeg vinder slaget.«
»Livet handler om andet end at se godt ud«
Mette Marie Lei Lange, 40 år, arbejder som influencer, begyndte at få grå hår i starten af 20’erne:
»Til januar er det to år siden, jeg sidst fik farvet hår. Målet er at få min naturlige grå hårfarve i hele håret. At være gråhåret har i mange år været forbundet med at være usexet, fordi nu kan du ikke producere børn længere, og din relevans i samfundet er ved at være dalende. Men man kan jo sagtens være både sexet og gråhåret.
Jeg føler nogle gange, jeg ser ældre ud, end jeg er, fordi de fleste på 40 ikke har gråt hår, og kombineret med, at jeg lige har rundet et hjørne, kan det godt gå mig på. Men jeg synes, livet handler om andet end at se godt ud. Nogle gange ser man bare ud. Jeg tror ikke, mænd reflekterer lige så meget over, hvordan de ser ud, som vi gør. Det vil jeg gerne gøre op med. Der er mange, der skriver til mig på Instagram, at jeg har givet dem det sidste skub til at favne, at de selv er gråhårede. Det er rigtig fedt. Men jeg er ikke ude på at fortælle nogen, hvordan de skal opføre sig. Uanset om man har lyst til at farve hår eller bruge botox, synes jeg, vi skal kunne nikke til hinanden på gaden.
Når jeg kigger tilbage på de sidste 40 år af mit liv, ville jeg ikke have fantasi til at forestille mig alle de fede ting, der er sket. Det vil jeg gerne have, min krop skal være et vidne om, og man må gerne kunne se, at jeg ikke er født i går. Det er med til at fortælle historien om, hvem jeg er.«