Mister maden vitaminer i mikrobølgeovnen?
Jeg kunne rigtig godt lide at vide, om maden forringes ved at blive varmet/kogt i mikrobølgeovnen – om den mister vitaminer eller værdifulde mineraler. Det må betyde noget for alle os, som bruger den.
Ruth Haugstrup, Jelling
Svar fra Leif Skibsted
Mikrobølgeovnen overfører varme direkte til vandet i fødevaren eller retten. Varmen fordeles herfra til de øvrige bestanddele i maden, der derfor påvirkes som ved andre former for opvarmning.
Maden mister derfor ikke flere vitaminer eller andre næringsstoffer end ved stegning i almindelig ovn eller ved kogning i vand. Tværtimod vil kogning i vand ofte resultere i udvaskning af næringsstoffer til kogevandet, det undgår man i mikrobølgeovnen.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.