Lav din egen dørkrans til jul
Pynt din dør
Samvirke har været på besøg hos Warmdal Blomster i Valby, og vi lærte, hvordan man laver en flot dørkrans, der byder gæster velkommen på en rigtig julet måde. Kunne du tænke dig at gøre kunsten efter, så klik næste, og se, hvordan du trin for trin kreerer en dørkrans – faktisk 2 dørkranse, der er bundet sammen. Vil du desuden også lave en adventskrans, kan du her se her, hvordan du laver sådan en. God jul.
1: Bind mos i bunden
Vælg meget gerne en grøn myrte- eller ståltråd til at binde med, da den bliver kamufleret i de grønne materialer. Start med at binde tråden fast til halmkransen, og lad en smule tråd stikke tilbage fra knuden. Det skal du bruge til at binde knude med, når du er færdig med at binde bær og kogler fast på kransen. Læg lidt mos på ad gangen, og sno tråden rundt om hvert stykke nogle gange, så det sidder godt fast. Bliv ved, indtil der er mos hele vejen rundt i bunden. Mosset gør, at man ikke kan se halmkransen, og at der ikke kommer eventuelle ridser i din dør. Lad myrtetråden være endnu.
2: Bind blød enebær på
Vend halmkransen om, så mosset ligger på bordet, og bind så blød enebær på kransen med den grønne myrtetråd. Sørg for at lade alle stykker blød enebær hælde samme vej. Du kan med fordel binde de mindre stykker blød enebær på indersiden af kransen og de større på ydersiden. Når kransen er dækket med blød enebær, så husk ikke at binde myrtetråden fast endnu. Hvis du synes, kransen er for løs i det, så fortvivl ikke. Du kommer nemlig til at skulle binde rundt med myrtetråd et par gange mere, når du binder bær og lærkekogler på.
3: Bind ilexbær på
Klip grene af ilexbær ud i små kviste med omkring 10 bær på hver – hvad der nu lige passer med grenen. Bind dem på kransen en kvist ad gangen på toppen lidt ud mod ydersiden af kransen, så de danner en flot cirkel, når man kigger ovenfra. Sørg for, at myrtetråden bliver bundet fast til selve grenen, så du ikke moser de flotte bær. Når du er færdig, lader du myrtetråden blive tilbage.
4: Bind lærkekogler på
Nu skal der bindes lærkekogler på. De giver noget dybde til kransen og lidt kontrast til de røde og grønne farver. Bind lærkekoglerne fast ved siden af ilexbærrene – altså mod indersiden af kransen, men sørg for, at der stikker lidt grønt op imellem de røde ilexbær og de brune lærkekogler. Husk igen, at du får gemt tråden væk mellem koglerne, så den bliver så lidt tydelig som muligt. Når du har bundet lærkekogler hele vejen rundt, så bind knude på det stykke myrtetråd, du lod være tilbage, da du startede med at binde mos om kransen.
7: Sæt kogle på
For at give dørkransen lidt ekstra kan du vælge at sætte en større grankogle på den nederste, lille krans med en limpistol eller en anden stærk lim. Hvis du har lyst, kan du også vælge at sætte en grankogle ind i midten af den store krans. Sørg i så fald for, at koglen også peger nedad ligesom koglen på den lille krans (se på det første billede).
8: Bind sløjfe og knude
Samme sted som løkken binder du nu en fin sløjfe om den store krans. Når det er gjort, binder du de 2 kranse sammen som på billedet. Snoren, du skal bruge til det, skal være omkring 50-60 cm – prøv dig frem. Bind en knude på bagsiden af en af kransene, så man ikke ser den, når den hænger på døren. For at snoren ikke karter frem og tilbage, kan du med fordel sætte nogle små kramper af grøn myrtetråd/ståltråd som på billedet – i begge kranse.










