Klumme: Madpyramiden fylder 50 og er vigtig som aldrig før

Coops Madpyramide fylder et halvt århundrede i år, og det fejrer vi med en ny kunstnerisk udgave, som vi giver til danskerne. Til børnene i madkundskabs­klasserne og deres forældre. For Madpyramiden er stadig et vigtigt bidrag til den store samtale om sund og nærende kost.

Velkendt på væggen

Da jeg begyndte i Coop, gik det op for mig, at noget meget velkendt i mit eget liv havde en oprindelse, jeg aldrig havde tænkt over. Jeg er vokset op med Madpyramiden. Den hang i både mit og mange af mine klassekammeraters barndomshjem. Men jeg vidste faktisk ikke, at det var Coop, der stod bag.
Det siger noget om Madpyramidens gennemslagskraft. Den er så udbredt, at mange tror, den er officiel. Og det forstår jeg godt. Madpyramiden har i 50 år været en del af den fælles forståelse af, hvad det vil sige at spise nogenlunde sundt i hverdagen.

Folkeoplysning om mad

Men Madpyramiden er ikke en myndighedsanbefaling. Den er en gave fra Coop til folkeoplysningen om mad – båret af brugsbevægelsens værdier og støttet af de mange medlemmer, der hver dag bidrager til fællesskabet, bl.a. gennem pantdonationer.
I år fylder Madpyramiden 50 år. Derfor investerer vi nu i en ny og flot udgave, som vi giver videre til danskerne. Til børn og forældre i skolerne og derhjemme. For Madpyramiden er stadig vigtig. Måske vigtigere end nogensinde før.

Der er mange gode råd derude – og det kan være svært at navigere i dem. I USA er Madpyramiden vendt på hovedet. Kostråd, trends og hurtige konklusioner fylder mere end nogensinde, og det kan være svært at skelne mellem solid viden og smarte budskaber. Midt i den støj er Madpyramiden den sjældne, visuelle genvej, der gør sund fornuft til noget, man faktisk kan handle på. 
”Mest fra bunden, mindst fra toppen” lyder banalt – og netop derfor virker det: Det er ernæring oversat til indkøbskurv. Et fælles kompas, der bygger på officielle anbefalinger – ikke på algoritmer. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

HuskMitNavn har tegnet den nye udgave af Madpyramiden

50-året for den udbredte og populære Madpyramide markeres med en ny version af den velkendte model. Denne gang i samarbejde med kunstneren HuskMitNavn, som har tegnet plakaten.

Madpyramiden bygger på De officielle Kostråd fra Fødevarestyrelsen og oversætter dem til en visuel model, som gør det nemt at se, hvad du skal spise mest af – og hvad du skal spise mindre af.  Jo længere nede i pyramiden maden er placeret, jo oftere og mere kan du spise af den. Jo højere oppe, jo sjældnere og mindre mængder.

Aspejler de aktuelle kostråd

At stå fast betyder ikke at stå stille. Viden udvikler sig, og det samme skal vores anbefalinger. Derfor har vi opdateret Madpyramiden, så den afspejler de aktuelle kostråd. Bl.a. har bælgfrugter fået en mere central placering, og der er endnu mere fokus på fuldkornsprodukter. Samtidig har vi givet pyramiden et kunstnerisk udtryk, som taler til både børn og voksne – uden at gå på kompromis med det faglige fundament.
Madpyramiden er ikke en løftet pegefinger. Den er en brugsanvisning til hverdagen. Og det er netop i hverdagen, at sundhed – og også mange klimavalg – bliver afgjort. Klimadebatten kan hurtigt blive abstrakt, men Madpyramiden gør den spiselig: små, gentagne valg sat i system.

Jeg er stolt af, at brugsbevægelsen igen tager den rolle på sig og investerer i viden, der er holdbar. Og jeg er stolt af, at vi som fællesskab – båret af pantdonationer og af medlemmer, der engagerer sig lokalt og er med til at dele den ud i Coops butikker – kan give den videre.

Tak for pantdonationerne

Jeg håber, at I vil tage godt imod den nye, flotte version af Madpyramiden, og at den igen vil finde vej til madkundskabslokalerne og de danske hjem. Ikke mindst håber jeg, at den kan indgå meningsfuldt i alle snakkene over middagsbordene og indkøbskurvene.
Og til dig, der donerer via pantautomaterne: Tak. Du er med til at gøre en forskel – og med til at sikre, at vi kan give viden videre, som kan bruges i hverdagen. For hvis 50 år har lært os noget, så er det, at god viden først for alvor gør en forskel, når den bliver brugt.

 

Læs mere om