Klumme: Coop Bank er medlemmernes bank

I en tid med historisk høje priser på alt fra dagligvarer til strøm er der behov for et billigere, medlemsejet alternativ til storbankerne. Det alternativ er Coop Bank, siger Allan Nørholm, direktør i Coop Bank

For snart 10 år siden etablerede vi Coop Bank. Medlemmer efterspurgte billige, enkle og gennemsigtige bankprodukter, og vi lyttede.
Inflationen præger i øjeblikket danskernes privatøkonomi enormt, og der er mere end nogensinde behov for et alternativ til de etablerede storbanker, hvor man som kunde ikke behøver at læse det med småt. Sådan et alternativ arbejder vi i Coop Bank hver dag målrettet på at være. 
Hos os tæller medlemmernes stemme. Fair priser og vilkår er værdier, der står højt på vores dagsorden – præcis som i resten af Coop. 
I september sidste år var Coop Bank således en af de første banker, der indførte positiv rente på helt almindelige konti. Det betyder, at alle kunder – uanset hvor mange penge de har – i dag får positive renter på deres indlånskonto fra første krone. 

Hos os tæller medlemmernes stemme. Fair priser og vilkår er værdier, der står højt på vores dagsorden – præcis som i resten af Coop. 
Allan Nørholm, direktør i Coop Bank

Opmærksomheden på fair prissætning er da også blevet belønnet. Forbrugerrådet Tænk Penge har således 5 gange i træk kåret vores forbrugslån, CoopLån 20+, som bedst i test – senest i oktober 2022. 

Coop Bank er en bank i øjenhøjde

De seneste 10 år har vi været på en rejse fra at være en bank med få og simple produkter til en bank, hvor produktsortimentet spænder over alt fra forbrugslån og børneopsparing til realkreditlån. Hos os skal man kunne samle alle sine bankanliggender, og mange kunder anvender os i dag som deres eneste bank med de fordele, der knytter sig til at være medlem af Coop. Der er derfor medlemsbonus på flere af vores produkter. Det gælder f.eks. vores realkreditlån, der udbydes i samarbejde med Totalkredit. Ud over KundeKroner fra Totalkredit får medlemmer af Coop 750 kr. i bonus pr. lånte million hvert år – og dermed får de Danmarks nok billigste realkreditlån. 
Vores forretning bæres i det daglige frem af tryg rådgivning i øjenhøjde med kunderne, også når det er svært. Det kan f.eks. være, når ægtefællen dør, og fælleskontoen er spærret, eller man er blevet franarret sine kontooplysninger af udspekulerede svindlere. 
De seneste 2 år har Coop Bank genereret overskud, og vi forventer, at det samme bliver tilfældet for 2023. Vi vil nemlig gerne være et eksempel på, at det kan lade sig gøre at drive forretning på at levere trygge og billige bankprodukter til alle danskere.