mad

Kan åbne dåser gemmes på køl?

Nye konservesdåser er mere sikre at bruge end gamle til opbevaring af madvarer efter åbning. Alligevel anbefales det at hælde eventuelle rester over i et glas eller opbevaringsbøtter af plast.

Konservesdåser med indvendig coating kan godt bruges til opbevaring af mad efter åbning, men det sikreste er at bruge en anden beholder.

?

Hvis jeg har en konservesdåse med rødkål eller agurkesalat, kan jeg så opbevare resterne af indholdet på køl, når jeg har taget, hvad jeg skal bruge. Det kunne man ikke førhen. Jeg tænker på de nye dåser med lakforsegling i.

Anne-Grete Lorentsen

Svar fra Leif Skibsted

Når konservesdåser åbnes, får indholdet adgang til luftens ilt. For sure produkter som agurkesalat og syltet rødkål vil ilt fremme opløsning af det metal, dåsen er fremstillet af. Når indersiden af metaldåsen er beskyttet af lak, forsvinder denne risiko, men hvis dåsen har lidt overlast, kan den beskyttende lak revne. Hvis sure konservesprodukter skal opbevares længe efter åbning, bør de derfor omhældes til en glasskål. For sød frugtkonserves er denne risiko mindre.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet

Læs mere om

mad