Interview: Søren Ulrik Thomsen om mødet med storbyen, jagten på uforudsigelighed og huset, der blev livets omdrejningspunkt

Alle mennesker har et sted, hvor passerens  spids er placeret, og hvis man slår en cirkel rundt om det sted, vil alt det, der var der tidligere, pege hen mod det centrum, og det, der er sket senere, pege tilbage mod det. For mig er det sted Store Kongensgade 23.
Vi flyttede dertil i 1972, fordi min far havde fået en ny stilling inde i byen. Jeg havde levet mit hidtidige teenageliv på Stevns sammen med mine venner, og det var svært pludselig at skulle undvære dem, men jeg kan stadig huske det sansebombardement, der ramte mig i København. Jeg kan huske, hvordan opgangen lugtede, hvordan malingen og væg til væg-tæpperne i lejligheden lugtede. Og jeg kan huske, at mine brødre og jeg åbnede vinduerne og kiggede ned på Store Kongensgade og så alle bilerne komme kørende og de mange folk, der skyndte sig over gaden. Et stort, myldrende liv. Det hele ramte mig med en stor følelse af: ”Yes! Nu sker der noget. Fremtiden er her.”

Den gådefulde by

På Store Kongensgade boede folk midt imellem hinanden. Dengang behøvede man ikke at være mangemillionær. Min far havde været bankmand i en lille bank i Store Heddinge, men kunne få en lejlighed midt i byen. Det er utænkeligt i dag.
Selvfølgelig var der steder, f.eks. Kristianiagade, hvor der sikkert ikke boede særlig mange smørrebrødsjomfruer, og på Enghavevej boede der nok ikke mange direktører, men ellers levede folk blandt hinanden.
Jeg begyndte selv i Sølvgades Skole. I dag er det hundedyrt at bo i området, men dengang var det et stort arbejderkvarter. Det bar tonen præg af. Det var nogle kvikke, morsomme og rapkæftede fyre, jeg kom i klasse med, og jeg morede mig kosteligt, mens de syntes, at jeg var åndssvag, når jeg grinede. Det var un-cool at grine af vittigheder i storbyen.
Jeg så byen som en, der kom udefra, og blev meget fascineret af højhusene, f.eks. Dronningegården rundt om hjørnet, men også af baggårdene. Det var spændende at stå og kigge ind ad en port, og så var der én port til og én port til. Der var en romantisk gådefuldhed over det hele.
Samtidig voksede byen hele tiden omkring mig. Så fik jeg en kammerat, der spillede billard langt ude på Østerbro, og tog en bus ud til ham for at spille, og sådan gik det slag i slag. Det hele med den der store, ubestemte, lykkeagtige forventning om noget, der venter, som man ikke rigtig ved, hvad er, ud over at det nok er vidunderligt.

Draget af uforudsigeligheden

Der var alle mulige stemninger i byen, som jeg blev fascineret af. Som de tågede efterårsaftener, hvor lyset faldt på en helt særlig måde. Vi var mange fra min generation, der havde det sådan. Det var også en reaktion mod den foregående generation, som havde dyrket alt, hvad der havde med naturen at gøre. Hippierne syntes, at byen repræsenterede undertrykkelse, fremmedgørelse og forurening. Man havde hessian på væggene, kokostæpper på gulvet og spiste brune ris. Alt refererede til naturen, selvom der jo ikke rigtig er natur i Danmark. Hvis man leder efter den, møder man et skilt, hvor der står ’Natursti’, og så går man 200 meter ned ad den og støder på et nyt parcelhuskvarter.
Til gengæld var der en stor, kaotisk hovedstad, som havde de kvaliteter, vi forbinder med natur. Det er ikke tilfældigt, at det hedder en storbyjungle. Man kunne fare vild, og der var hele tiden nye steder, man kunne opdage.
For mange i min generation opstod der en slags kult omkring storbyen med New York og London i spidsen. I begyndelsen af 80’erne gik jeg selv med drømme om at flytte til New York, hvor man kunne få det hele endnu større, endnu mere larmende, endnu mere uforudsigeligt. 
Når man har boet i den samme by i så mange år, som jeg har, har alle steder en historie: Det var dér, jeg følte mig ensom. Det var dér, jeg fejrede, at jeg lige havde bestået en eksamen. Det var dér, jeg boede med en kæreste. Dér boede en gammel ven. Alle steder i det ydre rum bliver en del af  dit indre rum, og så sker der det, at grænsen mellem det indre og det ydre falder. Det kan godt føles meget uvirkeligt. Så fra tid til anden er jeg nødt til at tage væk, tage til en helt anden storby, hvor jeg aldrig har været før, og vade gaderne tynde for at få virkeligheden tilbage.

"Tak, hus"

Da jeg havde skrevet bogen ’Store Kongensgade 23’, var jeg bange for, at huset skulle miste sin magi, fordi jeg havde skrevet om det. Det har det slet ikke gjort. Jeg får stadig hjertebanken, når jeg kommer derhen, for det er et magisk sted i mit liv, og selvom det ligger mange år tilbage, at jeg boede der – et halvt århundrede i hvert fald – er det den samme følelse, jeg har, hver gang jeg ser huset. Det er, som om fremtiden stadig strømmer ud derfra.
Hvis man tog en vægtskål og lagde Store Kongensgade på den ene skål, og de næste 50 år på den anden, ville de veje lige meget. Også selvom der i de efterfølgende 50 år er sket meget mere i mit liv.
Jeg tror, at Store Kongensgade 23 er kommet til at betyde så meget for mig, fordi der var så mange betydninger på samme tid. Kulturchokket ved at blive flyttet fra Stevns, befrielsen ved at være i København, lige her, midt i det hele. Den store sorg over min mors sygdom og det erotiske ved mødet med de frække piger på Sølvgades Skole. Og så oven i det hele forventningen til fremtiden.
Den dag, bogen udkom, cyklede jeg ned i kiosken og købte alle aviserne for at se, om der var kommet anmeldelser. Det var der, og de var gode. Jeg gik hen for at bukke for huset, og døren ud til gaden stod åben. Det gør den ellers aldrig. Det var næsten, som om huset sagde: ”Nu har du skrevet en hel bog om mig, så kom indenfor.”
Jeg gik ind og helt op på øverste etage, hvor jeg stak hovedet ind på loftet, og så gik jeg ned igen, sagde ”Tak, hus” og gik min vej.
Selve lejligheden, hvor vi boede, har jeg aldrig været inde i. Når jeg tænker på den, er den altid tom, mærkeligt nok, men det betyder, at jeg kan fylde den med min fantasi om at bo der igen. Det ville kræve en lottogevinst, og den skal være stor, for den er til salg lige nu og koster 18 millioner kroner. Dengang mine forældre købte den i 1972, kostede den 200.000.
Men selv hvis jeg vandt den store Lotto-gevinst, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gøre det. Tanken om at generobre lejligheden er en fantasi, og hvis man fjerner grænsen mellem fantasi og virkelighed, bliver man vel nærmest det, man kalder psykotisk.
Jeg tror, der er noget magisk tænkning i at skrive. En slags forestilling om, at man f.eks. kan erobre huset ved at skrive en bog, der hedder ’Store Kongensgade 23’. 
Ja, der bor nogle andre nu, men de flytter jo før eller senere, mens bogen bliver ved med at være der. Så det vil altid være mit hus.