Interview: Frank Hvam om barndommen på landet, at jagte drømmene i storbyen og længslen hjem igen

Jeg havde en dejlig barndom på landet. Det var også pivkedeligt indimellem, men det var overskueligt, og det kan man ikke altid sige om unge menneskers liv i dag.
Som jeg husker det, lavede jeg altid det samme. Tog i skole klokken otte, kom hjem klokken 14 og spiste pølsemadder, som min mor lavede til mig. I 10 år i træk spiste jeg de samme pølsemadder og drak det samme saftevand.
Så læste jeg et Anders And-blad, luftede hundene, og så var der aftensmad. Man kunne stille et schweizer-ur efter det. Bagefter var det tid til lektier, to timer senere gik jeg i seng, og så gjorde jeg det hele forfra næste dag.
Ferierne var det samme, bare uden skole. Min far plejede at sige, at der ikke var noget dejligere end at være hjemme, så vi tog aldrig nogen steder. I hele min barndom skete det kun to gange. Den ene gang var vi på Mallorca, og det var fint, men anden gang gik turen til Sydfyn, og det var en skuffelse. Det var jo i 80’erne, og maden ude i det danske sommerland var så dårlig, at ens mor kunne lave noget med venstre hånd, der var bedre. Jeg husker det som sådan nogle helt gennemstegte, ødelagte plankebøffer. Min far havde ret i, at det var bedre derhjemme. Og der var bred enighed om, at næste år ville vi blive hjemme.

Med ketsjer i hånden

Min far satte sig for at bygge en tennisbane, og vi andre tre blev tvangsindlagt til at være en del af projektet. Det var en rød grusbane, der skulle ligne dem fra Roland Garros (hvor bl.a. French Open spilles, red.), og han gik meget op i, at den havde internationale mål, så man kunne spille Grand Slam på den. Det var meget sigende for min fars tilgang til tingene. Der var ingen grund til at rejse. Eventyret var jo lige her.
Han arbejdede på projektet i mindst et par år, hvor det flød med tegninger og udregninger. Han så det som et familieprojekt, og så morede han sig sikkert over, at det provokerede nogen, for der var også folk, der kørte forbi og rystede på hovedet over, at han brugte penge på det. Det var den første tennisbane i hele Tjele Kommune – ud over godsejerens, som ingen havde adgang til.
Der skulle køres mange trillebøre fulde af grus og slagger. Jeg havde lange arme det år, men da den endelig stod færdig, blev det selvfølgelig populært. I en periode kunne jeg bestemme, hvem der måtte spille på banen, og hvem der ikke måtte. Det var en stor magt at have. Lige indtil byen fik to splinternye baner oppe ved Tjelehallen.

Som barn tilbragte jeg meget tid i sportshallen med at spille badminton. Når man ikke kunne finde ud af at spille fodbold ude på landet, var man i vanskeligheder. Så var der kun skakklubben og badmintonklubben tilbage, så efter 3-4 mislykkede år med fodboldtræning, hvor jeg ikke havde modtaget en aflevering, begyndte jeg at spille badminton.
Vi var ikke særlig mange, så jeg blev hurtigt en af de gode. Det handler om i livet at finde områder, discipliner, sportsgrene, hvor man ikke er oppe imod alt for mange andre. For nylig snakkede jeg med en dame, der var dobbelt europamester i ethjulet cykel, og hun har jo luret den, for jeg tænker ikke, at der har været den store konkurrence. Jeg har også selv prøvet at vinde en sølvmedalje i 400 meter issvømning. Vi var tre i min aldersgruppe.
I min barndom var det badminton, og jeg vandt mange Tjelemesterskaber. Da jeg havde spillet i 8-9 år, tænkte jeg, at nu var det på tide at sigte højere, så jeg rykkede ind til Viborg Badminton Klub og blev gennempryglet i halvandet år.

Kom an, Johnny

I teenageårene blev sportshallen også der, man gik til halbal. Det var lige dele nervepirrende, fordi man var bange for at få tæsk, og spændende, fordi der var repræsentanter for det andet køn. Man havde gået og kigget på dem hele året, og nu havde man halballet til at slå til.
Det var så sjældent, det faktisk lykkedes, men så er det vigtigt med gåpåmod. Jeg ved ikke, om det betragtes positivt for en mand i dag, men dengang blev man rost. ”Sejt, du ikke tager et nej for et nej, Frank.” ”Tak, far.”
Til et halbal kom en pige hen til mig med et brev, som jeg havde lagt i hendes lomme i garderoben, og uden at sige et ord rev hun det midtover. Hendes veninder stod bagved og sagde: ”Godt, Gitte!” Det var lidt voldsomt.
Der var også masser af slagsmål til de fester, og jeg var altid bange for at få et par på hovedet. Der har alle dage været mænd, der specialiserer sig i at slå på mænd, der er mindre end dem selv. I nabobyerne hed de Brian og Ryan. Hos os hed han Johnny.
Jeg havde en far, der var smed og gammel bokser, så jeg følte et vist pres i forhold til ikke bare at bøje af, men det er med vold, som det er med sport: Hvis man har dyrket det i 10 år, bliver man rigtig god til det. Engang blev jeg angrebet af Johnny, helt uprovokeret. Han passede mig op uden for hallen ved P-pladsen, men det lykkedes mig at få fat i hætten på hans parkacoat og holde hans hoved nede. Det var ikke nogen holdbar plan, for det svarer til at fange en kæmpe hugorm eller en sindssyg bi. Jeg vidste, at i det øjeblik jeg slap hætten, skulle jeg dø.
Jeg husker lyden af latter og klirrende flasker rundt om os, og til sidst gav jeg slip på hætten – og på Johnny – og løb alt, hvad jeg kunne.

Farvel til rødderne

Det første eventyr startede, da jeg kom på gymnasiet inde i Viborg. For første gang mødte jeg akademikere og folk med penge. Jeg begyndte at komme i hjem, hvor man havde danske designmøbler, og hvor man dekanterede vinen. Efter aftensmaden tændte de ikke fjernsynet, men satte sig ind i stuen med en god kop kaffe og konverserede. Jeg var totalt rundt på gulvet.
Jeg var både imponeret og syntes, det var lidt komisk. Det var jo ikke mig, det der – i hvert fald ikke det, jeg kom fra. Jeg var søn af en smed og en sygeplejerske og opdraget med, at når nogen var finere end os, grinede vi af dem. Samtidig var gymnasiet et sted, hvor det pludselig var muligt at folde sig ud på andre måder. Jeg har aldrig været god med mine hænder og fik aldrig nogen respekt ude i Ørum Sønderlyng. Derinde var det o.k. at være et intellektuelt snakkehoved.

Da traileren med mine ting stod pakket og klar, og det var tid til, at jeg skulle drage af sted mod København for at starte på dyrlægeuddannelsen, var min far pludselig væk. Jeg havde en kæreste, og vi stod og ventede, men han var ingen steder at se.
Langt om længe kom han ud fra skoven, helt forgrædt. Det var et lidt forvirrende syn at se sin stærke far med røde øjne, og det er faktisk først rigtig i dag, hvor mine egne unger står på tærsklen til at forlade reden, at jeg forstår, hvorfor han måtte flygte ud i skoven dengang.
For jeg forlod det jo. Det vidste jeg ikke selv. Jeg troede bare, at jeg skulle på eventyr i København, men han vidste udmærket, hvad der skete. At der ville følge 10 år, hvor telefonen ikke ville ringe. Han havde forstået meget bedre end mig, at jeg forlod det hele.

Så snart jeg satte foden i København, var jeg klar over, at det var her, jeg skulle være de næste mange år. Mit stærke mig-mig-mig-gen havde ikke kunnet blomstre et sted som Ørum Sønderlyng, men det skal jeg love for, at det kunne her.
Jeg kiggede mig ikke bagud i mange år, mine gamle venskaber hjemmefra gled ud i sandet, og selv mine forældre skulle være glade for at se mig. Jeg følte, at min hjemstavn var udtømt. Den havde ikke noget at tilbyde mig som ung mand. 
Det er der ikke noget galt i, for unge mennesker skal ud på eventyr. Man skal bare passe på ikke at glemme, hvor man kommer fra. Ens hjemstavn er noget, man kan læne sig ind i, når tingene er svære, men jeg havde for mange år, hvor jeg fjernede mig. I en periode gjorde jeg grin med, hvad jeg kom fra – med alle bonderøvene hjemme i Ørum Sønderlyng. Jeg forstod ikke kvaliteten i at leve et mere stille liv. I at være i naturen, i fællesskabet, der fylder mere sådan et sted, hvor det hele bare er lidt mindre navlepillende.

For altid 'bonderøv'

For nogle år siden tog min familie og jeg til New Zealand for at bo et år i en lille landsby, der mindede lidt om Ørum Sønderlyng. Da der var gået tre måneder, gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig slappede af. Mine skuldre røg så langt ned, som de rent fysisk kunne.
Opholdet accelererede også en erkendelse, der havde været længe undervejs, nemlig at jeg er en bonderøv. Når man skræller alt det andet af, så er det dét, jeg er. Jeg vil vove at påstå, at der er en kæmpe kvalitet ude i provinsen, som man overhovedet ikke værdsætter, når man er ung. Provinsen er god, og det synes jeg også, når jeg kigger på det liv, mine egne københavnerunger lever. Rent ud sagt synes jeg ikke, det har den samme kvalitet. Det er for larmende, og de bliver voksne for hurtigt.
Omvendt ønsker jeg dem ikke til Ørum i 70’erne og 80’erne, for der var også meget, der var fattigt, og så god var folkeskolen heller ikke. Men der var noget i enkelheden, og så havde vi naturen. I København er naturen noget, man tager ud og besøger. Hvor jeg kommer fra, var man i den. Her var Viborg den eksotiske rejse, mens det for københavnere er en tur i skoven, fordi de er lige så fremmede over for den, som jeg var over for byen.

Der er ikke noget nyt i, at ældre mænd begynder at savne deres barndomshjem. Jeg har lavet en fast søgning på Boligsiden, så jeg modtager notifikationer, hvis der bliver sat boliger op i en radius af 3-4 km. Når det sker, er det som regel et hus, jeg har været i for mange år siden, og så hamrer jeg straks ned ad memory lane. Det er noget, der foregår i mit eget hoved, og som jeg ikke kan delagtiggøre familien i. Jeg har som alle andre fædre kørt børnene forbi barndomshjemmet, uden det vakte nogen synderlig reaktion, men for mig er det jo alt det, jeg er.
Samtidig må jeg erkende, at jeg højst sandsynligt aldrig vil få min kone og børn med til Ørum Sønderlyng. Jeg vil komme til at sidde helt alene i mit barndomshjem, og man vil finde mig død på gulvet, to uger efter at jeg er udåndet. Kan det blive mere trist? Men det er ikke det samme, som at min længsel ikke er kæmpestor.