Interview: Nikolaj Stokholm om at overleve ved hjælp af humor, inspiration fra en anden tid og at lade tvivlen blive bag sig

1. Altså, er der nogensinde noget?

Jeg er født i Randers, men har ingen minder derfra. Ikke engang billeder, for mine forældre kom til at brænde huset ned. Til min allerførste jul fik juledekorationen fat i gardinet, og herfra gik det amok. Huset, som vi havde lejet, viste sig at være ulovligt isoleret med flamingo, så der kom små eksplosioner inde i væggene, og mine forældre måtte flygte ud med mig og min storebror, inden det brændte ned.
Vi var i Jylland, fordi min far skulle åbne en afdeling af sit firma. Han lavede lys og lysstyring til teater- og operaopsætninger over hele verden. Det var hele tiden meningen, at vi skulle tilbage til Sjælland, så efter huset var brændt ned, rejste vi til Greve. Fra Randers til Greve – det kan man kalde lidt af en rute. 
Greve er på mange måder, som Greve har ry for at være. Ét stort parcelhuskvarter med en hel masse tunneler, hvor man ikke har lyst til at opholde sig efter klokken 18. 
Greve Privatskole, hvor jeg gik, lå ikke så langt fra Askerød, der var på ghettolisten, og selvom det var hurtigere at slå genvej gennem boligbyggeriet, gjorde jeg det aldrig. Det var ren ’Løvernes konge’: ”Her må du aldrig gå hen, Simba.” 
Den eneste gang, jeg var derinde, skulle jeg til klassefest. Natten forinden kørte en scooter ind i naboens udestue, så da vi ankom til festen, kom politiet samtidig for at besigtige skaderne.
Jeg var selv en meget ordentlig dreng, men en fra skolen, der hed Martin, som jeg fulgtes med hjem i bussen, sagde på et tidspunkt til mig, at han havde et telefonnummer på en af dem fra Askerød, ”hvis der nu var noget”. Jeg kan huske, jeg tænkte rigtig meget over, hvad noget kunne være. Altså, er der nogensinde noget?

2. Stærblind retoriker

Det er svært at sige, hvor galt det stod til, for man kan ikke spørge en nyfødt, men lægerne mente, at jeg havde omkring 17 % syn. Så er alting sløret, og man ser udelukkende skygger og farver. Jeg var albino og blev altså mere eller mindre født blind. 
Der er to ting, der forbindes med albinisme. Det ene er pigmentmangel, og det andet øjensygdommen nystagmus, hvor ens øjne ryster. Hjernen prøver at kompensere for de rystende øjne, men den kan ikke kompensere hurtigt nok, og derfor er synet sløret. Men hjernen udvikler sig og bliver dygtigere, så man vokser stille og roligt fra blindheden.
Når man var et svagtseende barn dengang, blev man tilknyttet Statens Øjenklinik og fik hjælpemidler til at komme gennem skoledagen. Man sad selvfølgelig forrest, men derudover kunne man få en kontorstol, et skråbord og en lampe med lup. Jeg lignede en sindssyg tandlæge, og alligevel kunne jeg ikke se noget som helst på de der matgrønne tavler, som lærerne skrev på.
Jeg var helt hvidhåret og havde tykke briller, og med det der åndssvage skråbord var alle sejl sat ind på at gøre mig til verdens største mobbeoffer. Men det undveg jeg på mærkværdig vis. Jeg lurede ret hurtigt, at skolegården var det vilde vesten. De fleste var gode til fodbold, men så kunne jeg være ham, der kunne sige noget dumt. Og hvis nogen sagde noget til mig, kunne jeg lynhurtigt give dem tifold retur. Jeg har altid været retorisk skarp, men jeg var nærmest også kun sammen med voksne i de første år af mit liv pga. mit syn. Det gav mig et ordforråd, der var større end de fleste af mine jævnaldrendes.
Mine forældre var også fantastiske til ikke at få mig til at føle mig handicappet. Jeg syntes altid, det var forkert, når jeg skulle til handicapdag i Tivoli. Ikke fordi jeg tog afstand til de andre, men fordi jeg ikke så mig selv som handicappet. Det var ikke en identitet, jeg tog på mig. Det var bare et vilkår, jeg levede med.

3. Min søn garderen

Min storebror er tre år ældre end mig. God til sport, har taget en videregående uddannelse og har pigment. Som barn havde han masser af venner og var dygtig til alt, så jeg tror, min mor følte et ansvar for at hjælpe ham den blinde lillebror med at finde et eller andet, hvor han også kunne shine.
Da jeg var seks år, faldt hun over en notits i Berlingske om, at de søgte nye gardere til Tivoli-Garden. Jeg kom til session, som det hedder, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke var høj nok, men at jeg kunne komme igen et år senere. Jeg begyndte at spille kornet på Ishøj Musikskole, og et år senere troppede jeg op igen. Denne gang sagde de: ”Ja, nu er du høj nok, men spille kan du ikke.” De spurgte, om jeg ville gå med gevær i stedet, men jeg kom lige akkurat ikke med til havens åbning, fordi jeg blev så sur på dem, der bestemte over mig. 
Til gengæld endte jeg med at spille kornet i syv år, fordi jeg ikke kunne nænne at give min mor den skuffelse, at jeg egentlig ikke syntes, at det var særlig sjovt. Nu havde jeg jo sagt nej til Tivoli-Garden, som jeg er helt sikker på var min mors forstadsdrøm. Jeg kan lige se for mig, hvordan hun havde glædet sig til at fortælle naboerne: ”Ja, min søn er jo Tivoli-Garder.”
I syv år gik jeg til kornetundervisning, før jeg tog mig sammen til at sige, at nu måtte det være nok. Det tog hun helt afslappet: ”Jamen, selvfølgelig, du gør da bare, hvad du gerne vil.” 
Det er først som voksen, jeg har fortalt hende, hvorfor jeg fortsatte med at spille i alle de år. Det overraskede hende, at hun havde haft den indvirkning, men det er helt sikkert ikke, fordi hun har presset mig til det. Hun er den dejligste mor i verden, og jeg har altid følt mig set, selvom jeg var så underligt et barn, så jeg havde ikke lyst til at skuffe hende.

4. Lyst til at lege klovn

Da jeg var seks år, blev jeg også en del af Hedehusene Amatørteater. Det var igen på min mors foranledning. Hun så en kraft i mig, som måske kunne komme ud her.
Jeg ved ikke, om det var, fordi hun havde set mig optræde i børnehaven. Jeg var der ikke særlig tit pga. mit dårlige syn, så jeg var ikke med, da de andre skulle lave et teaterstykke for forældrene, men jeg spurgte pædagogerne, om jeg ikke måtte varme op. Sammen med mine forældre lavede jeg et fjernsyn af en papkasse, og så sad jeg ellers inden showet og præsenterede nyhederne og vejrudsigten. Jeg har set videooptagelser senere, og det er ikke specielt sjovt. Det er bare TV Avisen leveret af et barn.
Som seksårig blev jeg så en del af en teatergruppe sammen med en flok 12-årige piger. Vi skulle opføre ’Prinsessen på ærten’, og de opfandt en tjenerrolle til mig, fordi jeg var for lille til at huske replikker. Jeg fik skældud af instruktøren, fordi jeg fumlede, men jeg havde sådan en lyst til at lege klovn. I stedet for bare at komme gående ind på scenen tænkte jeg: ”Hvorfor ikke gå sjovt?”
Hvis jeg blev sendt uden for døren i skolen, og jeg kunne se, at døren ind til et andet klasselokale stod på klem, sørgede jeg også altid for at gå forbi på en skør måde. Jeg anede ikke, om nogen kiggede, men jeg tænkte, at hvis nogen tilfældigvis gjorde, ville de se mig komme gående der. Det er jo klovnens væsen.
I hele min barndom var Dirch Passer min store helt. Næsten hver dag cyklede jeg hjem til min mormor og morfar og spiste palminkogte fiskefileter og så ’Glamour’, mens bornholmeruret slog sagte i baggrunden. De var fra 1922 og meget gamle mennesker, der så gamle tv-programmer. Bl.a. ’Smilehullet’, der viste små sketch efter TV Avisen. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med Dirch Passer. Han er en verdensklovn, der kan få alle generationer til at 
grine, ikke så meget med det, han siger, men med måden, han siger 
det på.
I børnehaveklassen blev det en sport for mig at finde på en ny måde at svare ’ja’ på, hver gang vi fik vores navne råbt op. Hver morgen sad jeg og tænkte over, hvilket overraskelsesmoment jeg kunne levere. Man skulle måske ikke tro det, men der er faktisk sindssygt mange variationer af ja. Der er selvfølgelig forskellige sprog – yes, ja, oui. Men også jeps eller jepper. Eller det lille lumre jaah.

5. Storebæltsforbindelsen

Jeg fik ry for at finde på sjove lege, og det blev hurtigt et kæmpe pres. De andre børns forældre ville altid have mig til at lege med deres børn. Det var forfærdeligt, hvis min mor havde lavet en legeaftale på mine vegne, for så vidste jeg, at jeg skulle leve op til nogle kæmpestore forventninger.
Det kulminerede en dag, da jeg skulle hjem til Martin fra klassen. Hans forældre havde fået nye Montana-reo­ler i stuen, og de der kæmpe papkasser, som reolerne havde været pakket ind i, stod nu på Martins værelse. Aftalen var, at ingen måtte røre ved kasserne, før Martin fik besøg af mig, for når Nikolaj kom, skulle det nok blive rigtig vildt. Hans mor havde også været ude at købe sprittuscher og hobbyknive.
Vi havde en fin eftermiddag, hvor vi hyggede os og spiste kanelgifler, men det blev ikke genialt. Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg gik hjem: ”Det var ikke godt nok. De fik ikke det, de havde håbet på.”
I dag er det noget, jeg lider under hver eneste dag. Hvis folk stopper mig og får taget et billede på gaden, tænker jeg bagefter: ”De fik ikke det, de gerne ville have haft. Jeg var ikke flink nok, jeg var ikke sjov nok.” 
Når jeg har optrådt, tænker jeg også altid på de momenter, hvor jeg kunne have været skarpere. Jeg kan gå af scenen og tænke: ”Hold kæft, hvor var du god i dag.” Men følelsen varer ikke mere end et par minutter, så kommer jeg i tanke om alt det, der kunne have været bedre.
Jeg har faktisk måttet lære mig selv at komme videre. Det er blevet et ritual, at når jeg kører over Storebælt – med tog eller bil – sletter jeg det, jeg lige har oplevet. Der kan være alle mulige grunde til, at det ikke er gået så godt, som man kunne have ønsket. Måske optrådte man til en julefrokost, hvor alle var alt for fulde, eller måske var man bare selv lidt off den dag. Uanset hvad er der ingen grund til at tage det med hjem og vågne med det næste dag. Man behøver ikke lade et halvdårligt show ødelægge hele weekenden. Lad Storebælt slette det, så du kan vågne næste morgen og være en glad og god far.

6. Ild til hele lortet

I alle skoleårene sad jeg forrest med mit dumme skråbord. Det var der selvfølgelig ingen andre, der gad, så jeg sad der alene, og i takt med at jeg fik trang til at underholde, begyndte jeg oftere og oftere at vende mig om for at komme med sjove bemærkninger. Det må have været sindssygt irriterende, og der var da også en vikar, der fik den idé, at jeg skulle købe en notesbog og skrive alle mine jokes ned i stedet for at ytre dem.
Efter skole cyklede jeg i Hundige Centeret og købte en notesbog, og herfra begyndte jeg at bruge timerne på at skrive jokes ned. Pludselig kunne jeg genfortælle de sjoveste af dem til mine forældre om aftenen. Jeg lærte faktisk meget om at fortælle sjove historier ude af kontekst. Der er jo klassikeren med, at ”man skulle nok have været der”, men det er komikerens opgave at få folk til at føle, når de hører joken, at de rent faktisk er der. Det var mine første komikerlektier, jeg lærte der.
Vikaren kom hurtigt til at fortryde det, for det gjorde mig ikke mindre irriterende. Tværtimod satte det ild til hele lortet. Nu havde jeg pludselig et system til at producere jokes. På det her tidspunkt, i begyndelsen af 00’erne, skyllede standuppen ind over landet. Der var selvfølgelig Matthesen og Mick, som lavede store shows, men der var også ’Talegaver til børn’ (et tilbagevendende standup-velgørenhedsshow, red.), som var kæmpestort.
Det sidste halve år af min skoletid, da det begyndte at spidse til op mod eksamenerne, måtte min dansklærer tage drastiske metoder i brug for at få mig til at knytte sylten. Vi indgik den aftale, at hvis jeg var stille i 44 minutter, fik jeg det sidste minut til at underholde. Hvis jeg sagde noget, som ikke havde relevans for timen, gjaldt det ikke. Så jeg sad hele timen og tog noter fra undervisningen, og i det sidste minut fik jeg lov til at vende mig om mod de andre, og så var der ellers standup: ”Kan I huske det, hun lige sagde om …?”

7. Her kommer Nicklas Sverige

Til skoleafslutningen lavede jeg standup foran alle forældrene. Jeg så det stadig ikke som en levevej, men det var en mulighed for hurtigt at komme ind på en scene og sige noget skægt. Man behøvede ikke at gå fire år på standupskole eller søge otte gange ind på teaterskolen og få afslag og spilde fem gode år af sin ungdom, før man fik lov til at optræde. Man skulle bare finde en scene at stille sig op på.
Som 17-årig forsøgte jeg mig første gang med open mic på Comedy Zoo. Jeg fik fem minutter, og det gik fint. Jeg var mere nervøs ude backstage, for jeg var ham den nye, så jeg sad lidt som en flue på væggen og observerede de andres pjatterier. Det var sådan nogle som Thomas Warberg, Elias Ehlers og Simon Talbot. De talte til hinanden på en vildt grov måde, men hele tiden med joken for øje, og den energi elskede jeg. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: ”Det er jo fuldstændig som mig selv – når jeg altså tør tale frit.” Allerede første aften trak Warberg mig til side og sagde, at han stod for en lille open mic i Bispebjerg et par dage senere, og om jeg havde lyst til at komme. Jeg fik også lov til at varme op på nogle gymnasier for Torben Chris. Jeg blev taget med af de andre og kom lynhurtigt til at optræde meget.
Det første job, jeg selv blev hyret til, var i en rockerklub på Amager. Jeg var 17 år og måtte først gå på, efter at stripperne havde slikket risalamande af hinanden på billardbordet. Jeg blev introduceret med ordene: ”Her kommer Nicklas Sverige.” Det var sindssygt, men i stedet for at tænke: ”Det gør jeg aldrig igen”, tænkte jeg: ”Fint, lad mig gøre det en anden gang.”
Det er det, der er galt med os standupkomikere. Vi har en eller anden brist i hjernen, der gør, at vi stiller os derop igen og igen. 
Et andet af mine tidlige jobs var til en julefrokost, hvor jeg måtte dukke mig for en fiskefilet, der kom flyvende imod mig. Hvis man havde siddet på et revisionskontor, og nogen havde kastet en fiskefilet efter én, ville man jo ikke møde op igen næste dag. Man ville skynde sig at ringe til A-kassen. Men standuppere går bare videre til næste job.
For nylig prøvede jeg at regne ud, hvor mange shows jeg har lavet i alt, og det må have været på den anden side af 3.000. Langt hovedparten har været småjobs, hvor jeg er blevet hyret til at stå som klaveret ovre i hjørnet til et sølvbryllup eller til en herrefrokost i en golfklub, hvor hundrede 50-årige mænd har røget cigarer og rystet på hovedet, fordi de slet ikke har kunnet se det sjove i, hvad jeg har sagt. 
Nu om dage er jeg heldigvis så privilegeret, at folk bliver glade, når jeg går ind på en scene. Jeg kan stadig huske, at jeg for mange år siden sad på Comedy Zoo, da konferencieren sagde: ”Mine damer og herrer, her kommer Frank Hvam!” Salen gik amok, og jeg sad bare og tænkte: ”Det der skal jeg opleve en dag.” Og det gør jeg rent faktisk nu.

8. I lære hos Dirch

Da jeg begyndte at optræde, kunne jeg mærke, at jeg stak lidt ud. De andre standuppere var utrolig optaget af at kigge mod USA og England. Simon Talbot og Tobias Dybvad stak mig ofte dvd’er med internationale standuppere, men det skabte aldrig resonans i mig. Jeg havde sådan en fornemmelse af, at der måtte være noget, vi havde glemt, og begyndte at kigge tilbage på mine store helte fra barndommen – Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Jørgen Ryg. De var så dygtige, også selvom de tit stod med noget forbandet lort, når det kom til tekstmaterialet.
Tag f.eks. Dirchs ’Mudderkliren’. Det er en ordspils­tekst, hvor han kigger på fugle, og undervejs er der en masse dyreordspil og referencer. Han siger f.eks.: ”Jeg bryder mig ikke om TV Avisen, fordi man ikke kan pakke fisk ind i den.” Det er virkelig en dårlig joke, men man griner, fordi han siger fisk på en sjov måde.
Hen over et års tid tog jeg nærmest mig selv i mesterlære hos Dirch Passer. Jeg så alt, han havde lavet, og skilte det ad. Hvorfor holder han gardinet? Hvorfor trækker han sætningen her? Jeg så ’Sonny Boy’-sketchen fra Cirkusrevyen i 1967 og stoppede tusind gange undervejs, mens jeg forsøgte at aflure teknikkerne. Det handlede ikke om at efterligne ham, men der findes jo ikke en humorskole i Danmark, så man må kigge på ens idoler og se, hvad de gør. Når Dirch Passer overlever i dag, er det, fordi han kan få folk til spontant at grine som et barn, så de fuldstændig glemmer sig selv i et øjeblik. Det er for mig det ypperste, man kan give folk.

9. I badebukser og skjorte

I barndommen kunne jeg godt lide at klæde mig fint på. Når vi skulle til fødselsdag, troppede jeg op med butterfly eller slips, og også i skolen nogle gange, men da jeg blev teenager, ville jeg bare gerne passe ind, og så stod den på Russell Athletic-hættetrøjer som hos alle andre raske drenge i starten af 00’erne.
Alle standuppere gik i T-shirts og cowboybukser. Det var uniformen, og sådan gik jeg også selv klædt til at starte med. Min stil i de første år var vildere end i dag. Den var meget flyvsk og sådan ”Argh, det hele falder ned i hovedet på mig”-agtigt. Jeg kunne mærke, at hvis jeg også så rodet ud, ville folk tænke, at jeg var sådan en, der ikke havde forberedt mig. Omvendt, hvis bare jeg tog en nystrøget skjorte på, tænkte man: ”O.k., når han kan stryge en skjorte, så er det nok meningen, hvad han laver.” Jeg havde samtidig en følelse af, at jeg fandt hjem igen.
Sidste år i sommerferien lå vi ved poolen, da min søn sagde: ”Hvorfor har du egentlig altid skjorte på?” Jeg kiggede ned ad mig selv. Jeg var den eneste, der lå på en liggestol i badebukser og skjorte. Jeg kunne ikke rigtig sige andet end: ”Tjah, det er egentlig et godt spørgsmål.” Jeg føler mig bare bedre tilpas, når jeg er klædt pænt på. Der er sådan en særlig æstetik over 50’erne og 60’erne, som jeg forsøger at tilstræbe. Og en ordentlighed og langsommelighed, som vi ikke rigtig har i dag. På mange måder føler jeg mig fanget i den forkerte tidsalder og længes tilbage mod en mere analog tid. Ny teknologi interesserer mig heller ikke. Så jeg længes efter en tid, jeg aldrig har oplevet. På den anden side synes jeg selvfølgelig, det er meget fedt at gå til tandlæge i 2026 frem for i 1957.

10. Niels Hausgaard-drømmen

Jeg husker min barndom som helt vildt dejlig, også selvom mine forældre blev skilt. Selv hvis der var et traume, har jeg for længst lagt det bag mig. På et tidspunkt må man sætte sig selv fri af sine forældres fejl. Jeg møder så mange mennesker, som bliver ved med at hænge fast i deres barndom. Jeg kan sagtens forstå det, hvis man har været udsat for svigt, men hvis man har haft en nogenlunde normal barndom, har man med sikkerhed haft forældre, som har prøvet at gøre deres bedste. Alle forældre laver fejl, det gør jeg også selv nu, så på et tidspunkt må man beslutte sig for ikke at give dem skylden for sit liv længere. Sådan havde jeg det selv, da jeg fyldte 30. Jeg tænkte: ”Nu kan jeg ikke bebrejde dem længere. Nu er det slut med det pis.”
Det var ikke, fordi der var alt muligt, der plagede mig. Jeg gad bare ikke blive ham, der sad som 50-årig og sagde: ”Jeg er, som jeg er, fordi jeg kom fra det her hjem.” Hør her, du har haft et halvt liv til at rette op på det. Måske skulle du komme i gang.
Så jeg har ikke nogen større lidelseshistorie, og jeg er heller ikke interesseret i en. Jeg forsøger ikke at bevise noget over for nogen, når jeg stiller mig frem på scenen. Jeg har bare altid godt kunnet lide at have det sjovt og få andre til at have det sjovt, og hvis det lykkes, behøver jeg ikke meget mere. Drømmen er at komme til at lave en Niels Hausgaard – turnere hele foråret, skrive shows hele efteråret. Og så bare gøre det, til jeg falder død om.