Hvorfor hedder det ikke gram om hvidløg?
Hvorfor skriver man altid et eller flere fed hvidløg i opskrifter? Et fed hvidløg kan jo være 10 gange så stort som et andet. Hvorfor ikke angive vægt i stedet?
Else W. Jørgensen, Helsingør
Svar fra Inger Abildgaard
Når Samvirke i opskrifterne skriver for eksempel et fed hvidløg i stedet for at angive mængden i gram, følger vi almindelig praksis. Vi skriver for eksempel også et løg, et æble eller saften fra en halv citron. Måske vil lige præcis hvidløgsfed være svære at angive en vægt på. De vejer så lidt, at nogle vægte knap kan registrere vægten. Det er rigtigt, at der kan være stor forskel på størrelsen. Jeg ville nok selv vurdere, om mit hvidløgsfed er lille eller stort og eventuelt halvere et stort fed, hvis jeg kun skal bruge et.
Inger Abildgaard er madredaktør på Samvirke, hvor hun siden 1994 har skrevet og redigeret bladets madsider.