Motion

Hvorfor gavner motion hjertet – og ikke kun musklerne?

Professor, overlæge Gorm B. Jensen forklarer, hvorfor det er vigtigt for hjertet at motionere mindst 30 minutter hver dag.

Blodtrykket bliver påvirket af motion. Lige mens man motionerer stiger blodtrykket, men generelt falder det til et lavere niveau, og det er godt.

Motion påvirker dit kolesterol

Motion giver stærke muskler, og hjertet er jo en muskel. Men motion har også en positiv indflydelse på fedtstofskiftet i blodet.

»Man ved, at motion ændrer på kolesterolindholdet, så det såkaldte lede kolesterol, LDL, bliver formindsket, og mængden af det ’herlige kolesterol’, HDL, stiger,« fortæller Hjerteforeningens forskningschef, professor, overlæge Gorm B. Jensen. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Det 'lede kolesterol' kan give risiko for blodpropper

»Kolesterol er et fedtstof, der indgår i alle kroppens celler og er nødvendigt for en lang række af kroppens vigtige funktioner, men hvis der for meget især af det lede kolesterol i blodet, kan det føre til forsnævringer i blodkarrene med risiko for, at der dannes blodpropper,« fortæller han.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mindre risiko for åreforkalkning, hvis du motionerer

Motion har også en positiv indflydelse på den tynde cellehinde, endotelet, som beklæder indersiden af alle blodkar – inklusiv hjertet. 

»Når endotelet er spændstigt, har kolesterol og betændelsesceller sværere ved at trænge ind i karvæggen, og det mindsker risikoen for åreforkalkning,« fortæller han.

Motion forbedrer også vores evne til at forbrænde sukker og modvirker dermed type 2 diabetes. 

»Som type 2 diabetiker uden medicinsk behandling har man op mod 3 til 4 gange større risiko for at få en hjertesygdom sammenlignet med personer uden diabetes,« siger Gorm B. Jensen.

Ned med blodtrykket

Blodtrykket bliver også påvirket af motion. Lige mens man motionerer stiger blodtrykket, men generelt falder det til et lavere niveau, og det er godt. 

»Et højt blodtryk er nemlig med til at stresse blodkarrene. Det svarer til, at man pumper luft i en cykelslange, og på et tidspunkt kan man komme til at pumpe så meget luft i, at slangen sprænger,« fortæller forskningschefen.

I blodårerne er et forhøjet blodtryk  særlig farligt i kombination med åreforsnævringer, da det høje tryk kan betyde, at fedtaflejringer kan løsrive sig og danne en blodprop andre steder i karsystemet.«

30 minutter er fint

Forskellige undersøgelser viser, at det er godt at dyrke 30 minutters motion hver dag. 

»Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at man skal ud at løbe 30 minutter hver dag. Det kan også være, at man cykler frem og tilbage til arbejde eller går en rask tur med hunden. Det afgørende er, at man får pulsen i vejret. Meget tyder på, at det er de første 30 minutter, der virkelig betyder noget,« siger han.

Læs mere om