Hvorfor bliver saltet ikke opløst, når jeg laver saltmandler?

Bruger jeg den forkerte gryde til at opløse salt?
?

Jeg laver selv saltmandler, men noget undrer mig: Jeg kommer cirka 100 gram middelhavssalt i en halv liter vand og sætter det over blus, så saltet kan blive opløst i vandet, når det koger, men saltet bliver ikke ordentligt opløst. Hvorfor?

Tidligere havde jeg en anden gryde, der nu er smidt ud, og i den blev saltet altid opløst. Kan der være tale om en bestemt legering i gryden, der gør, at saltet ikke opløses. Der er tale om en almindelig blank gryde.

Eva Nielsen, Frederiksberg:

Svar fra Leif Skibsted

Rent salt er 100 procent natriumklorid. ½ l vand kan opløse 180 gram rent salt ved stuetemperatur, og kogende vand kan opløse 190 gram. Opløseligheden påvirkes ikke af, hvordan gryden er fremstillet. Nu du alligevel har svært ved at opløse 100 gram middelhavssalt i ½ l kogende vand, kan det skyldes, at noget af vandet fordamper under opvarmningen, hvis du ikke bruger låg.

Mere sandsynligt er det dog, at du bruger ikke-raffineret middelhavssalt, der indeholder andre salte fra havvandet som det tungtopløselige kalciumsulfat eller sand fra inddampningsbassinet. Lidt kalciumsulfat eller sand er dog uden betydning for saltmandlerne.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Læs mere om