Hvordan skal træform til bagning rengøres?
Jeg anvender bageforme samlet ved hjælp af svalehaletapper, lige tapper og dyvler. Alt i bøgetræ. En form fuldstændig fri for metal, lim, kunstige belægninger etc. En ny form starter jeg med at indsmøre i rapsolie over 2 dage. Før dejen kommes i formen, smøres bund og indvendige sider i flydende vegetabilsk margarine. Efter bagning børstes/skrabes brødrester på siderne og bunden af, men er afrensning med paletkniv/stiv børste tilstrækkelig?
Jens Jakob Sejersen
Svar fra Mia Kristensen
Den lækre bøgetræsform, du beskriver, er der ikke så mange, der bruger, men når den anvendes efter forskrifterne, er den jo særdeles velegnet særligt til rugbrød. Du beskriver rengøringen som børstning, og det er vigtigt, så der ikke sidder brødrester, som f.eks. melmøl kan leve af, hvis formen får lov at stå længe i dit skab. Sørg for, at den er helt tør og ren, inden du sætter den på plads, ligesom dine træskærebrætter.
Da du kun anvender formen til brødbagning, bliver den tilstrækkeligt varmebehandlet i ovnen, hver gang du bager med den. Har den stået længe inden næste bagning, så vask den evt. med varmt vand og lad den tørre op, inden du smører den som beskrevet.
Mia Kristensen underviser på Professionshøjskolen Metropol. Er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet.