Hvordan får jeg geléen stiv?
Jeg vil lave gelé og bruger en saftkoger, men geléen vil ikke stivne. Hvad gør jeg forkert?
Hardy Evers, Vejle
Svar fra Mia Kristensen
Om geléen kan stivne eller ej, afhænger blandt andet af indholdet af pektin. Pektin er et kulhydrat, som findes i frugter og bær og hjælper geléen til at stivne. Nogle typer indeholder mere end andre, og lettere umoden frugt har et højere indhold end moden frugt.
Frugt og bær med højt indhold af pektin er for eksempel vilde æbler, solbær, stikkelsbær og ribs. Også mængden af sukker har stor effekt på, om geléen sætter sig.
Endelig er det vigtigt at koge geléen til en temperatur på cirka 102 grader og holde den der lidt. Du kan herefter tjekke konsistensen på din gelé ved dryppe et par dråber på en iskold tallerken. Lad dem stå et øjeblik, det giver et godt billede af konsistensen i den nedkølede gelé.
Kan du ikke opnå den rigtige konsistens ved hjælp af det naturlige pektin i frugten, kan du ty til geleringmiddel, som fås på brevform i supermarkedet. Det indeholder også pektin. Følg anvisningen på pakken.
Underviser i kvalitet, ingredienser og køkkenfærdigheder på Professionshøjskolen Metropol. Er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet.