Nyd den luksus det er at have hjemmelavet syltetøj på morgenmordet, og prøv at sylte løg, citroner, svampe eller tomater, der sætter ekstra smag til aftensmaden. Du kan koge syltetøj lige så hurtigt, som du kan koge en grød, men der er ting du skal vide, så du undgår mug i syltetøjet.
Vælg kvalitet
Du kan sylte bær, skalotteløg, tomater, nødder, citroner, blommer, figner, alt hvad du godt kan lide og har lyst til at smage på den delikate syltede måde. Brug råvarer af god kvalitet, uanset hvad du vælger, og skær skader eller mærker på frugten væk.
Opbevar syltetøj køligt og mørkt
Sæt dine glas med syltetøj, syltet frugt og syltede grøntsager i køleskabet, så de står både køligt og mørkt. Så holder lækkerierne længere, end hvis de står i stuetemperatur.
Gem bærrene i fryseren
Orker du ikke at sylte, mens du har alle bærrene, kan du fryse dem til senere brug. Hæld sukker over de bær, du lægger i fryseren, så holder de længere end bær uden sukker. Med sukker kan bær i fryseren holde et år.
Brug naturens eget stivelse
Kog stikkelsbær eller solbær med i syltetøjet. De indeholder pektin, som opløses ved opvarmning og størkner ved afkøling, så bruger du naturens eget stivelse.
Brug fantasien og krydderierne
Sylt forskellige bær og frugter sammen, bland gerne bær og frugt til syltetøj, for eksempel blåbær og fersken. Brug også supermarkedernes frosne bær og leg med krydderierne. Du kan lade stjerneanis eller en kanelstang koge med sammen med bærrene, tilsætte frisk ingefær, revet chokolade, hele eller hakkede mandler, rosiner eller en spiseske cognac eller whisky.
Fyld op til kanten
Fyld syltetøj helt op til kanten af glasset, før du lukker det, så der bliver så lidt luft som muligt og sæt låget på med det samme. I luften findes alle de mikroorganismer, der forårsager gæring og mug.
Kog hurtigt ved høj varme
Brug en bred, tykbundet gryde eller sauterpande, når du koger bær til syltetøj og skru op for varmen, så væden fordamper. Så undgår du bedst syltetøj, der løber ned ad fingrene. Kog hurtigt op og lad kun bærrene koge to til fem minutter. Lang kogetid får både smagen og farven til at forsvinde. Tag gryden fra varmen og skum omhyggeligt. Lad den stå i 15 minutter og rør et par gange, før syltetøjet hældes på glas.
Vær grundig med hygiejnen
Mens du koger bær eller det, du vil sylte, skal du sørge for at skumme grundigt med en hulske. Skummet kan indeholde bakterier og skimmelsvampe, som gør dit syltetøj dårligt. Brug helt rene, skoldede glas til dit syltetøj. Skold både glas, låg, grydeske og hulske. Lad det tørre, mens det drypper af på et helt rent viskestykke.