Hvor ofte skal du have taget røntgenbilleder af dine tænder?
Røntgenstråler trænger igennem tænderne
Du har sikkert oplevet at få stukket en lille filmholder af plastik i munden hos tandlægen for så at blive bedt om at bide sammen om den. I den situation har din tandlæge vurderet, at det var nødvendigt med en røntgenundersøgelse for at finde ud af, hvordan dine tænder har det, og om de skal under behandling.
Røntgenstråler kan trænge igennem menneskets væv - herunder tænder og knogler, og tandlægen bruger strålerne til at se på tandstrukturen og knoglen. Det forklarer Ann Wenzel, professor i oral radiologi ved Institut for Odontologi på Aarhus Universitet.
»Et røntgenbillede kan bidrage med oplysninger om de ting, vi ikke kan se ved for eksempel en standardundersøgelse af tænder, som sidder så tæt, at der ikke er meget mellemrum mellem dem. Typisk vil tandlægen derfor bruge røntgenundersøgelse, hvis der er mistanke om huller i tandflader, som ikke er tilgængelige ved et almindeligt eftersyn,« siger Ann Wenzel.
Hyppighed af røntgenfoto afhænger af patienten
Ann Wenzel forklarer, at det er sammensætningen af patienter hos tandlægerne rundt omkring i landet og den enkelte patients behov, der er afgørende for, hvornår røntgenundersøgelse anvendes.
»I et område af landet kan der eksempelvis være høj aktivitet af karies, hvorfor røntgenoptagelse bliver brugt oftere. Samtidig er der også forskel på, om der er mange børn eller ældre blandt patienterne,« siger hun.
Der er som regel behov for røntgenundersøgelse af tænderne før rodbehandling, behandling med krone, tandudtrækning, og når et tandimplantat skal indsættes.
Stråling er ikke farligt i små mængder
Stråling fra røntgenundersøgelse kan i større mængder øge risikoen for at få kræft senere i livet. Ifølge Sundhedsstyrelsen er mængden af stråler ved røntgenundersøgelse i tandlægestolen dog så lille, at en skadelig effekt ikke kan registreres.
Hos specialtandlæger og også på nogle almindelige tandlægeklinikker anvender man en såkaldt CT-scanner til såkaldt tredimensionelle røntgenundersøgelser. Dette bruges, hvis en almindelig røntgenundersøgelse ikke kan afklare problemet, eller hvis for eksempel knoglens bredde ikke kan vurderes i munden, inden et tandimplantat skal indsættes.
En CT-scanner udsender en meget større mængde stråler end de traditionelle metoder, og det skal man som tandlæge være bevidst om, mener professor Ann Wenzel.
»Her skal tandlægerne nøje overveje, hvornår der er behov for at bruge den særlige scanning,« siger hun. I det omfang de særlige scanninger bliver anvendt, er det dog ikke noget, patienter bør frygte brugen af.
Kilde : Tandlægeforeningen