Planlagt forældelse – når teknikken går i stykker
Forbrugeren og producenten er lige gode om det
Princippet bag planlagt forældelse er, at et produkt bevidst er lavet, så det har en begrænset holdbarhed. Kritiske røster mener, det stammer fra 20’ernes USA, hvor man i industrien fandt ud af, at der var penge at tjene, hvis produkterne gik i stykker, og forbrugeren derfor måtte købe nyt.
Du er med til at fremprovokere det
Vagn Jelsøe, der er konstitueret direktør og vicedirektør for Forbrugerrådet, vil ikke afvise, at planlagt forældelse er et fænomen, der eksisterer, men han kan på den anden side heller ikke se præcis, om det er forbrugeren eller producenten, der har ansvaret.
”Vi kan godt se, at producenterne ikke altid gør sig umage for at lave noget, der holder. Men det er ikke sikkert, det er bevidst snyd. Brug og smid væk-kulturen hos forbrugerne gør, at produkter konstant forventes at blive opdateret og udskiftet. Derfor ville det simpelthen blive for dyrt at producere efter holdbarhed,” siger Vagn Jelsøe.
Her er de mest udskældte produkter
I Livermore i Californien hænger en gammel glødepære. Den har lyst stort set uafbrudt siden 1901 kun afbrudt af en håndfuld strømafbrydelser. Den er blevet et symbol på, at man i gamle dage lavede ting, der kunne holde. Ifølge en fransk dokumentarfilm med titlen Den store glødepære-konspiration fra 2010 dannede verdens glødepæreproducenter et kartel, som blev enige om at udvikle en ny glødepære med maksimum 1500 brændetimer. Se pæren via linket nederst.
I 1950’erne nåede skældudbølgen så nylonstrømperne. Her blev firmaet DuPont, som lavede og stadig laver produkter med nylon, kritiseret for at udfase deres meget holdbare nylonstrømper med nogle i en ringere kvalitet, som oftere gik i stykker. Dette angiveligt for at øge indtjeningen, da forbrugeren derfor oftere skulle købe nye strømper.
En af de seneste produkter, som fik på puklen for at benytte sig af planlagt forældelse, var Apples iPods. Firmaet blev i 2003 retsforfulgt for bevidst at anvende batterier, som havde en begrænset holdbarhed og som ikke kunne skiftes. Derfor måtte forbrugeren købe en helt ny iPod, når batteriet døde.
Producenterne afviser forældelsestænkning
Når forbrugerne generelt skifter deres ting ud hyppigt, er det efter al sandsynlighed på grund af nye features og faldende priser. En fladskærm koster eksempelvis i dag kun 1/3 af, hvad den gjorde for 5 år siden.
Den kultur er dog ikke noget, der får producenterne til at tænke i planlagt forældelse, mener kommunikationschef i Branchen ForbrugerElektronik Erling Madsen.
”Det vil simpelthen være skadeligt for et seriøst firmas image, hvis det viser sig, at der er bevidste fejl på deres produkter. Derfor kan jeg godt afvise, at seriøse producenter benytter planlagt forældelse.”
Der er måske noget om snakken, men intet bevis
Hos Forbrugerstyrelsen har man en testafdeling, som løbende tester produkter for fejl og mangler. Her ser de også på planlagt forældelse.
”Vi har tidligere lavet nogle omfattende test på printere for at se, om vi kunne finde bevis for planlagt forældelse. Man kunne godt se et mønster, som tydede på, at der var noget om snakken, men vi fandt ikke nogle rygende pistoler. Så vi har ingen evidens, men vi kan godt have en mistanke om, at planlagt forældelse findes,” siger Vagn Jelsøe.
Problemet kan løses ved at se på garantien
Som lovgivningen ser ud nu, er reklamationsretten på 2 år, stort set uanset hvad du køber. Det ser Vagn Jelsøe skeptisk på.
”Man kunne med rette kigge på garantibestemmelser og garantiregler. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at reklamationsretten kun er 2 år, hvis man køber for eksempel en vaskemaskine, som man burde formode ville holde i mange år,” siger Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet.
I stedet mener han, at man, som man allerede gør det i nogle lande, bør lade reklamationsrettens længde afhænge af produktet. Kort reklamation for produkter med kort holdbarhed og lang for gedigne produkter.
Lav reglerne eller produkterne om
Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet og Erling Madsen fra Branchen ForbrugerElektronik er dog enige om, at hvis man skal konspirationsteorierne til livs, kræver det en holdnings- og kulturændring hos både producenter og forbruger.
Produkter skal enten laves til at holde, så det kan betale sig at reparere på dem, eller så de går i stykker, når de ikke er moderne længere, men let kan genanvendes til nye produkter.