Redaktionen anbefaler
I København og i kommunerne umiddelbart nord og vest for hovedstaden spiser man mere ingefær end landsgennemsnittet. 30% mere i indre København, 26% mere lige nord for København og 1% mere i vestegnskommunerne. I resten af landet er ingefærindtaget under landsgennemsnittet. Mindst ingefær spiser man i Vestjylland med et forbrug, der er 33% under landsgennemsnittet.
Kilde: Coops mad-o-meter, 2025
Januar er den måned på året, hvor der sælges flest grøntsager. En fed og kødfuld jul får danskerne til at putte flere af de grønne varer i kurven i årets første måned – det gælder også frisk ingefær. I januar er salget af frisk ingefær 41% over årsgennemsnittet. Juni og juli er de måneder, hvor færrest køber frisk ingefær i Coop.
Kilde: Coop Analyse
Ingefær er en plante, der stammer fra det sydlige og østlige Asien, hvor den har været dyrket og spist i mere end 3000 år. Ingefær findes i mange asiatiske retter, da knolden kan bruges på et væld af måder: tørret og stødt i karryblandinger eller kager, som ingrediens i kødretter, eller som syltet i desserter og drikkevarer. Ingefær er beslægtet med gurkemeje og kardemomme.
Når influenzasæsonen begynder i de kolde måneder i efteråret, stiger salget af ingefærshots kraftigt i Coops butikker. I oktober ligger salget 36% over en gennemsnitsmåned, og tallet er stabilt i november og december. I januar faldet salget af de sure shots igen.
Kilde: Coop Analyse
Ingefær kan bruges i alt fra kødretter til drikkevarer og desserter, men du bør aldrig bruge ingefær i en dessert, hvor der også er brugt husblas. Ingefær indeholder et proteinspaltende enzym, der hedder zingibain, og enzymet vil nedbryde husblassen og betyde, at desserten flyder ud. Det samme enzym har dog en positiv effekt: enzymets evne til at nedbryde protein gør, at ingefær kan bruges til at mørne kød.
Kilde: Arla
Ingefær er fyldt med antiinflammatoriske stoffer, og derfor hjælper ingefær mod inflammation og hævelse. Har du gigt- og ledsmerter, kan du altså opleve en lindrende effekt, viser forskning. Ingefær kan også lindre kvalme. Forskning har derimod ikke fundet bevis for, at ingefær har en gavnlig effekt mod eksempelvis influenza eller kræft, selvom flere myter påstår netop det. Fødevarestyrelsen anbefaler, at gravide ikke indtager store mængder ingefær, da forsøg med rotter har vist, at ingefær kan påvirke fostre.
Kilde: Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse
Jo ældre man er, jo mere ingefær spiser man, viser data fra Coops mad-o-meter. Ingefærforbruget er højest blandt de 60-64 årige, som indtager 26% mere ingefær end en gennemsnitsdansker. Mindst ingefær indtager teenagerne, der er har et forbrug halvt så stort som gennemsnittet. I øvrigt spiser kvinder mere ingefær end mænd. Kvinder har et forbrug der er lidt over 50% mere end mænds.
Kilde: Coops mad-o-meter 2025