Hvad drømmer fremtidens landmænd om?

Hun har altid fået en ro af at være sammen med dyr og er ikke i tvivl om, at det økologiske er vejen frem. Christine Frost ser omstilling af landbruget som en nødvendighed, og selvom det måske ikke bliver som landmand, drømmer hun om at være med til at finde ud af, hvordan det skal ske.

Ingen tvivl om, at økologi var den rigtige retning

Jeg er vokset op på et lille hobbylandbrug, hvor vi både havde høns, kaniner og heste. Dyrene har altid givet mig en ro, når jeg var sammen med dem, og det betyder virkelig meget for mig at se, at de dyr, jeg passer, har det godt.
Efter jeg var færdig med gymnasiet i 2019, ledte jeg efter et job og endte som kalvepasser – først på en økologisk gård og siden hos en konventionel mælkebonde – og blev virkelig glad for arbejdet. Jeg ville gerne fortsætte inden for landbruget og spurgte på Hvanstrup, om jeg kunne få en praktikplads, og det førte til, at jeg startede som elev på Kalø Økologisk Landbrugsskole. 
Jeg var ikke i tvivl om, at det var det økologiske, som var retningen for mig. Jeg har respekt for dem, der vælger at drive deres landbrug konven­tionelt, men personligt synes jeg, at dyrevelfærdsreglerne er lidt for løse.
På Hvanstrup går alle vores køer på græs fra april til november. Det er meget mere naturligt end at have dem stående tæt i en stald hele året, og så bidrager de også til at skabe en god biodiversitet i det område, de går i. Når køerne er indenfor, går de i en dybstrøelsesstald, hvor gulvet er dækket af et tykt lag halm. Det er så skønt at fornemme roen og at se, hvordan dyrene går rundt blandt hinanden og bare nyder livet.

Køer får kun græs

Her på gården praktiserer vi konceptet feed no food. Det betyder, at vi ikke fodrer dyrene med noget, der ellers kunne være brugt til menneskemad. Vores køer får kun græs, som de selv græsser om sommeren, og græsensilage om vinteren, når de står i stalden. 
Fordi vi fodrer dyrene på den måde, kan vi bruge den overskydende plads til at producere mad. Vi dyrker både kartofler, ærter, hvede og havre, som bliver solgt til at blive spist af mennesker. 
Konsekvensen af, at vi ikke fodrer med det energirige foder, man normalt ville bruge til køer, er, at de ikke producerer så meget mælk, som de ellers ville kunne gøre. Det er mere naturligt for koen, men det betyder også, at gården skal have indtægter andre steder fra. I vores tilfælde er det en blanding af mælk, kød, planteavl og skovdrift, der driver gården.
Hvis alle landmænd skulle praktisere feed no food, ville det i det lange løb betyde, at vi skulle til at vænne os til at spise mindre kød og mælkeprodukter, fordi arealet, der ellers bliver brugt til foder, ville skulle bruges til grøntsager. Jeg ser vores måde at spise på som den største udfordring for at producere mere klimavenligt. Det handler ikke kun om, at landmanden skal producere på en anden måde, men også om, at folk skal lære at spise anderledes.

Global opvarmning er skræmmende 

Klima- og biodiversitetskrisen fylder rigtig meget for mig, og jeg synes, at det er virkelig skræmmende at tænke på, hvordan global opvarmning kommer til at påvirke os om 30 år. 
Noget af det, der fik mig til at gå ind i landbruget, var, at jeg kunne være med til at finde en alternativ måde at lave landbrug på. Jeg er dog ikke helt sikker på, at landmandsvejen er den rette for mig. Jeg drømmer også om at læse på universitetet og måske komme til at arbejde med forskning og være med til at fremtidssikre vores landbrug mod de udfordringer, der kommer med klimaforandringerne, såsom tørke.
Jeg er også nysgerrig på, hvordan man kan dyrke regenerativt landbrug i større skala, og hvordan man kan implementere pløjefri landbrugsteknikker og gøre mere brug af polykulturer, hvor den samme bonde har flere forskellige afgrøder og husdyr på samme gård.
Jeg har selv en drøm om, at vi mennesker i fremtiden bor tættere sammen i fællesskaber, hvor alle tager del i at dyrke jorden og holde dyr. Altså lidt mere, som man gjorde i gamle dage. Jeg ved godt, at alle ikke er interesserede i at bo på den måde, men jeg håber stadigvæk på, at landbruget kan bevæge sig tilbage i retning af flere, men mindre gårde og mere diverse produkter. 

Biller, bakterier og jordstruktur er nøglen til regenerativt jordbrug, og for Terese Hauschultz er målet at efterlade jorden i bedre stand, end da hun kom.

Brug for handling på biodiversitets- og klimakrisen

Jeg bor i København og har siden gymnasiet været meget engageret i klimaaktivisme. I gymnasiet ville jeg gerne læse filosofi på Københavns Universitet og blev faktisk også optaget to gange, men sprang fra. 

Der er brug for, at vi handler på biodiversitets- og klimakrisen, og det er det, vi gør herude i marken. Vi vil gerne være med til at skabe et nyt fødevaresystem, der giver folk bedre mulighed for at købe lokale, økologiske og regenerative grøntsager, fordi mange af de grøntsager, vi køber i supermarkedet nu, er fragtet langvejsfra og dyrket på en måde, der er skadelig for naturen.
Der gik noget tid, inden jeg fandt ud af, at jeg gerne ville dyrke jorden. Jeg har nok altid været interesseret i at dyrke grøntsager og at have køkkenhave. Min morfar var landmand, inden jeg blev født, og al den tid, jeg har kendt ham, har han haft en lille vejbod, hvor han solgte kartofler og jordbær. 
Jeg har brug for at lave noget, hvor jeg kan se, hvad det er, jeg laver, og hvor jeg føler, at det gør gavn, og alle skal jo spise mad. Det handler også om at få hænderne i jorden og bare grounde sig. Jeg vil gerne have en forbindelse til jorden og naturen og kunne mærke, om det er vinter eller sommer, om det regner eller er solskin.

Regenerativt landbrug handler om at passe godt på jorden

Jeg valgte at uddanne mig inden for regenerativt jordbrug, fordi det handler om at have øje for helheden og passe godt på jorden. Hvis man som landbruger dyrker jorden for hårdt og udpiner den for kulstof, ødelægger man den og bliver mere og mere afhængig af kunstgødning, som både er dårligt for miljøet og kræver meget energi at fremstille. Det er uholdbart og behøver ikke at være sådan, men det kræver, at vi producerer vores fødevarer på en anden måde.
Hvis du f.eks. har en svampesygdom i din mark, skal du ikke bare gå ud og sprøjte problemet væk. Du skal spørge dig selv: Hvad har gjort, at plantens immunforsvar ikke er i top og derved bliver ramt af sygdom? Skal jeg hælde kompost­ekstrakt ud over marken? Skal jeg stoppe med at pløje jorden? Eller skal jeg have flere forskellige planter samme sted for at skabe et mere diverst mikroliv?
 

Et håb om, at Danmark igen kan dyrke alle sine egne frugter og grøntsager 

Hos DRYS, det regenerative landbrug, hvor jeg er elev, vil jeg mene, at vi med vores dyrkningsmetoder kan dyrke lige så meget – hvis ikke mere – pr. hektar som andre slags landbrug, når vi taler om grøntsager. Fordi vi høster alt i hånden, skal der ikke være plads til store traktorer mellem rækkerne, og det betyder, at man kan sætte afgrøderne meget tættere. At plante i hånden kræver flere mennesker til at lave arbejdet, og nogle vil måske mene, at det er et problem, men jeg synes, det er skønt, at flere får mulighed for at komme ud og høste tomater og grønkål!
Som det ser ud nu, ser jeg ikke Den Regenerative Jordbrugsskole blive lige så stor som de andre landbrugsskoler. Hvis den næste generation af landbrugere skal dyrke regenerativt, kræver det, at de andre landbrugsskoler også fokuserer på de regenerative dyrkningsprincipper. Jeg håber, at de får et større fokus på naturen, på at afsætte produkterne i lokalmiljøet og muligheden for, at Danmark igen kan dyrke alle sine egne frugter og grøntsager.

Drømmen om et fællesskabsbaseret landbrug med lokalt salg

Om lidt er jeg færdig på Den Regenerative Jordbrugsskole, og planen er, at jeg og en fra min årgang vil starte vores eget jordbrug, Egedals Høst. Et fællesskabsbaseret jordbrug, hvor vi har fokus på at sælge lokalt. Konceptet bliver, at man i starten af sæsonen kan købe en anpart i høsten. Det betyder, at vi får midler til at drive landbruget gennem sæsonen, og kunderne kan så hente grøntsager hos os, i takt med at de bliver høstet. Hvis høsten går godt, får man mange grøntsager, og går den dårligt, får man færre. På den måde er kunderne med til at tage den økonomiske risiko ved at drive landbrug, når tørke og oversvømmelser i fremtiden bliver mere hyppige pga. klimaforandringer. At vi starter et regenerativt jordbrug, ændrer jo ikke det store. Det kræver, at ikke kun landbrugene, men også politikere, lobbyister og forbrugere hopper med på rejsen, fordi de har et kæmpe ansvar. Jeg håber, at vi kan være med til at inspirere andre til at være med i det regenerative.  

I seks generationer har familien Serup drevet konventionel kvægdrift, og Morten bliver snart den syvende. Han tror på, at strammere regler for f.eks. CO2-udledning kan være med til at skubbe landbruget i en positiv retning, men bliver de for stramme, er han klar til at kigge mod udlandet.

Drømmer om at blive 7. generation på gården

Jeg har været med til at passe køer, siden jeg var lille. Lige så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at overtage gården, og planen er, at det bliver inden for 3-4 år. Så bliver jeg syvende generation, der driver Svejsagergaard, og det betyder meget, hvis jeg kan føre den ind i fremtiden. 
Jeg læser til agrarøkonom på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens. Der går jeg i skole i hverdagene, og i weekenden er jeg hjemme på Mors for at hjælpe til. Jeg havde sådan set besluttet mig for, at jeg gerne ville på landbrugsskole, allerede da jeg gik i folkeskole. 

Striksere regler kan skubbe landbruget i en positiv retning 

Selvom mange snakker om, at det er svært at starte op økonomisk som ung landmand, er det ikke noget, der skræmmer mig. Jeg har altid fået at vide, at man skal låne penge for at kunne lave penge. Gården her giver plus på kontoen, og folk bliver jo ved med at skulle have mad, så jeg er rimelig rolig. Det, der kan gøre mig mest urolig, er, hvor hårdt vi skal reguleres i fremtiden.
Jeg tror, at striksere regler i forhold til CO2-udledning, natur, miljø og dyrevelfærd kan være med til at skubbe landbruget i en positiv retning. Som landmænd har vi jo et ansvar, men samtidig tror jeg også, at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at sætte alt det over styr, som dansk landbrug har opbygget igennem årene. Ting som den gode kvalitet af råvarerne, høje krav til produktionen og god sporbarhed i produkterne.

Her på gården skal vi også tilpasse os. I 2034 træder der nye regler i kraft for pladskrav til køerne, så der skal bygges en ny, større kostald. Det er en stor investering, men det bliver bedre for køerne, og når køerne får det bedre, regner vi også med, at de kan lave mere mælk pr. ko, hvilket i sidste ende betyder mælk med et mindre CO2-aftryk. Det, der kan være angstprovokerende, er, hvor længe der går, inden der kommer nye regler, som gør, at kostalden skal ændres igen. 

Køernes afgræsning gavner biodiversiteten 

Hvor grænsen går i forhold til regulering af landbruget, handler nok også om, hvad folk kalder natur. Jeg føler jo, at når jeg går ude på græsmarken og kan høre, at tingene summer, så er det natur. Jeg kan kun forholde mig til, hvad jeg ser her på Mors, men vi har masser af rådyr, stære, fasaner og andre fugle. Der skal helt sikkert nok være noget, der er i krise, men jeg har svært ved at se det.

Der hvor vi kan gavne naturen mest, tror jeg, er at gøre den bedre der, hvor vi allerede har eng eller anden natur, der ikke kan eller må dyrkes. Her på gården har vi 15 hektar med beskyttet natur, som vi ikke må gøre noget ved, andet end at lade kvierne afgræsse det. På vores uddannelse har vi fået at vide, at det er noget af det bedste, vi kan gøre, fordi det bidrager til biodiversiteten. Jeg tror, at de fleste landmænd er villige til at gøre meget for naturen, men det koster også penge f.eks. at omlægge et vandløb til at have flere sving, så det kræver, at forbrugerne vil betale for det igennem produkterne.

En fremtid med lavere CO2-udledning 

Jeg ser to scenarier for fremtiden. Enten er der køer i Danmark, eller også er der ikke. Hvis vi kan fortsætte med at have køer, ser jeg en god fremtid for mig. Jeg tror, at landbrugene kommer til at være koncentreret mere på nogle få ejendomme, hvor man bliver endnu mere specialiseret inden for planteavl, kvægdrift eller svineproduktion, og hvor man så til gengæld bliver bedre til at holde ens CO2-udledning nede. 
Skulle det ske på et tidspunkt, at det bliver umuligt at holde kvæg i Danmark, flytter jeg til udlandet og starter op. Jeg har allerede en kammerat, der driver et landbrug i Letland. Det er også et af de lande, hvor det ikke er eskaleret helt vildt med regler. Helt at sige farvel til kvægbrug kan jeg ikke forestille mig.