Får man hæmorider af at presse?

Mange mennesker har tendens til hård mave, og det er usundt for tarmen og giver risiko for hæmorider.
Toiletlogoer

Højt tryk i blodårerne kan give hæmorider - men du skal presse længe, hvis toiletbesøg skal føre til hæmorider, siger ekspert.

Kvinder får hæmorider af at føde børn, mænd kan være genetisk disponeret

Når man presser meget under et toiletbesøg, stiger trykket i blodårerne
omkring anus. Hvis blodårerne og vævet rundt om ikke kan modstå trykket,
danner åren en lille udposning, altså en hæmoride.  

  »Så ja, man kan godt få hæmorider af at presse på toilettet, hvis man gør det over en længere periode,« fortæller Ole Øder Rasmussen, overlæge og speciallæge i mave-tarm-sygdomme ved privathospitalet Aleris-Hamlet. Han behandler til daglig hæmorider og andre sygdomme i endetarmen.

Hold hæmoriderne væk

Sådan holder du maven sund og hæmoriderne væk:

Spis fiberrig mad

Drik rigelig væske

Dyrk motion

Gå på toilettet, når du har behov

Hav en stabil døgnrytme

 

»Men hæmorider opstår ikke fra dag til dag. Man skal presse meget over et år eller mere, før de kommer,« fortæller Ole Øder Rasmussen.

Mange mennesker har tendens til hård mave, og det er usundt for tarmen og giver risiko for hæmorider, fortæller Ole Øder Rasmussen. Fordøjelsessystemet er tilpasset en anden type mad end den, vi spiser i dag, og den moderne hverdag tillader ikke altid, at man kan gå på toilettet, når man har brug for det. Det betyder, at maven kan begynder at slå knuder.

Den mest almindelige årsag til hæmorider for kvinder er graviditet og fødsler. Vægten i livmoderen og presset under fødslen får trykket i årerne til at stige. I de fleste tilfælde forsvinder hæmoriderne af sig selv efter fødslen, men mange kvinder får vedvarende problemer.

For mænd er den mest almindelige årsag til hæmorider en kombination af lang tids pres under toiletbesøg kombineret med genetisk anlæg for hæmorider. Nogle mennesker har nemlig fra naturens side større risiko end andre, fordi vævet rundt om blodårerne er ustabilt og derfor har svært ved at stå imod et højt tryk i blodårerne.

Hæmorider kan behandles på flere måder

Hæmorider kan sidde både inde i tarmen og udvendigt, og behandlingen afhænger af placeringen. Den mest almindelige måde at fjerne indvendige hæmorider er elastikmetoden.

En elastik bliver spændt stramt rundt om hæmoriden, så den falder af efter nogle dage. Udvendige hæmorider skæres som regel af. Det kan give stærke smerter især i den første uge efter operationen, og mange er sygemeldt i op til en måned.

Den nyeste metode er at bruge laser, som kan forkorte sygemeldingen fra en måned helt ned til en uge.