Dækker forsikringen indbrud, hvis jeg lægger feriebilleder på Facebook?

Skal man selv erstatte de ting, indbrudstyvene er løbet med, hvis man har fortalt på Facebook, at man er taget på ferie? Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen svarer på spørgsmålet.
Flot thailandsk båd ligger på sandstrand

Du skal have dummet dig, hvis ikke din forsikring skal dække et indbrud i dit hjem, selvom du er taget på ferie og har lagt feriebilleder på dine sociale medier-profiler. 

Læg bare feriebilledet op, men tænk dig om

Bare tæer i strandkanten i Thailand eller en fantastisk udsigt fra en alpetop. Smukke billeder! Og de skal da deles med venner og familie på Facebook. 

Facebook er et offentligt medie, og medmindre du har været benhård til at justere indstillingerne for privatliv og deling på det sociale medie, har du ikke helt styr på, hvem der kan se de feriebilleder, du lægger op. En potentiel indbrudstyv kunne i princippet kigge med og vide, at du nyder ferien på stranden eller på pisten med ski under fødderne. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Giv ikke for mange detaljer 

Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen råder derfor til, at du tænker dig om, når du lægger billeder op på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter: 

»Helt generelt må man gerne lægge feriebilleder og andet på Facebook. Men man skal tænke sig om, når man gør det. For tyvene holder ikke kun øje med, hvilke huse der står tomme. De følger også med på Facebook eller Instagram. Pas derfor på med at oplyse for mange detaljer, der kan bruges af en indbrudstyv.«

 

Du bør derfor tænke dig om, inden du skriver, hvor længe I er væk. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Indboforsikringen dækker altid. Næsten

Din indboforsikring dækker næsten altid, hvis du har haft indbrud. Det eneste tidspunkt, hvor forsikringen ikke dækker, er, hvis du har opført dig groft uagtsomt. Det er for eksempel groft uagtsomt at skrive på Facebook, hvor du har gemt nøglen til huset. 

Et enkelt feriebillede, der fortæller, at I nyder ferien, sker der altså ikke noget ved i forhold din forsikring.

Forebyg indbrud, inden du tager på ferie

Anja Lintrup Sørensen giver en række gode råd, som kan være med til at forebygge, at indbrudstyvene slår til mod dit hus: 

  • Sørg for, at dine låse, døre og vinduer er solide
  • Brug tænd/sluk-udstyr til lys, tv, musik m.m.
  • Efterlad lidt rod
  • Bed din nabo holde øje med dit hus
  • Få andre til at tømme postkassen og bed dine naboer bruge din skraldespand
  • Vær forsigtig med de oplysninger, du deler på sociale medier - og tjek dine privatindstillinger.