9 kryb, du deler bolig med
I køkkenet
Frømøl
Flyver der små, gråbrune insekter rundt i dit køkken? Eller er der fint, klistret spind i dine havregryn? Så har du formentlig fået møl på besøg. Møl findes i mange varianter, men dem, du oftest ser i dit hjem, er klædemøl og frømøl. Frømøl hygger sig i dine køkkenskabe og mætter sig i nødder, gryn, mel og tørrede frugter. Ofte opdager du først de voksne insekter, men det er mest larverne, der snor sig rundt i dine tørvarer, hvor de efterlader ekskrementer og spind.
Læs her, hvordan du kommer af med møl: https://samvirke.dk/artikler/saadan-fjerner-du-moel-fra-dit-mel
Bananfluer
Bananfluer er små sorte, ubudne gæster, som oftest kommer på besøg i sensommeren, hvor temperaturen er på sit højeste. De mæsker sig især i din frugtskål og dine madrester i skraldespanden. Hunfluerne lægger mange små æg i maden, og de formerer sig derfor med lynets hast. De er ikke sundhedsskadelige, men de kan være et tegn på, at du har rådne fødevarer.
Læs her, hvordan du kommer af med bananfluer: https://samvirke.dk/artikler/saadan-slipper-du-af-med-bananfluerne-0
Myrer
Myrer kommer oftest på visit for at lede efter lidt lækkert til ganen. De små, sorte kræ flytter oftest ind langs soklen udenfor eller under dit trægulv, hvor de etablerer sig i et myrebo. De kommer typisk på besøg i foråret, og de kan være svære at komme af med, netop fordi de gemmer sig under gulvet og formerer sig i en fart.
Læs her, hvordan du kommer af med myrer: https://samvirke.dk/artikler/saadan-slipper-du-af-med-myrer-der-er-flyttet-ind-i-dit-hus
I soveværelset
Husstøvmider
Husstøvmider er bittesmå, hvide 8-benede dyr, der elsker at boltre sig rundt i din seng. Her guffer de dine døde hudflager og tabte hårstrå i sig. De er glade for varme og fugt, og derfor trives de godt i soveværelset, hvor luftfugtigheden ofte er højere end i andre rum. De kan ikke ses med det blotte øje, og de fleste bliver ikke generet af dem, medmindre man er allergisk. Døde dele fra miderne samt deres afføring bliver nemlig hvirvlet op i luften, hvor de kan genere slimhinder og bronkier, og det kan give allergiske symptomer.
Læs her, hvordan du holder husstøvmiderne nede: https://samvirke.dk/artikler/hvordan-undgaar-du-bedst-husstoevmider
Væggelus
Væggelus er en flad, blodsugende tæge på 5-7 mm. Om dagen gemmer de sig i sprækker i vægge og langs lister, og om natten kommer de frem for at spise. Her foretrækker de menneskeblod, og de finder deres ofre ved at søge efter kropsvarme og snuse sig frem til vores ånde. Her angriber de hænder, fødder og andre utildækkede kropsdele. Mens nogle slet ikke reagerer på stikkene, reagerer de fleste med kraftig kløe, rødme og hævelse omkring stikstedet. Væggelus kommer ofte med hjem fra de varmere himmelstrøg, hvor de har gemt sig i kufferten undervejs. De er svære at komme af med, og oftest skal der en skadedyrsbekæmper til for at udrydde dem.
Læs her, hvordan du undgår væggelus: https://samvirke.dk/artikler/saadan-undgaar-du-vaeggelus
I stuen
Klædemøl
Er dit tøj fyldt med små huller? Så har du formentlig fået klædemøl på besøg. Klædemøl mætter sig i dine trøjer, møbler og tæpper. Møllens larver gnaver sig igennem dine tekstiler, og de er især glade for uld, hår, fjer og pels. Og hvis de er rigtig sultne, tager de også gerne en bid af din dyre læderjakke. De er vilde med snavs og bakterier, så gamle møbler og beskidt tøj er en lækkerbisken for larverne.
Læs her, hvordan du kommer af med klædemøl: https://samvirke.dk/artikler/det-skal-du-vide-om-moel-i-toej-og-moebler
Borebille
Borebillen, også kendt som træorm, er en lille, brun bille på omtrent 5 mm. De lever af at spise sig igennem husets træværk og trives bedst i blødt træ med høj luftfugtighed. I stuen angriber de typisk træværk, paneler eller møbler placeret tæt på kolde og fugtige vægge. Så hvis du ser små huller i dit gamle vitrineskab, så er det formentlig borebillen, der har været på spil.
Læs her, hvordan du kommer af med borebiller: https://samvirke.dk/artikler/det-skal-du-vide-om-borebiller-i-huset
På badeværelset
Sølvfisk
Sølvfisk, også kendt som sølvkræ, er et lille, sølvfarvet insekt, som sniger sig rundt på dit badeværelse. De gemmer sig i små sprækker og kommer mest frem om natten i deres søgen efter mad. De er fuldstændig uskadelige for mennesker, men de kan gøre generende skade på dit inventar, fordi de mæsker sig i tapetklister, håndsæbe og bøger. Sølvfisken er glad for fugt og trives derfor på badeværelser, i kældre og i vaskerum.
Læs her, hvordan du kommer af med sølvfisk: https://samvirke.dk/artikler/saadan-slipper-du-af-med-soelvfisk
I alle rum
Skægkræ
Skægkræet minder på mange måder om sølvfisken i udseende, men er større, mindre sølvskinnende, mørkere og behåret. Samtidig har den også længere haletråde og antenner. Til forskel fra sølvfisken laver skægkræet langt større ravage, og flytter gerne ind i alle dine rum. Problemet med skægkræ i de danske boliger er stigende, og de er langt sværere at komme af med, da de kravler bedre og er mere opsøgende. Samtidig kan de klare sig i alle husets rum, da de ikke kun foretrækker lune og fugtige omgivelser som sølvfisken. Skægkræet kan leve i op til 3 år, og går oftere i dine madvarer end sølvfisken. Hvor problemer med sølvfisk for det meste kan klares med en grundig rengøring, er skægkræ derimod langt sværere at få bugt med, fordi de lever længere og dermed formerer sig mere.
Du kommer af med dem på samme måde som sølvfisken, som du kan læse her: https://samvirke.dk/artikler/saadan-slipper-du-af-med-soelvfisk. Dog kan det oftere være nødvendigt at få professionel hjælp ud og fjerne dem.
Kilder: https://kryb-info.dk/moel/, Bolius, https://allergi.astma-allergi.dk/, mst.dk