Medicin

3 gode råd, når du tester dig selv for sygdomme og andre tilstande

Med en selvtest kan du finde ud af, om du er gravid, har HIV, mangler jern eller måske er i overgangsalderen. Men der er både fordele og ulemper ved at teste sig selv for sygdomme og andre tilstande hjemme i stuen. Sammen med Lægemiddelstyrelsen og Teknologirådet giver Samvirke dig 3 gode råd til selvtesting.

Husk at være kritisk, når du benytter selvtests. Ingen af de tests, du kan købe på apoteket eller i supermarkedet kan måle med 100 procents sikkerhed. Kontakt altid lægen, hvis du føler dig syg eller usikker på testens resultat. 

Det kan være både godt og skidt at teste sig selv

På apotekets og supermarkedets hylder kan du finde alverdens former for selvtests. Med dem kan du teste, om du er gravid, har HIV, er i overgangsalderen, har mavesår eller måske mangler jern. Det kan være fristende at teste sig selv, fordi det er nemmere og hurtigere end en tur til lægen. Og det kan da også være hensigtsmæssigt, fordi du kan få en indikation af, om du fejler noget.

En selvtest har dog den ulempe, at du ikke kan være helt sikker på resultatet. Den kan derfor give dig falsk tryghed, hvis du tester negativ, men faktisk er syg. På den anden side kan den føre til unødig bekymring, hvis du tester positiv, men i realiteten ikke fejler noget. 

Derfor får du her 3 råd, som er gode at huske på, når du tester dig selv for sygdomme og andre tilstande derhjemme.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

1. Brug din sunde fornuft

Når du bruger selvtests, er det vigtigt, at du husker at bruge din sunde fornuft og ikke stoler blindt på testens resultat. Det er fint at være skeptisk, hvis resultatet virker mærkeligt. Særligt fordi vi alle er forskellige. Noget, der på et generelt testresultat kan ligne en sygdom eller et fænomen, behøver ikke nødvendigvis være det for netop dig.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

2. Gå til lægen, hvis du er i tvivl

En selvtest kan ikke erstatte et tjek hos lægen. Lægen sidder inde med en viden og en faglighed, som ingen test i sig selv kan kompensere for, og der findes desuden ikke en test, der måler 100 procent korrekt. Derudover er der mange ting, der kan gøre, at testen ikke giver et korrekt resultat: Den kan være fejlbehæftet eller være transporteret, emballeret eller opbevaret forkert. Det kan også være, at du ikke bruger testen rigtigt, eller kommer til at tolke testresultatet forkert. 

Hvis du, efter at du har testet dig selv, stadig er i tvivl om, hvorvidt du er syg, gravid eller lignende, bør du derfor altid gå til lægen og blive testet ordentligt.

3. Gå efter CE-mærkede selvtests

Køber du en selvtest, så sørg for at vælge en test, der er CE-mærket. Det betyder, at testen lever op til kravene i lovgivningen og derfor er sikker at bruge og kan det, som producenten siger, at den kan. CE-mærket kender du måske allerede fra legetøj, elektriske apparater, cykelhjelme og autostole.

Ligesom der kan være bivirkninger ved at bruge medicin, er der altid risici forbundet med at bruge medicinsk udstyr så som selvtests. Generelt er risikoen ved CE-mærkede selvtests dog ret lav.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen og Teknologirådet

Læs mere om