10 romaner, der tager dig med på rejse
Hannah - Hannah Højgaard Viemose (2011)
En ung pige rejser alene til Australien og ender blandt backpackere. Livet er ikke kun eventyr, men også hårdt fysisk arbejde, druk og tilfældig sex. Hun fortæller ret humoristisk om sine oplevelser, men bagved ligger der noget mere alvorligt. En bog for de mange unge, der drømmer om at rejse langt væk.
Døden kører Audi - Kristian Bang Foss (2012)
En moderne roadroman, hvor en handicappet og hans hjælper kører ud i det blå. Måske er det i virkeligheden hjælperen, der her bliver hjulpet af den handicappede? Som sådan er romanen en kommentar til socialpolitikken, og underdanmark får her en stemme. Det er ret morsomt og tankevækkende.
Sult - af Knut Hamsun (1890)
En lille bog i omfang, som helt forståeligt er blevet en af de allerstørste klassikere. Helt alene går en ung forfatter rundt i Christiania, og sulten er følgesvenden. Det er en bog om virkeligheden, der krakelerer, og om, hvordan feberfantasier og de stærke følelser raser fra frydefulde øjeblikke til det dybeste sorte. Så meget rummer et menneske.
Nils Holgersens forunderlige rejse - Selma Lagerlöf (1968)
Drengen Nils Holgersen er 14 år gammel og træt af alting. Træt af sine forældre, træt af sine kammerater. Det eneste, han gider, er at sove og spise. Og så kan han lide at drille og lave ulykker. Men en dag bliver han forhekset og forvandlet til en lille pusling, ikke større end en tommeltot. Og med en flok vildgæs kommer han ud på sit livs største rejse.
Selma Lagerlöfs roman er velegnet til unge og større børn.
Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 - H.C. Andersen
Iingen kan skrive så levende som H.C. Andersen, hvis du spørger Anny Skov Madsen fra litteratursiden.dk. "De fleste kender ham mest fra eventyrene, men hans rejsebeskrivelser er uovertrufne, og jeg læser ham ofte, når jeg rejser i hans fodspor.
Det mest vidunderlige ved hans beskrivelse her er alt det, han oplever og iagttager på en ret kort gåtur, som vi alle kan foretage. Han åbner øjnene for os, gør verden ny og gør os nysgerrige på verden. Det er typisk H.C. Andersen, at han gør denne korte gåtur til noget helt eksotisk og ganske særligt. Hvor er det lærerigt."
Manden der går tur - Jiro Taniguchi (2011)
En tegneserie. 18 korte episoder, der alle involverer spadsereture i en japansk forstad – om dagen eller om natten, med eller uden hund, i velkendte eller i fremmede omgivelser. Som læser er vi med på mandens ture i kvarteret, og vi får en fin fornemmelse af et nuanceret Japan. Vi mærker både stemningen fra byens smalle og tætpakkede gader og kommer samtidig oven vande og får luft i de små åndehuller, som man kan finde overalt, hvis man tager sig tid til at nulstille blikket og se verden på ny.
Berlin - Moskva: en rejse til fods - Wolfgang Büscher (2005)
Sommeren 2002 tog den tyske journalist Wolfgang Büscher sine vandrestøvler på for at følge sporene efter Napoleon og Hitler, og de næste 3 måneder brugte han på at gå fra Berlin til Moskva. Uden hjælpemidler, guidebøger og forudfattede meninger, men parat til en ny begyndelse. Det er dog ikke en rejseskildring af den traditionelle slags – så langtfra endda. Snarere har vi med en vandrers rejse ind i sig selv at gøre.
Vejene - Jack Kerouac (1957)
I 1940'erne krydsede Jack Kerouac det amerikanske kontinent i bil, bus og på tommelen. Hans oplevelser blev til romanen Vejene, som blev hele beatgenerationens bibel. Romanen er fuld af ungdommens livstørst og fandenivoldskhed og giver et medrivende litterært billede af et Amerika, der er ved at forvandles til blot en drøm.
Under uret: vandrehistorier - Thomas Boberg (2006)
Hvad enten Thomas Boberg er i Sydamerika, Spanien eller København, søger han en mening, en sandhed, et øjebliks lykke, eller bare livet i al sin enkelhed og ubegribelighed. Hans historier skal læses langsomt, og de skal nydes, for han er en fantastisk iagttager og skriver meget smukt om livets og sindets bevægelser.
Vandrehistorierne er på den måde en god modvægt til hverdagens evindelige informationsstrøm. De er oplagte at tage med på den lange rejse til udlandet, fordi de rummer så meget.
Vejen - Cormac McCarthy (2006)
Det er en helt enestående og uforglemmelig beskrivelse af en fars og søns vandring i en verden, der er brudt sammen på alle måder. Faderen formår at opretholde håbet for sin søn og forbliver hele vejen igennem et menneske, trods alt det de ser. Det er den ultimative roman om kærlighed mellem forældre og børn. Trods den dystre stemning giver romanen håb. En noget anderledes kærlighedsroman.
Romanen er desuden filmatiseret med Viggo Mortensen i hovedrollen.