10 genvejstaster du bør kende til PC

Genvejstaster kan gøre computerarbejdet smartere og hurtigere, ligesom de mindsker risikoen for spændinger og musearm. Samvirke lærer dig en stak smarte genvejstaster, du måske ikke kendte.
Hænder på et tastatur

Et tryk på windowstasten og en piletast kan dele din skærm op, så du kan se to forskellige programmer eller to dokumenter samtidigt.

1: CTRL+Z og CTRL+Y: Fortryd og fortryd, du fortrød

Fortryder du, at du slettede en linje eller indsatte en tekst midt i et afsnit, skal du trykke CTRL+Z. Med genvejstasterne vil du fortryde det, du senest har foretaget i for eksempel Word eller Excel. 

Fortryder du, at du fortrød, kan du trykke CTRL+Y. Du kan altså se CTRL+Z som at gå et skridt bagud i forhold til det, du lige har lavet – og CTRL+Y som at gå et skridt fremad igen. 

2: WIN+piletasterne: Del skærmen op

 

Ved at trykke på Windowstasten på tastaturet og en piletast til en af siderne samtidigt flytter du det aktive program over, så det fylder halvdelen af skærmen. Vælg blot det næste program eller dokument, som du så kan flytte til den anden side af skærmen. Windowstasten + pil op maksimerer dit vindue, windowstasten + pil ned minimerer det aktive vindue. 

3: Shift+F7: Slå ord op i synonymordbogen

Bruger du tit de samme ord? Har du brug for inspiration til at gøre dine tekster endnu mere spændende, så slå op i synonymordbogen, når du skriver i Word. Marker det ord, du gerne vil have synonymer til, og tryk så på shift+F7. I højre side af dokumentet dukker nu forslag til nye ord op. 

4: CTRL+shift+T: Åbn vinduer, du lukkede

Er du kommet til at lukke en fane i din browser ved et uheld, kan du råde bod på skaden ved at trykke CTRL+shift+T. Genvejstasterne åbner den sidst lukkede fane. Trykker du flere gange, åbner du fanerne i den rækkefølge, du lukkede dem. 

5: CTRL+F: Find det, du leder efter

En hjemmeside kan være lang, indeholde masser af tekst, og det kan være nemt at miste overblikket og finde lige præcis det, du leder efter. Heldigvis har de fleste browsere en funktion, så du kan søge efter specifikke ord på den side, du står på. 

Tryk på CTRL+F, og et søgevindue vil åbne i din browser. Her kan du søge efter det, du leder efter. 

Er du i et worddokument eller et excelark, kan du bruge tasterne CTRL+B til at finde et bestemt ord i teksten. Ved du med det samme, at du vil erstatte ordet med et andet, så åbner CTRL+H find-og-erstat-funktionen. 

6: TAB-tasten: Skift mellem dine vinduer

Tabulatortasten kan bruges til flere ting. Når du skriver i et dokument, kan tabulatortasten rykke teksten længere ind på den linje, du står på, men tabulatortasten kan i kombination med andre taster også bruges til at skifte mellem de vinduer og programmer, du har åbne. 

ALT+tab giver en oversigt over, hvilke programmer der er åbne. Hold ALT nede, og for hver gang du efterfølgende trykker på tab-tasten, rykker du et program fremad. Når du slipper tab-tasten, vil du åbne det program, du nåede til i oversigten. Du kan bladre baglæns i oversigten ved at trykke Shift+ALT+tab

Windowstasten+tab lader dig bladre mellem programmer og vinduer – her skifter du bare hele skærmvinduet. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

7: CTRL+back space: Slet et ord ad gangen 

I stedet for at slette bare et enkelt bogstav kan du slette hele ord, hvis du fortryder det, du lige har skrevet. Brug CTRL+back space til at slette hele ord. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

8: ALT+piletast: Gå frem og tilbage i browseren

Klikket på et link, men fundet ud af, at du ikke kom hen til information, du kan bruge? I browseren trykker vi masser af gange på pilen bagud hverdag, så vi kommer tilbage til den side, vi begyndte på. Du kan gå en side tilbage med genvejstasterne ALT+pil mod venstre. Vil du en side frem, så tryk ALT+pil til højre. 

9: F2: Omdøb filnavnet

Måske skal fotoet ikke hedde IMG_0654, men noget mere sigende. Du kan, så snart du står på en fil i stifinderen, omdøbe filnavnet ved at trykke på F2. 

10: ALT+F4: Luk programmet

Færdig med at surfe eller lave udregninger i Excel? Når du ikke skal bruge et program længere, kan du lukke programmet ved at trykke ALT+F4 ned samtidigt.