Islagkage med marcipanbunde og passionsfrugtis
BAGVæRK

Islagkage med marcipanbunde og passionsfrugtis

Server den skønneste islagkage med dejlige marcipanbunde og en drøm af en passionsfrugtis næste gang, du har gæster. Islagkagen skal selvfølgelig laves i god tid, så isen kan fryse. Derudover er den nem at gå til.  
  • 6 Personer
  • 120 Minutes

Marcipanbunde (lille springform - 18 cm)

2 stk. æggehvider gem blommerne
60 g flormelis
1 knsp. salt
85 g mandelmel eller finthakkede mandler
100 g marcipan groftrevet
50 g mørk chokolade smeltet

Passionsfrugtis

3 stk. æggeblommer
3 spsk. sukker
0.5 spsk. glukosesirup
5 stk. passionsfrugter saft (ca 0,5 dl)
100 g græsk yougurt 10%
2.5 dl. piskefløde

Pynt

3 spsk. passionsfrugt (saft)
3 spsk. sukker
25 g pistacienødder usaltede og finthakkede
- skovsyre lidt (rød)

Sådan gør du

  1. 1
    Tænd ovnen på 165/155 C varmluft. Kom æggehvider, flormelis og salt i en skål. Pisk det sejt med en elpisker. Det tager ca. 5 min., så hav tålmodighed.
  2. 2
    Bland mandelmel og revet marcipan i en anden skål. Vend forsigtigt blandingen i skummet med en dejskraber.
  3. 3
    Tegn bunden af en 18 cm springform af med blyant, to gange, på et stykke bagepapir. Fordel på de to tegninger i en ensartet tykkelse. Bag bundene i ca. 40 min., til de er faste og let gyldne på toppen. Lad dem køle af på en rist. Dryp eller smør bundene med smeltet, mørk chokolade.
  4. 4
    Pisk æggeblommer, sukker og glukosesirup til en luftig og lys æggesnaps. Gnid kernerne fra passionsfrugtsaften gennem en sigte. Rør saften i æggesnapsen sammen med græsk yoghurt. Pisk fløden til let skum, og vend den i æggemassen.
  5. 5
    Læg en marcipanbund i springformen, og fordel halvdelen af ismassen over. Bank den let ned i bordet, så ismassen fordeler sig. Læg endnu en bund ovenpå, og fordel den anden halvdel af ismassen over. Glat overfladen, og sæt islagkagen i fryseren natten over.
  6. 6
    Gnid kernerne fra passionsfrugtsaften gennem i en sigte. Hæld saften i en kasserolle, og kog op med sukker, til det bobler kraftigt og er let tyknet. Lad karamellen her køle til stuetemperatur.
  7. 7
    Fordel karamellen på toppen af islagkagen, drys med hakkede pistacienødder rundt i kanten. Lad den herefter stå i ca. 20 min. på køkkenbordet eller 30-40 min. i køleskab, til den tør let op og er lettere at skære ud.

Tip!

I stedet for karamel og pistacienødder kan islagkagen pyntes med smeltet chokolade.