Citroner, appelsiner, lime og grape kan bruges til meget andet end at spise. Du kan fjerne møl, myg og misfarvninger på tøjet med en smule citrusfrugt.
Fjern kattekløerne
Kradser katten i sofaen eller lænestolen bliver den hurtigt slidt og grim at se på, men der er en hurtig og billig måde at få katten væk på.
Skær en citrusfrugt midtover og gnid den på de steder, hvor din kat ikke må kradse. Katten kan ikke klare lugten og vender forhåbentlig tilbage til sit kradsetræ.
Fjern møl
Der er ikke noget værre end møl i dit nye tøj. En mølædt trøje er ikke til at redde, men du kan komme møllene i forkøbet.
Læg tørrede citrusskaller i dine skuffer og skabe. Det holder møllene væk, og de skal bare udskiftes et par gange om året.
Fjern myg
Skal du sidde ude længe i sommeraftenen, er du sikkert hårdt ramt af myg dagen efter, men også her kan citrusfrugten hjælpe dig.
Gnub citrusskaller henover huden og hold myggene væk.
Fjern misfarvninger
Har du vasket hvide sokker i den røde vask, kan du også fjerne den lyserøde tone med citrusfrugt.
Kog de lyserøde sokker i en gryde med et par skiver citron. Citrus er et naturligt blegemiddel, og som bonus er det ikke så hårdt ved miljøet.
Fjern gule skjolder
Har din bedste T-shirt fået gule skjolder under armene, eller er skjorten blevet grå efter for mange vasketure, kan du også bruge citrus her. Kom saft fra citrusfrugt med i den hvide vask. Det fjerner de farver, der ikke skal være, fjerner kalken og giver tøjet duft.
Fjern kalk
Kalk i badet, på vandhanen og på spejle er hurtigt fjernet med citrus. Syren i citrus opløser den basiske kalk.
Skær en citrusfrugt i halve og gnid den over det tilkalkede område.
Fjern dårlig lugt
Har du holdt fest i går og stinker hele hytten af sprutsjatter og cigaretrøg, kan du simre dit hjem duftende igen.
Læg halve citrusfrugter eller skaller på en pande med en smule vand, og lad det simre indtil lugten er væk
Fjern nikotinfingrene
Mangeårige rygere kan måske genkende de gule skjolder på pege- og langefinger, der kommer efter noget tid.
Gnider du citrusfrugt på de områder, der er blive farvede af nikotinen, kan du komme af med farven.