16 gratis fornøjelser i Syd- og Sønderjylland

Gå tur ved Randbøl Hede, lad børnene klatre på skulpturerne i Tørskind Grusgrav eller tag til en ægte sønderjysk fest: ringridning. Bliv klog på klimaet på Økolariet i Vejle eller kast dig ud i historiske oplevelser i grænselandet og Fredericia. Her er Samvirkes bud på 16 gratis attraktioner og fornøjelser for hele familien i Syd- og Sønderjylland
Sort sol ved Vadehavet

Sort sol ved Vadehavet

Et enestående naturfænomen kan opleves forår og efterår, når stærene samles inden træk. Op mod en million stære kan ses i Tøndermarsken, Ribemarsken eller Rømø - og synet af de store flokke, der letter mod aftenhimlen, er ubeskriveligt. Du kan finde vej i naturen selv eller tage på en guidet tur. Sort sol når sit højdepunkt i midten og slutningen af august.
Læs mere på Ribemarsk 

Jellingesten ved Jelling

Kongernes Jelling - udstillinger og marked

I Jelling uden for Vejle blev det kristne Danmark grundlagt, og det er her, du kan se de 2 store gravhøje, som kong Harald Blåtand rejste over sine forældre Gorm den Gamle og Thyra. Højene er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Gratis adgang til Nationalmuseets museum: ’Kongernes Jelling’, der inviterer til at gå på opdagelse i vikingetidens Jelling. Se også den imponerende og gådefulde Ravningbro bygget i 997.

Gratis entré gælder kun før børn og unge under 18 år.

Læs mere om Vikingernes Jelling
Læs mere om Ravningbroen

Både i vandet i Madsbyparken

Legeparker i Fredericia og Kolding

Madsbyparken i Fredericia har masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Prøv tarzanbanen, trafikskolen, eller nyd legepladsen, og klap dyrene. Mere end 250.000 besøger hvert år den store legepark, hvor kun bådleje og lidt til parkeringsautomaten kan trække på tegnebogen.
Læs mere om Madsbyparken

Tæt på Koldinghus findes en mindre legepark, som er et stort, rekreativt parkområde for både børn og voksne. I legeparken kan du klatre, gynge, rutsje og meget, meget mere. Du kan også køre om kap i mooncars, spille minigolf, sejle en tur i robåd eller cyklebåd og meget andet. 

Læs mere om Legeparken i Kolding

Skulptur af Robert Jacobsen i Tørskind Grusgrav

Spektakulære skulpturer af kendte billedhuggere i Tørskind

Tørskind Grusgrav (billedet) er en gammel grusgrav, der er blevet lavet om til et skulptur-område, hvor flere fantastiske skulpturer, der blandt andre er lavet af Robert Jacobsen, pryder området.
Der er både noget for voksne og børn. De voksne kan gå sig en tur ved Randbøl Hede, mens børnene leger i nogle af de store skulpturer – for det er nemlig tilladt at klatre på dem.

Tørskind ligger tæt på Egtved, og det er en god idé at sætte GPS’en, da det ligger lidt skjult.

Adressen er Tørskindvej 98A, 6040 Egtved.

Skulpturparken i Billund

Når man siger Billund, tænker man ofte på Legoland og Lalandia, men der er rigtig mange andre aktiviteter, man kan opleve i byen, og Skulpturparken er ingen undtagelse.
Parken er aflang, og igennem den går en sti, hvor man kan opleve, hvordan natur og kunst går i ét.
Det tager cirka en halv time at gå igennem parken. Man støder på 22 skulpturer undervejs, hvoraf nogle af dem er legeskulpturer til de små.
Der er også er opstillet bænke på vejen, så man kan tage frokosten med.

Læs mere om de enkelte skulpturer og se kort over parken

3 børn i Økolariet

Økolariet

Økolariet har mange oplevelser, du bliver klog af. En rejse gennem spændende scenerier med film, levende organismer, interaktiv viden, tests og aha-oplevelser.
Tryk, mærk, skub, test og tegn dig gennem masser af interaktive oplevelser. Du bliver klogere på, hvordan verden påvirkes af vores forbrug, og hvordan forskning i dag bliver til din hverdag i morgen.

Økolariet ligger i Vejle centrum, og alle er velkomne. Der er gratis éntre til udstillingerne.

De har en stor klimaustilling ’Verden varmer op til klimaforandring og handling’, hvor du kan blive klogere på klimaforandringerne, og hvad vi kan gøre for at forebygge dem. 

Økolariet har åbent hver dag kl. 10-16. 

Læs mere om Økolariet

Status i falmet bronze foran Dybbøl Mølle

Oplev Dybbøl og de andre steder fra slaget i 1864

Måske husker du tv-programmerne om slaget ved Dybbøl? Nu kan du tage på din egen ekspedition til området ved Sønderborg.

Udstyret med en smartphone kan I også gå på opdagelse i de historiske lokaliteter fra krigen i 1864. Du behøver ingen app, da kortet vises på din browser ved at klikke ind på app.1864.dk. Web-appen er udviklet af Historiecenter Dybbøl Banke. Få adgang til breve fra soldaterne og deres personlige oplevelser af krigen.

Kanon ved Fredericia Vold

Historien om en fristad og besøg på Fredericia Vold

Fredericia blev grundlagt i 1650 som religiøs fristad for alle. Tankerne var, at byen senere skulle være Danmarks hovedstad. Besøg museet og hør historien om Danmarks eneste tobaksproduktion og byens unikke historie som fæstningsby og fristad. Åbent torsdag-søndag kl. 12-16. Mellem 15. juni og 15. august er der åbent tirsdag-søndag. 

Læs mere på Bymuseet Fredericia

Rundt om centrum af Fredericia findes et af Europas bedst bevarede fæstningsanlæg. Du kan gå en tur fra den jødiske kirkegård (tæt ved Bymuseet) ved den sydvestlige del af volden til Kastellet og Østerstrand, der er en af de bedste, bynære sandstrande i Jylland. Hvert år 5. og 6. juli mindes byen slaget ved Fredericia i 1848 med militærparader, musik og fakkeltog.



Læs mere om Fredericia Vold

Sikringsstilling Nord ved Rømø

Sikringsstilling Nord

Find kulturhistoriske spor i naturen ved Sikringsstilling Nord. I en lang stribe fra øst til vest på højde mellem Rømø og Aarøsund fik tyskerne bygget Sikringstilling Nord under 1. verdenskrig. Den bestod af diverse typer bunkere. De fleste blev efter 1920 sprængt i luften, men enkelte lå på privat grund og de ligger der stadig den dag i dag, fuldstændig intakt.

Læs mere om fæstningen Sikringsstilling Nord

To på tur på Hærvejen

Vandre- eller cykeltur på Hærvejen

Hærvejen er Danmarks ældste landevej, som både er blevet brugt af soldater mellem Dannevirke og Viborg siden oldtiden, og kvægdrivere, hvorfor Hærvejen også kaldes Oksevejen. 

Vejen følger i store træk det gamle hærvejsspor langs den jyske højderyg og skellet mellem øst- og vestgående vandløb. I Sønderjylland løber vejen fra grænsen ved Padborg til Vojens og du kan følge afmærkede ruter på cykel eller til fods. Undervejs kommer du forbi Hærvejens karakteristiske kampestensbroer Gejlå Bro, Povls Bro og Immervad Bro.

Læs mere her

Vægter synger natten ind

Gå aftentur med vægtersang i Ribe

Følg vægteren, lyt til hans sange og historier, når han hver dag fra juni til oktober går sin traditionelle runde gennem byens historiske gader. Ribes vægtere formår at skabe en helt særlig stemning, hvor man lever sig ind i en tid, længe før moderne politifolk og alarmer. Turene afgår klokken 20 og også klokken 22 i sommermånederne.

Vægteren havde et vers til hvert klokkeslæt natten gennem. Sådan lød det eksempelvis klokken 3 i gamle dage:

 

Hov vægter!

Klokken er slagen 3.

Nu skrider natten forte,

og dagen stunder til.

Gud, lad dem blive borte,

som os bedrøve vil!

Vor klokk' er slagen tre.

O Fader from,

vend du os om!

Din nåde os betee!

Læs mere om vægterturene i Ribe

Du kan også finde vægterture i en række andre (primært jyske) byer.

Copyright: Destination Sønderjylland

Kast dig ud i klatring og skateboarding i Streetdome i Haderslev

Streetdome er bygget til skateboarding, inde som ude med ramper og obstacles til alle niveauer. Vi anbefaler at man er fyldt 8 og at man lærer skateboarding på stedet, da meget af sikkerheden ligger i teknikken, hvilket du bl.a. kan lære i Skateboardskolen, her lærer man også om de uskrevne regler der er i en skatepark.

På stedet kan du også klatre både indendørs på bouldervæggen og på siloen udenfor. Bouldervæggen kan benyttes hele året rundt og er på eget ansvar. Den 30 meter høje silo som venter udenfor er Jyllands højeste og her må du kun klatre med en instruktør som har de lovpligtige sikringskurser. 
Læs mere om Streetdome og alle oplevelserne i Haderslev

Copyright: Storyhunt

Gå på storyhunt i Sønderjylland - følg for eksempel soldaten Eskild i 1864

I 1864 står tyskerne i Sønderjylland, og soldaten Eskild får sammen med sit kompagni en skæbnesvanger ordre. Du kan nu rejse tilbage i tiden og følge med i Esbens historie med appen Storyhunt, hvor du også finder kort, så du ved, hvor du skal gå hen for næste lydbid. I appen finder du flere sønderjyske fortællinger om kunst i Aabenraa, en guidet rundtur i det gamle Ribe ligesom du kan møde Franciska Clausen, der er Aabenraas største kunstner gennem tiden. 

Læs mere om Storyhunt

En af de centrale pladser i Christiansfeled. Copyright: Destination Trekantomraadet

Besøg Christiansfeld - en by på UNESCO's verdensarvliste

Christiansfeld er speciel ved at være planlagt på forhånd og bygget efter samme mønster som den første Brødremenigheds by i Herrnhut.. Byen er altså ikke opstået gradvist som så mange andre småbyer i Danmark. Størstedelen af den historiske bykerne blev bygget fra 1773 til 1812. Den er i dag både et levende kulturminde - og en del af byens og borgernes hverdag.

Besøg også kirkegården, hvor ikke en eneste grav er slettet siden 1770 - og hvor kvinderne og mændene ligger i hver sin side af kirkegården. 

Uden for Christiansfeld ligger Christinero, der nærmest er en lille skov med særlige plante- og træarter. Året igennem er Christinero et yndet sted til en gå- eller cykeltur. I anlægget findes et kogehus, en pavillon samt et lille kapel ved grundlæggeren kammerherreinde Christina Fridericia von Holsteins gravsted.

Læs mere om Christiansfeld

Ringridning i Sønderborg. Copyright: Peter Bjerke/Destination Sønderjylland

Ringridning - i hele Sønderjylland

Intet er næsten mere sønderjysk end ringridning! Sommeren over er der store ringriderfester i byer i hele Sønderjylland. 

Ringridning stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor man udskiftede kampene på liv og død mellem to mænd med lanser med denne mere fredelige træningsform. Herhjemme var kong Christian IV meget begejstret for ringridning i konkurrenceform. I dag kæmper ryttere også om at ramme den lille ring, der bliver mindre og mindre for hver runde. 

Ringriderfesterne har efterhånden karakter af byfester i de forskellige byer. 

Læs mere om ringridning og ringriderfesterne