Guide: Har du kæledyrsallergi?
Hvad er kæledyrsallergi?
Allergi over for kæledyr er en overfølsomhedsreaktion på allergenerne fra dit kæledyrs urin, sved, skæl, hår og urin. Det skyldes de antistoffer (såkaldt IgE), som kroppen producerer som modreaktion. Dyrets allergener bliver efterladt de steder, som dyret betræder, og indåndes let. Der er eksempler på, at stofferne kan blive i luften, hvor der aldrig har været katte, men derimod kun deres ejere.
Hvilke typiske tegn er der på kæledyrsallergi?
- Kløe i halsen, nysen og løbende næse – symptomer lig høfeber.
- I tungere tilfælde kan mødet med allergenerne betyde indlæggelse.
- Symptomerne bliver forværret, hver gang man bliver udsat for allergener.
- Astmatikere kan desuden få stakåndethed, hoste og piben under vejrtrækning.
- Nogle mennesker får senreaktioner, der først viser sig timer eller dage efter mødet med allergenerne.
Hvor mange får kæledyrsallergi?
- Man anslår, 20 procent af danskerne lider af allergi, hvoraf de mest fremtrædende er pollen, husstøvmider og husdyr.
- Risikoen for at udvikle allergi er større, hvis man har anden allergi i forvejen, eller hvis det ligger til ens nærmeste familie.
Hvordan bekæmper jeg kæledyrsallergi?
- At fjerne kæledyret er det mest oplagte. Af den ene eller anden årsag er det ikke altid muligt, og her vil det så være oplagt at forebygge eller behandle symptomerne med antihistaminer, vaccination og anden medicin. Dette gælder kun lette tilfælde.
- I samme kategori vil det hjælpe ikke at have dyret ved sengeområdet og i stedet gøre det til et udedyr. En højere frekvens af rengøring og udluftning samt badning af dyret to gange ugentligt kan hjælpe personer, der lider af lettere allergi.
Hvilke overvejelser skal jeg gøre mig?
- Der kan gå måneder, inden dyrets allergener endeligt er fjernet, derfor kan det godt betale sig at være opmærksom på tidligere beboeres dyr i boligen. Det samme gælder, hvis man besøger folk med dyr.
- En allergitest er et øjebliksbillede. Resultatet kan ændre sig over tid.
- Det 100 procent allergifri dyr findes ikke – også selvom det er hårløst. Allergikere reagerer forskelligt. Selv hårløse dyr producerer skæl, spyt, afføring osv., der kan bære allergener.
- Når du først har udviklet én allergi, kan du være tilbøjelig til at udvikle flere.
- Opsøg din læge eller Astma-Allergi Danmark for at få mere viden.
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, Astma-Allergi Danmark, Apoteket.dk, Megafon.