Interview: Frank Erichsen om selvforsyning, illusionstab og kampen for at nå naturen tilbage

Det er ikke helt let at få en aftale i hus med Frank Erichsen. Han stiller ikke op til hvad som helst, det understreger han igen og igen i de indledende telefonsamtaler. Sådan noget som et klassisk portræt, der skal kaste et tilbageblik på hans liv, det gider han ikke. Det samme med en artikel, der tager afsæt i hans daglige liv på Djursland. Hvis man vil følge med i det, kan man jo bare tænde for ’Frank & Kastaniegaarden’, der kører på 17. år på DR. Nej, der skal være mening med galskaben. Særligt nu, særligt i de her tider, hvor kriserne ikke bare kan ignoreres. Han vil være sikker på, det handler om noget.
I slutningen af september, en torsdag formiddag, må han dog sande, at det uundgåeligt også vil fortsætte med at handle om nogen, for om han vil det eller ej, er han blevet hele landets bonderøv. Fra landevejen sender en flok pensionister nysgerrige blikke ned ad den jordede indkørsel til Kastaniegaarden.
”Vi har både haft elbiler og motorcykler rullende langsomt forbi fra morgenstunden, og plejehjemmets bus gjorde også holdt. Får de ikke et glimt af mig, får de et glimt af gården,” siger han med et smil.

Man laver ikke tv-optagelser fra sit eget hjem 

Han er i højt humør, da han lidt efter begiver sig gennem landsbyen Revn, mens solen skinner fra en klar, blå himmel. Han fortæller, at han for snart mange år siden var på inspirationstur til England for at besøge tv-programmet ’River Cottage’, som har visse ligheder med hans eget. Her var læren, at der var to ting, man aldrig gjorde, når man lavede fjernsyn: Man satte aldrig værten til selv at lave det, programmet skulle handle om, og man lavede aldrig optagelser fra værtens eget hjem. 
”De mente, at sådan kunne man ikke lave fjernsyn. Det havde for store omkostninger, fordi det blev for svært at skille det private og det professionelle ad. Men det er jo ligesom hele vores koncept,” griner han.
Enkelte biler passerer, og hver gang hilser chaufføren.
”Jeg føler, at mine naboer behandler mig godt. Vi har en naturlig omgang med hinanden i området, ikk’os? Man bliver vurderet på, hvad man gør, og ikke på, hvem man evt. er. Jeg tror, det ville være noget andet i København, hvor man ville møde flere mennesker hele tiden.”
Omvendt vrimler det heller ikke med kendisser herude på spidsen af Djursland, men som han selv er hurtig til at indskyde:
”Der er faktisk kun 20 km til Søren Ryge!”

Vi lever midt i den sjette masseuddøen 

Lidt efter når Frank Erichsen frem til sin mark. En lang kile med rajgræs og tre heste og et muldyr, der græsser.
”Det er ren Poul Reichhardt,” udbryder han med reference til 50’er-filmen ’De røde heste’.
”Når jeg nogle gange er her for at hælde vand op til hestene ved solnedgang, venter man nærmest bare på, at Kevin Costner kommer ridende”.
Muldyret stopper med at græsse og sætter kurs mod ham.
”Muldyr er totalt uberegnelige. Første gang jeg mødte hende, forsøgte hun hele tiden at vende røven til, så hun lige kunne få et spark sat ind. Din skideudspekulerede hest.”
Han klapper den på mulen og fortsætter så ud på marken, som han overtog for tre år siden. Formålet var egentlig at bytte den med et jordstykke, der grænser op til ham, så han kunne trække landbruget endnu længere væk fra den å, der løber gennem hans grund, men der skal to til tango, så derfor endte han med en mark i den anden ende af byen, som han ikke vidste, hvad han skulle bruge til. Til sidst besluttede han sig for at gøre … ingenting.
”Biodiversitetskrisen peger på én primær årsag til, at det går, som det gør: plads. Vi lever midt i den sjette masseuddøen, og meget handler om, at vi har taget pladsen til vores formål. En ting er selvfølgelig formålet med at lave mad, hvilket vel er meget nobelt, men noget andet er de tusindvis af andre formål, vi mennesker har, som båndlægger landskabet.”

Fra monoton græsmark til snoge og agerhøns 

Da han overtog marken, var det en monoton græsmark, der producerede græsfrø. I mange år var den blevet sprøjtet for effektivitetens skyld. Og selvom det på overfladen stadig mest ligner rajgræs, er der sket mange små, radikale forandringer. Når han traver frem og tilbage i dag, møder han snoge og agerhøns, er ved at jokke på lærkereder, og sidste år fandt han en harekilling, som lå og trykkede sig. De første små træer er begyndt at spire – egetræer og valnødder. De er kommet, fordi kragerne har tabt grene fra luften. Et sted har ræven trådt det høje græs ned til sin faste rute, og kongepen – en rigtig overdrevsplante, som Frank kalder den – er flere gange brudt frem.
”Summen af alle de her oplevelser er den erkendelse, at vores landskaber faktisk ret hurtigt regenererer, når først vi trækker vores egne behov ud af ligningen. Dét synes jeg – med fare for allerede at nå frem til konklusionen – er ekstremt håbefuldt.”

Konventionelle landbrugsmarker til alle sider

Frank Erichsen stopper et nyt sted på marken, sætter sig på hug og stikker fingrene ned i en ordentlig bunke lort. Det vrimler frem fra den brune masse med små, sorte insekter.
”Det er en hestepære, der vel er 3-4 dage gammel. Den er ikke bare frisk, den er jo levende,” siger han begejstret og trækker en stor, sort bille ud.
”Se den her store, dejlige møgbille!”
Så begynder han at røre rundt i lorten, der kun bliver mere og mere levende.
”Der er jo tusindvis, og det er den største proteinkilde for fugle. Hvis de kaster sig over sådan en, er der mange hundrede gram mad. Det kommer der altså ikke ud af gylle. Det er, fordi det er en hestepære.” 
Han rejser sig og kigger rundt i landskabet, hvor de konventionelle landbrugsmarker breder sig til alle sider.
”Men hvis du stiller dig her, kan du nærmest ikke se til et sted, hvor der er græssende dyr. Det er ret gennemsnitligt for vores landskab – vi har flere dyr end nogensinde, men vi har aldrig haft så få i vores landskab.”
Han peger mod naboens mark, hvor der er sået raps.
”Man kan se, at de lige nu er ved at folde en stor sprøjte ud, for nu skal den have en over nakken, så alt, der ikke er raps, dør. Marken på den anden side er også lige blevet pløjet. Og så har jeg det her random stykke jord, som ligger som en kile midt inde i det hele, og hvor vi kan se, at fuglene vender tilbage.”

Frank Erichsen bevæger sig tilbage gennem landsbyen med 40 beboere. Han flyttede selv hertil i vinteren 2005, året efter flyttede Theresa ind, og i 2008 fik de deres første barn, Johan. På det tidspunkt var der ikke andre små børn i miles omkreds, men på det seneste har der været en sand bølge af småbørnsfamilier, der er flyttet til. Bl.a. fordi der nu ligger en naturbørnehave i byen. 
Tilbage i 2016 købte han sammen med tv-personligheden Simon Jul en gård, hvor der siden er blevet holdt kurser inden for håndværk, selvforsyning og mad. 

Naboskab på godt og ondt 

”Nu vrimler det pludselig med småbørnsfamilier, og samtidig har vi selvfølgelig stadig alle pensionisterne, de gamle bønder og den store, konventionelle grisebonde lige midt i byen,” siger han og fortæller, at han og grisebonden kommer godt ud af det med hinanden trods deres umiddelbare forskelligheder.
”Du kan slippe af med alt i dit liv, bare ikke dine naboer, så du bliver nødt til at forholde dig til dem på godt og ondt. Mine naboer og jeg ved godt, at vi er forskellige, men det er jo bare at konstatere det. Hvad vil man bruge det til?”
Det første år, hvor Frank og Theresa boede på den gamle gård, løb de, nærmest helt filmagtigt, tør for fyringsolie midt i en snestorm. Så var det igennem landsbyen på en slæde med en 50-liters dunk for at tappe fra grisebondens dieseltank.
”Der var ingen problemer der. Det er jo sådan noget, der gør, at du må parkere, om du synes, din nabo gør det rigtige eller forkerte, og kigge mere på mennesket.”
Omvendt har han været til dyrlæge med grisebondens hund, når han har været bortrejst, og sådan går det frem og tilbage. Han medgiver dog, at nogle af de andre i landsbyen, inklusive grisebonden, syntes, at ham Bonderøven var en lille smule mærkelig til at begynde med.
”Der var mange år, hvor han i offentlige sammenhænge excellerede i at sige, at han syntes, det var utroligt, at jeg kunne slippe af sted med at lave et tv-program, der handlede om ingenting,” siger han og griner.
”Jeg har så omvendt sagt til ham, at når jeg kigger på, hvor fint et konventionelt landbrug han driver, kan jeg kun drømme om, hvad han kunne drive det til som økolog. Det er jo også en slags kompliment pakket ind i en delvis fornærmelse. Det er sådan, man opererer ude på landet. Man skyder på hinanden, samtidig med at man godt er klar over, at man er hinandens sikkerhedsnet.”

Et plus for alle 

Faktisk har Frank Erichsen sammen med den konventionelle svinebonde lavet en genslyngning af åen, der danner skellet mellem deres grunde. I gamle dage rettede man mange steder åer ud i Danmark for at skabe mere plads og bedre betingelser for landbrugsjord, men på bekostning af åens biodiversitet og kvælstofoprensning, der forhindrer kvælstoffer i at løbe ud i søer og hav.
”Jeg er med på, at det er ekstremt småt, men det er et sympatisk eksempel til efterligning, at man naboer imellem – naboer, som måske ser ret forskelligt på tingene – kan blive enige om, at det ikke er et tab, men et plus for alle at gøre det på den her måde.”
Et halvt års tid før de genslyngede åen, lavede de en såkaldt elbefiskning – en metode til at undersøge vandløbskvaliteten ved at stikke en strømstang i vandet, som udsætter fiskene for nervelammelse, så man kan indfange dem og undersøge dem i størrelse og arter. De fangede 49 ørreder. Halvandet år efter fangede de 136 ørreder på samme strækning. De fandt også insekter, der aldrig var blevet set ved vandløbet før.

Et storkepar flytter ind 

I 2023 var der også et storkepar, der flyttede hertil. Året efter kom det tilbage og fik to unger på vingerne herfra. Det var første gang siden 1950’erne, at der var ynglende storke på Djursland, fortæller Frank.
”Djursland er jo ikke et storkeparadis, men det sker, at storke begår en brøler og kommer til at flyve til højre efter Aarhus. Når de så på et tidspunkt konstaterer, at der er vand til alle sider, tænker de: ’Hvad gør vi lige her?’ Jeg forestiller mig, at de her storke er fløjet henover her og har tænkt, at det trods alt ikke så helt skidt ud.”
I gamle dage skrev forfattere som Jeppe Aakjær sange om bønder og storke, fortæller han, men hvor der var 10.000 ynglende par i midten af 1800-tallet, var man allerede i 1920’erne nede på omkring 1.000, og i år 2000 blev storken officielt erklæret for uddød i Danmark.
”Nu er den så kommet lidt tilbage, så der er mellem nul og 10 par om året, inklusive mine,” siger han og stopper sig selv med et grin.
”Jeg øver mig i ikke at kalde dem for mine storke. Men det er lige præcis sådan noget landskab her, storke leder efter. Det er bare alt for småt. Med min nabos eng bliver det til 3-4 hektar, og et storkepar har brug for mindst 40 hektar for at finde føde nok. Det er jo bl.a. sådan en hestepære, som vi kiggede på, men når ungerne vokser mest, har de brug for mere end et kilo om dagen. Så skal der altså samles mange biller!”
Ligesom alle andre steder, hvor der er storke i Danmark, blev storkeparret på Frank Erichsens grund støttefodret med hjælp fra Storkeforeningen. 
”Stoltheden over, at de var her, krympede lige så stille hen over sommeren, hvor jeg to gange om dagen skulle ned med en spand kyllinger til dem. Der blev det ligesom hævet over enhver tvivl, at landskabet er alt for småt, og at jeg i virkeligheden havde lokket storkefamilien til under falske forudsætninger.”

Inde i huset sætter Frank Erichsen kaffe over med hjælp fra en gammeldags kaffekværn, hvor han selv må dreje håndtaget rundt. En stak valnødder ligger i en skål på spisebordet, der står bøger om blomster og fauna i vindueskarmen, og på en gammeldags lyseblå træbænk slænger katten sig.
I 17 år har danskerne kunnet følge med i dagligdagen på Kastaniegaarden og projektet med at blive selvforsynende. 

Fra 'Bonderøven' til 'Giv os naturen tilbage' 

’Bonderøven’, som programmet hed i mange år, før det skiftede navn til ’Frank & Kastaniegaarden’, har været en vaskeægte seersucces, og ikke kun herhjemme, men også i Sverige, Norge og Finland. I 2010 vandt det ligefrem prisen for bedste public service-format ved en international tv-prisuddeling i Schweiz.
De seneste år har Frank Erichsen også været vært på tre sæsoner af tv-programmet ’Giv os naturen tilbage’. Modsat hans faste format har der her været en helt anden alvor til stede.
”Jeg har lavet fjernsyn siden 2008, og alt, hvad jeg har lavet, har været i dur: ’Det finder vi en løsning på.’ Det er første gang, jeg har lavet noget, der er gået i mol, men det blev bare uundgåeligt, fordi jeg blev mere og mere ked af det undervejs og mere og mere tvivlende om løsningen.”
De to første sæsoner af ’Giv os naturen tilbage’ havde fokus på landjorden og på at få mere vild natur, men i tredje sæson dykkede Frank Erichsen bogstaveligt talt ned under havoverfladen. Og det, han så, ramte ham som et granatchok.
”Under havets overflade ser man slutresultatet af alle de dårlige beslutninger, der er truffet – med fiskeri, med landbrug, med alle de kemikalier, vi sender ud i vandet. En cocktail af dårlige beslutninger hele vejen rundt. Det er meget mere voldsomt, end man forestiller sig, og det kan man ikke undgå at blive blæst bagover af. Jeg blev i tvivl, om der overhovedet er håb, eller om vi er havnet i for stor en suppedas.”

Hver kvadratmeter tæller 

I forbindelse med programmerne skulle Frank Erichsen engagere folk til at medvirke i et stort citizen science-projekt, hvor der skulle plantes ålegræs i fjordene. Det er en vigtig del af havenes økosystem, men er forsvundet i stor grad i de seneste årtier. I løbet af den tid, hvor optagelserne stod på, blev han dog mere og mere i tvivl om, hvad der er den rigtige vej at gå rent formidlingsmæssigt. Han dykkede ned på bunden af Lillebælt, Vejle Fjord og havet ud for Læsø, og alle steder mødte han ødelagte økosystemer, hvor de få tilbageværende dyr og planter led voldsomt under iltsvindet.
”Jeg gjorde en dyd ud af i programmerne at fortælle, at hver en kvadratmeter tæller, og det synes jeg stadigvæk. Men faren er omvendt, at man luller sig selv ind i troen på, at et frimærke her og der kommer til at løse noget. For vi kommer aldrig i mål med den tankegang.”
For nylig blev det meldt ud, at ’Giv os naturen tilbage’ ikke fortsætter. Han ville gerne selv være blevet ved i en anden form, men oplevede, at der ikke var den store interesse fra DR. Så nu er han tilbage til kun at lave ’Frank & Kastaniegaarden’.

”Det er jo ikke, fordi DR ikke laver kritisk fjernsyn, og jeg tror også, danskerne kan håndtere at få at vide, hvor skidt det står til … Man bliver nok bare nødt til at fortælle det på en måde, som er til at have med at gøre for folk.”

Verden stod i flammer 

For Frank Erichsen personligt var der dog på mange måder et før og et efter tredje sæson af ’Giv os naturen tilbage’. Han beskriver det som en skillevej, han ikke kan gå tilbage fra. Kun én gang tidligere har han haft en oplevelse, der efterlod et tilsvarende uudsletteligt indtryk. Det var i 2016, da han var i Nepal for at lave to tv-programmer om den ægte selvforsyning, han selv jagter.
Efter at have besøgt landsbyer i Himalayabjergene rejste han og tv-holdet ned til Terai, en af de sydligste regioner, hvor der er helt fladt og ekstremt varmt. Her mødte de et kollapset økosystem. For varmt, for mange mennesker, det flød med affald, fordi de blev oversvømmet med billige varer fra lastbiler fra Indien. For at kunne lave mad havde man fældet alle træerne i forbjergene til Kathmandu-dalen med det resultat, at når monsunen kom, skyllede halvdelen af bjergene ned og ødelagde landsbyerne og slog folk ihjel.
Frank Erichsen besøgte nogle af de projekter, som danske udviklingsorganisationer havde igangsat med bl.a. at introducere biogasanlæg og bambusbyggerier.
”Det var gjort med bedste hjerte, men når man stod og kiggede på det, tænkte man: ’Det her kommer man aldrig i mål med.’ Selv som det løsningsmenneske, jeg er, kunne jeg ikke pege på noget, der ville kunne løse det.”
Tidligere havde Frank altid tænkt, at det kunne godt være, at udviklingen gik langsomt, men i det mindste gik den i den rigtige retning. Han havde en indbygget tro på, at verden nok skulle nå at transformere sig, før lokummet for alvor brændte. Det lavede den oplevelse om på.
”Jeg fik en fornemmelse af, at verden stod i flammer, mens alle gik rundt med skyklapper på. Det er det samme med havet. På sådan en solskinsdag er det let at bilde sig ind, at det går nok meget godt. Men der er kun 5 km ud til et lidende hav. Det ligger lige derude, men vi glemmer det hele tiden, så selvfølgelig kan vi heller ikke forholde os til Nepal.”

Der er elementer af håb 

For fire år siden blev Frank Erichsen spurgt, om han ville være en del af et advisory board under FN, der skulle arbejde med økosystemsrestaurering. Han takkede ja, for det lød som en interessant mulighed for at skubbe på nogle dagsordener og møde spændende mennesker fra hele verden. Blandt de 40 andre aktører var journalister, fotografer, forskere, forfattere, men også en ekspræsident fra Mexico og en prinsesse fra Emiraterne. Det viste sig dog hurtigt at være én stor snakkeklub, og i dag er han i tvivl, om der kom en eneste konkret ting ud af møderne.
”Nu vil jeg helst ikke have, at det kun er mig og Donald Trump, der kritiserer FN, men jeg må sige, at jeg blev chokeret over mængden af ord kontra handling. Det bliver man nødt til at være ærlig med, for ellers luller man sig ind i en eller anden naiv optimisme om, at ’det går jo nok, for vi finder altid en løsning’. Jeg er ikke sikker på, vi nødvendigvis finder en løsning på det her.”
En stor spyflue summer i vinduet. Hunden ligger ved hans fødder. Han nipper til kaffen.
”Dermed ikke sagt, at det ikke lykkes. Der er elementer af håb, men det handler i virkeligheden mere om, hvor robust en størrelse naturen er. For den menneskelige adfærd alene giver ikke anledning til supermeget håb.”
Alt det til trods er Frank Erichsen et positivt menneske. Og det er der en simpel årsag til, fortæller han.
”Jeg vender hele tiden tilbage til det samme, nemlig min livsnerve på Kastaniegaarden og min idé om selvforsyning. Ikke som en naiv idé om, at det gør en kæmpe forskel i verden. Heller ikke, fordi jeg tror, det hele kollapser lige om lidt, og jeg i virkeligheden bare er gået i gang med at preppe 20 år før alle andre. Mere fordi det er den måde, jeg har mulighed for at sætte mig selv i centrum af min tilværelse frem for at være tilskuer …”
Han stopper midt i sin sætning:
”Det er svært at formulere sig, så det ikke lyder, som om jeg ser ned på andres måder at leve på. Folk må leve, som de mener, er det bedste. For mig er det at dyrke min egen mad, bygge mit eget hus, at kere mig om rent drikkevand, så det ikke er noget, der kommer med en slange et sted fra, hvor jeg skal tro på, at andre har styr på det.”

En repræsentant for fremtiden 

Der er ofte folk, der har spurgt Frank Erichsen, om ikke han har skærmet sine børn lige lovlig meget. Det sker også stadig, at nogen vil vide, om de egentlig ved, hvad internettet er. Så har han svært ved ikke at grine. Ligesom de fleste andre har hans egne børn i perioder haft for stort skærmforbrug, og verden er, som verden er. Men det er vigtigt for ham, at de vokser op med kontakt til naturen og en viden om, hvor maden kommer fra.
”Hvis man ønsker, at verden skal se anderledes ud, er den bedste mulighed at give sine børn noget af det, man mener, er værdifuldt. Jeg håber, jeg har givet dem en robusthed til, i en foranderlig verden, at tage nogle gode beslutninger, der tager hensyn til dem selv, deres nærmeste og deres omgivelser.”
Omvendt er det børnene, der har gjort, at han ikke selv kan leve en ren eremittilværelse ude på spidsen af Djursland og, som han siger, ignorere nyhederne om, at meteoren måske rammer. Sådan var det nok i de første år af hans voksne tilværelse, men efter han mødte Theresa, og de stiftede familie, fik tilværelsen en anden vægt.
”Det er kommet til at stå meget klart for mig, at det vigtigste, jeg har gjort, har været at stifte en familie i de her rammer, hvor de lærer at omgås naturen og lærer en masse traditionelle håndværksmæssige kundskaber. Selvom jeg nogle gange bliver sat i den kasse, betragter jeg ikke mig selv som et levn fra fortiden. Jeg betragter mig tværtimod som en repræsentant for fremtiden.”
Fremtiden som sådan har Frank Erichsen ikke mistet håbet for endnu. Så er spørgsmålet bare, om det i virkeligheden handler mere om ham end om verden.
”Min analyse af verden er ikke specielt håbefuld, men jeg er enormt glad for mit liv og min tilværelse sammen med min familie. Jeg er gudskelov sådan et menneske, der suger alt ind, om det så bare er guldsmeden, der lige flaksede forbi døren, eller den flagermus, der var krøbet op under parasollen, da vi åbnede den i morges. Jeg tager alle de oplevelser, og de bliver kæmpestore inde i mig. Derfor bliver jeg hurtigt glad igen. Jeg går ikke og er ked af det på menneskehedens vegne, men jeg ærgrer mig, fordi jeg tænker, at der er et potentiale, som vi til stadighed forspilder. Både i forhold til vores relationer til hinanden og i vores relationer til vores omgivelser.”