Årets sødeste kassedame m/k: Man kan godt nå at få en lille snak, mens varerne bliver scannet

Den sødeste kassedame m/k i Danmark sidder bag kassen i SuperBrugsen i Fensmark. Privat er hun lidt genert, men når kassen åbner, sker der noget Med Lene Sindahl Nielsen

Smil ved kassebåndet

Lene Sindahl Nielsen fra SuperBrugsen i Fensmark er Danmarks sødeste kassedame 2026. Den fine titel fik hun i denne uge af kunderne, der har indstillet deres favoritter i en konkurrence, som Ugebladet Hjemmet arrangerer. 

Før konfettirørene blev skudt af, og vinderen blev kåret, sagde Lene Sindahl Nielsen selv om at være nomineret:

"Jeg vil gerne give service, venlighed og smil. Og mens varerne bliver kørt igennem, kan man tit nå at få en god lille snak," oplever hun.

Efterhånden kender Lene mange af de faste kunder godt, og snakkene har udviklet sig.

"Jeg hører både om glædelige ting og det, der er lidt mere hårdt. Nogle fortæller, at manden er alvorligt syg, eller at nu er konen kommet på plejehjem. Så slutter jeg gerne af med at give deres hånd et klem og siger, at det nok skal gå."

Hun fortæller om sig selv: 

"Som person kan jeg godt være genert, og tit holder jeg mig lidt tilbage i selskabelige sammenhænge sammen med andre mennesker – der lytter jeg gerne mere, end jeg taler. Men lige så snart jeg kommer ind og sidder ved kassen, smider jeg genertheden. Der sker noget med mig, når jeg kommer på arbejde, for her ved kassen hører det jo til at være mere udadvendt, og jeg kan godt lide at træde ind i den rolle – jeg nyder virkelig at snakke med kunderne," siger hun til alt.dk. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Stamkunderne opsøger Lene

Kunderne nyder også at tale med den søde kassemedarbejder. Christina de Molade er en af Lene Sindahl Nielsens stamkunder, og hun går gerne en ekstra runde i butikken, hvis Lene Sindahl Nielsen af en eller anden grund ikke lige er ved sin kasse.

"Jeg handler en gang om ugen, og det skal være hos Lene, siger kunden til alt.dk. 

Da prisen skulle overrækkes samledes kollegaer med flag og konfettirør og gik i samlet trop mod kassen, med journalister fra Hjemmet, formand for Fensmark brugsforening, Michael Juhl og uddeler Niels Kjeldsen og direktør for brugsforening Hans Larsen, kom trillende med gavevogne for at overraske Lene. Der var ikke et øje tørt - eller en kasse der ikke var dækket af konfetti. 

"Jeg er pivstolt af Lene", sagde uddeler Niels Kjeldsen: "Det er en sejr for hele holdet og brugsforeningen, for man kan ikke gøre det uden de rigtige rammer. Jeg er stolt af hele foreningen i dag".

Lene Sindahl har været 14 år i SuperBrugsen Fensmark. Hun var nomineret blandt 147 andre kassedamer m/k, og faktisk har hun været nomineret  5 gange.