Interview: Linda P om en barndom præget af misbrug, gennembruddet som komiker og den indre kamp med sig selv

Hun slog igennem som brovtende standupkomiker med hættetrøje og tophue. Men bag den hårde facade var hendes liv præget af misbrug og ar fra en barndom med en alkoholiseret far, der ville ønske, han aldrig havde fået en datter. I otte kapitler fortæller Linda P om daddy issues, flugten fra sig selv og det store sammenbrud. Men også om at smide huen og finde ro som mor, kvinde, komiker
– og ny kreativ chef for Tivolirevyen

1. Piskeris eller lokum?

Mine forældre blev skilt, før jeg blev født. Min mor var sygeplejerske, min far portør, og de mødte hinanden på Diakonissestiftelsen. Det er nok det mest romantiske, jeg kan fortælle om de to. Min mor lå alene på fødestuen, da hun fødte mig. Imens holdt min far fest hjemme i hendes lejlighed, som han stadig havde nøglerne til. Så ikke nok med, at min mor kom udmattet hjem med et lille barn på armen, hun skulle også høre på naboklager, fordi festen var stukket så meget af, at politiet var blevet tilkaldt.
Min mor boede på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre. Det var et bramfrit, varmt og skørt barndomshjem, højt til loftet og mange venner på besøg. Jeg husker Shu-bi-dua og Lis Sørensen for fuld udblæsning og lugten af hendes hårfarve, når hun farvede håret rødt. Til fastelavn syntes hun, at det var kedeligt, at jeg skulle være klovn ligesom alle de andre. Hvorfor ikke piskeris eller lokum? Hun var altid kreativ, arrangerede skattejagt, når der var fødselsdag, tog min seks år ældre søster og mig med ned til ’Knoglesøen’, hvor vi sloges med dunhammere og kunne vinde point. Der var selvfølgelig ikke rigtige knogler i søen, det var bare noget, min storesøster sagde for at skræmme livet af mig. At det var dér, man dumpede resterne fra kirkegården.
Kontrasten til min far på Birkedommervej i Nordvest kunne ikke have været større. Han var ikke rigtig til stede. Og når han var, sad han og mumlede ting, jeg ikke forstod, brokkede sig over regeringen og resten af verden. For det meste var han fuld. Imens sad jeg på gulvtæppet med brændemærker og rødvinspletter og legede for mig selv. Når min mor spurgte, hvordan det gik hjemme hos min far, og hvor meget han drak, fortalte jeg det ikke. Hjemme hos min far var det mig, der var den voksne.
En aften, da jeg var otte år gammel, havde han lånt penge af sin nabo, så vi kunne leje en Moviebox og se ’Hodja fra Pjort’. Jeg forsvandt ind i filmen, mens han sad og svajede lidt. Der stank altid af kirsebærvin i stuen. På et tidspunkt spurgte jeg: ”Far, hvis du kunne vælge én ting ud af alting, hvad ville du så vælge?”
Han kiggede på mig med sine slørede øjne:
”Så havde jeg valgt ikke at få en datter.”

P for Petersen

Linda Petersen, 40 år. Kendt som Linda P. Opvokset i Hvidovre. Uddannet bygningsmaler. Bor i København med sin fireårige datter Nanna.
Brød igennem som standupkomiker i begyndelsen af 00’erne og med satire-tv-serierne ’Piger på prøveløsladelse’ og ’Hvor fanden er Herning?’. Har siden turneret med one-woman-shows som ’Rommen er en tøjte’ (2009), ’Linda P’s hovedpine’ (2014) og ’Slutty Mary’ (2024).
Har ved siden af været manuskriptforfatter, instruktør, skuespiller og medvirket i forskellige tv-programmer. Blev sidste år udnævnt som kreativ chef for Tivolirevyen – hendes første show har premiere i juni.

2. Klods-Hans

Min storesøster og jeg har ikke samme far. Det har man meget sjældent på Vestegnen, som jeg plejer at sige. Hun var ’Mrs. Brainy’, som blev indebrændt, hvis hun kun fik 11 i tysk stil. Jeg var mere sådan: ”Hvornår er skolen færdig, så vi kan lave nogle penge?”
Som otteårig holdt jeg loppemarked nede på bænken foran lejligheden. Da jeg havde solgt for 200 kr., spurgte jeg min mor, om ikke vi havde noget bedre, vi kunne sælge. Så hentede hun nogle antikke vaskebrætter på loftet, og jeg endte med at tjene et par tusind. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, men jeg vidste, jeg ville have mit eget kontor.
Min mor har altid været meget ærlig, på godt og ondt. På et tidspunkt ville jeg gerne være sanger, men der sagde hun: ”Jeg har hørt dig synge.” Og at jeg måske skulle overveje at optræde med noget andet.
I 4. klasse spillede jeg hovedrollen i årets skolekomedie, ’Klods-Hans’. Normalt var jeg genert, men ikke når jeg fik lov til at være en anden. Min mor skreg af grin, når jeg øvede hjemme i stuen. Hun lærte mig, at jeg kunne, hvad jeg ville. At det krævede hårdt arbejde og selvindsigt, men at verden var åben. At jeg var skøn og dejlig, selvom jeg blev mobbet ovre i skolen med, at jeg var grim og tyk og klam.
Fordi skolen var et helvede, sad jeg for det meste derhjemme med min båndoptager. Øvede jokes fra De Nattergale og Ørkenens Sønner og lukkede lort ud. I 7. klasse blev det rigtig slemt med mobningen, og jeg endte med at skifte skole. Det er nok den bedste beslutning i mit liv, og jeg har stadig venner derfra i dag.
Det ændrede dog ikke på, at jeg gik ud af 9. klasse med vished om én ting: Jeg skulle ikke gå mere i skole. Det var fint, sagde min mor, men så skulle jeg tage en anden form for uddannelse. Hun havde selv skiftet fra sygeplejerske til bygningsmaler og foreslog, at jeg kunne blive lærling i det malerfirma i Rødovre, hvor hun arbejdede. På den måde kunne jeg komme til at tjene penge med det samme.
Jeg var den dovne lærling, der kom for sent og sad og sov ude på lokummet. Det var sgu hårdt at møde klokken syv om morgenen. Men jeg lærte at holde af det, både af arbejdet og kollegerne. Jeg fik min første kæreste der, og jeg mødte nogle sjove mennesker. Bl.a. havde vi en svend, der prøvede at skjule, at han drak i arbejdstiden, ved at putte sin øl ned i en flaske Bamseline skyllemiddel.
”Vi synes altså, det er mere underligt, at du går og drikker Bamseline,” sagde jeg.
Så ja, der var lidt nogle typer, ikke?

Linda P har taget kosten i den anden hånd

Linda P har fået de fleste traumer klappet af og føler, hun er ved at finde tilbage til den gamle, fjollede version af sig selv. Hende, der bare elsker at lave comedy.

3. Winnie, Karina og Lizzie

Jeg kunne godt lide at underholde, men havde ikke fundet formen – indtil jeg som 19-årig var hjemme hos min ven Lars og så DM i standup på TV 2 Zulu. Bagefter ringede jeg til FBI (Funny Business Inc., red.) for at melde mig. De fortalte, at der ikke var flere ledige pladser i København, men at jeg kunne komme til de indledende runder i Esbjerg eller Vordingborg. Jeg meldte mig til begge steder og brugte otte måneder på at skrive materiale og øve. Prøvede showet af på min far, men fik ikke den reaktion, jeg havde drømt om, selvom jeg så gerne ville have, han skulle synes, det var sjovt.
Til showet i Esbjerg var Lars og min søster med. Jeg kæderøg en pakke smøger, inden jeg skulle på. På scenen fik jeg kvalme, folk grinede ikke rigtig, og efter to minutter gik jeg i stå. Men jeg blev også ramt af en fandenivoldskhed og besluttede at give det en chance mere i Vordingborg. Det var på spillestedet Stars, hvor jeg indledte med at kondolere med, at de var så fattige i Vordingborg, at de i stedet for borde havde olietønder, som de sikkert selv syntes var fede. Den gik rent ind, og jeg endte med at vinde og gå videre til semifinalen på Comedy Zoo i København. Her kom Anders Matthesen hen og sagde, at han håbede, jeg ville vinde finalen dagen efter. Men på scenen glemte jeg hele den midterste del af mit set og måtte nøjes med en andenplads.
Jeg begyndte at komme fast på byens standup-steder. Det var her, en aften på Kulcaféen i 2005, at jeg mødte Christina Sederqvist. Hun er fra Amager og lige så fucked up som mig, og vi fandt lynhurtigt melodien. På et tidspunkt fortalte hun, at hun havde set, at DR søgte nye talenter, og spurgte, om ikke vi skulle sende noget ind. Jeg sagde ja, men tænkte mest, at det var en god undskyldning for at drikke os stive og tage parykker på.
Vi lavede to karakterer, Winnie og Karina – inspireret af de skæve eksistenser i Sydhavnen, hvor jeg boede. Winnie var grænsepsykotisk og voldelig, Karina brugte for meget selvbruner og havde konstant problemer med mænd. Der var også Pia, som havde ar i ansigtet, fordi hun engang faldt i søvn på en grill. Og ’Duedamen’, som jeg lavede efter at have drukket i hvert fald én flaske rom. Hun elskede at elske med duer, og hvis nogen påstod, at duerne ikke havde lyst, var det, fordi de ikke havde forstand på emnet. Hun hed Lizzie og havde et tic, så hun hele tiden blinkede kækt med det ene øje. Jeg har aldrig lavet karakteren siden, for det bliver aldrig lige så sjovt som i den brandert. Det er det bedste, jeg nogensinde har lavet, og der er ingen, der har set det.

"Jeg er ikke woke, men heller ikke hårdnakket anti-woke. Jeg er ikke med på, at fordi man opførte sig eller talte på en bestemt måde engang, skal man bare have lov til at blive ved. Hvorfor er det sjovt at losse nedad bare for at losse nedad? For mig er pointen bare, at det skal være sjovt, og det tror jeg godt, det kan være, uden man skal insistere på at holde fast i 90'ernes sarkasme. Men jeg har heller ikke lyst til at falde i den anden grøft. Jeg vil ikke være en af dem, der er bange for at sige noget som helst."

Jeg vil ikke være en af dem, der er bange for at sige noget som helst

Linda P

4. Rom og cola

I julen 2005 ringede Jesper Rofelt. Han havde været med til at lave ’Drengene fra Angora’ og var i gang med et satireprogram for nye talenter, der skulle hedde ’Flemmings helte’.
”Der er godt nok noget bras imellem,” sagde han. Men Winnie og Karina kunne han godt lide.
Sketchen kom til at hedde ’Piger på prøveløsladelse’. Det var os og en masse andre nye talenter – og det var en kæmpe chance for sådan en som mig. I første omgang var der bare ikke rigtig nogen, der så det.
Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte om Facebook og tænkte: ”Hold kæft, noget bræk.” Men pludselig gik ’Piger på prøveløsladelse’ amok. Klippene lå på YouTube, og de blev delt helt vildt. Et af dem fik 110.000 visninger, hvilket dengang var fuldstændig vanvittigt.
Efterfølgende lavede jeg både ’Wulffs magasin’ med Mikael Wulff og ’Biblen’ med Jonatan Spang. Pludselig begyndte folk at genkende mig på gaden, og det havde jeg det rigtig svært med. Ikke at jeg kan skyde hele skylden på det, for der var nok også nogle daddy issues, men min løsning blev at drikke mig stiv. Indtil jeg fyldte 18, drak jeg slet ikke, men spillede bare fuld. Nu havde jeg fået smag for rom og cola.
I 2008-09 stykker gik det helt bananasplit. Jeg fandt ud af, at jeg ikke rigtig kunne holde mig vågen på rom og cola, og begyndte at tage rigtig meget kokain. Linda Petersen, der var genert og blev mobbet i skolen, blev skiftet ud med Linda P, der gik med hue og var fucking ligeglad.
Nu var der piger, der syntes, at jeg var flot og tiltalende. Folk, som faktisk syntes, at jeg var god nok. Det fattede jeg ikke noget af. De kunne lige så godt have talt indisk til mig. I sådan en situation kan man lynhurtigt komme til at overbevise sig selv om, at man er lesbisk. Jeg elsker stadig damer, men i virkeligheden var jeg nok mest bare bange for mænd. Så det blev en hel livsstil at være hende lebben, der drak, knaldede damer og gik amok.

4 hurtige om forbrug

Jeg skiller mig aldrig af med … mine Adidas Superstar-sko. Jeg har seks par, og dem kommer jeg aldrig til at stoppe med at gå i. Det er bare de bedste sko.
Jeg har god samvittighed, når jeg køber … grønt. Men det er med hovedet helt oppe i røven. Det er ikke for planetens, men min egen krops skyld.
Min største guilty pleasure er … sødetabletter. Min ’fys’ har sagt, at jeg er nødt til at stoppe, fordi det ødelægger kroppen. Men jeg fyrer 5-10 stk. i alle de syv kopper kaffe, jeg drikker om dagen.
Jeg ville aldrig bruge penge på … køkkenrulle. Det er frås, siger min mor. Men hun er også typen, der beholdt en støvsuger i 15 år, selvom låget fløj af, hver gang hun tændte den.

Læs mere

Interview med Steffen Brandt fra TV-2

5. En nat i gøgereden

I august 2013 var jeg på Skanderborg Festival for at åbne den store scene på festivalens næstsidste dag sammen med bl.a. Jonatan Spang og Mick Øgendahl. Det var eskaleret med alkoholen og stofferne, og omme bag scenen faldt jeg om i en skurvogn. Jeg kan stadig ikke forklare, hvor voldsomt det var: Fra det ene øjeblik til det andet var der ikke andet end død og ødelæggelse i mit hoved. Jeg var sikker på, at nogen havde drugget mig, og jeg var lige så sikker på, at jeg havde brækket min skulder – selvom der intet var galt, og alkohol- og narkotikatesten i samariterteltet var negativ.
Mens jeg klyngede mig til min booker, blev jeg ført ud i en taxa og kørt på psykiatrisk afdeling. Det var Mick, der mente, at der ikke var nogen vej udenom. Den ene del af mig nægtede at tabe ansigt, mens den anden tænkte, hvor befriende det ville være at gi’ slip. Bare få lov at være crazy.
Jeg fik nogle piller, der dæmpede tankerne. Det var noget nær det bedste døgn i mit liv. Endelig kunne jeg holde fri, ikke bare fra min karriere, men fra hele mit liv. Fra at være hende, der som barn skulle sørge for, at der var god stemning. Hende, der løj for mor om, hvor meget far drak.
Da jeg vågnede næste morgen, kom jeg til den erkendelse, at der nok var nogen, der havde mere brug for sengen. At jeg nok skulle klare det, selvom det ville blive hårdt. Jeg holdt jo også af livet og havde aldrig overvejet selvmord et sekund. Til personalet havde jeg sagt, at de ikke måtte ringe til andre end Christina Sederqvist, og hun fortalte mig efterfølgende, at hun var sikker på, at de ringede, fordi jeg var død. I lang tid havde hun frygtet, at jeg ville ende med en overdosis. Sådan var der flere af mine venner, der havde det, og jeg kan godt forstå dem. Jeg var jo fucking ligeglad og købte stoffer på gaden. Christina ville have mig til at gå til AA, men jeg vidste, at det ikke var noget for mig. I stedet begyndte jeg for første gang i mit liv at gå til psykolog.

Linda P om at blive chef for Tivolirevyen

"Da jeg blev tilbudt jobbet, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at give revyen et nyt touch. Med al respekt er der stor forskel på det, Tivolirevyen har været, og det, som jeg står for. Jeg nægter simpelthen at komme ind på scenen i ferskenfarvet jakkesæt og synge velkommen til publikum, og når jeg har sådan en højrøvet tilgang, er jeg jo nødt til at vise, at jeg kan lykkes med noget andet. Det gjorde min instruktør lidt nervøs: 'Ville jeg virkelig komme ind på scenen i tavshed? Skulle der ikke være bare en enkelt lille trompet?' Men jeg vil gerne vende det hele lidt på hovedet."

6. Helt ude at skide

To år forinden var min far død som 54-årig. Han havde drukket sig ihjel, og jeg kunne ikke engang overskue at tage til hans begravelse. I dag kan jeg se, at hans død bragte nogle ting op til overfladen, som kulminerede den dag i Skanderborg.
Kort før han stillede træskoene, havde jeg været i Frederikssund for at besøge ham for første gang i årevis. Han sad i et hjørne og hang, og der stank af død. Han kunne næsten ikke tale og havde blod på læberne, så jeg fik ham overtalt til at tage på hospitalet. Mens jeg stod der i hans stue, opdagede jeg, at han havde plastret alle væggene til med udklip af artikler og billeder af mig. Det gjorde mig så rasende, at han aldrig havde kunnet fortælle mig, at han var stolt af mig. Siden jeg var barn, havde jeg jagtet hans anerkendelse, men aldrig fået den. Og nu sad han der og drak videre af sin kirsebærvin, mens han var ved at dø.
Min psykolog sendte mig ud på kirkegården for at tale med min far. Selvom han ikke kunne høre mig, mente hun, at jeg havde brug for en dialog med ham, brug for at få afløb for nogle ting i stedet for at drukne dem i alkohol og stoffer. Jeg var pissebange, men jeg kørte derop og begyndte at tale. Da jeg først kom i gang, kom ordene overraskende let.
Mest af alt gjorde det mig bare ondt, at min barndom ikke var normal. Sådan tror jeg også, at andre børn, der vokser op med en alkoholiseret forælder, har det. Jeg kan huske, at jeg løj for mine klassekammerater om, at på torsdag ville min far komme og hente mig, og så skulle vi på museum. Eller fandt på historier om, at han altid lavede alt for meget mad, når vi skulle have spaghetti med kødsauce. Det var sådan nogle mærkelige ting at lyve om, når det eneste, han kunne overskue, var at stege et broccolihoved, så det var helt sort på den ene side og frossent på den anden, fordi han var så stiv i hjemmelavet brændevin.
Jeg ville ønske, at jeg havde haft nogen at sige det til. At nu var min far på flugt igen, fordi han skyldte penge. At jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, når politiet spurgte, hvad han hed, fordi han havde skiftet navn otte gange i forsøg på at undgå gæld. I stedet måtte jeg nu, mange år senere, sige det til en psykolog og tale til en gravsten. Der gik et halvt år, hvor jeg trak mig fra offentligheden, mens jeg blev ædru og clean. I starten gik jeg til psykolog tre gange om ugen, hvilket er virkelig meget. Men jeg var også helt ude at skide.

"Dengang min far sagde, at han ville ønske, han ikke havde fået en datter, gik jeg direkte hjem til min og bad hende om at klippe mig korthåret."

Linda P

7. Ham der med huen

"Jeg tror, du skal øve dig lidt i at være kvinde,” sagde min psykolog.
Dengang min far sagde, at han ville ønske, han ikke havde fået en datter, gik jeg direkte hjem til min mor og bad hende om at klippe mig korthåret. Men det sjove er, at da jeg startede med at optræde, havde jeg faktisk løst hår og gik i stramme bukser. Pigen var der stadig.
Da jeg blev kendt, var det bare nemmere at vælge stodderen. ”Ham der med huen,” som min psykolog sagde. Det var ham, der beskyttede mig i skolegården, og det var ham, der i flere år fik mig til at føle mig usårlig. Jeg fik besked på at tage huen af og prøve at kigge mig i spejlet uden at smadre det, som jeg plejede. I starten var det mærkeligt. Jeg elsker at have hue eller kasket på, og jeg har sagt til mig selv, at jeg stadig gerne må tage den på. Det må bare ikke være, fordi jeg hader kvinden i mig og synes, at jeg er en skraldespand. Det var dét, øvelsen gik ud på.
Da jeg smed huen og begyndte at gå i kjole, var jeg bange for, hvad mine fans ville sige. At de ville tænke, at det hele bare var en stor, fed løgn. Men det gik op for mig, at dem, der fulgte mig tæt, havde set mig hele vejen igennem. De havde ikke bare forelsket sig i den brovtende lebbe. Jeg har prøvet at se nogle af mine tidlige shows, og det er ikke til at holde ud at se, hvordan alle mine jokes handler om, at jeg har ret, og andre tager fejl. Så da jeg lavede mit seneste show, ’Slutty Mary’ (i 2024, red.), havde jeg en regel om, at jeg kun måtte skyde indad eller opad. Og om, at jeg skulle holde mine jokes over bæltestedet – det lykkedes ikke.
I de fem år, hvor jeg gik fast til psykolog, oplevede jeg, at publikum bare åd mit mere reflekterende materiale. Men jeg kunne også mærke, at både de og jeg selv savnede, at det bare var jokes. Det nåede til et punkt, hvor jeg følte mig lidt fanget af det og konstant overanalyserede alt i mit liv, men i dag har jeg fundet en balance, og jeg kan se, at det var godt givet ud. Jeg har fået klappet de værste traumer af, så jeg nu kan finde tilbage til den gamle, fjollede Linda P, der bare elsker at lave comedy. Jeg tror også, jeg er ved at være klar til at gøre grin med min far. Jeg har optrådt med jokes om, at han nogle gange tog fejl af sin shawarma og sin nøgle, når han skulle ind derhjemme. Men nogle af de mere alvorlige ting skal lige gøres spiselige, hvis de skal blive sjove.
I mange år gav jeg mit glade jeg til scenen, så der ikke var mere tilbage til mig selv. Men jeg vil sgu da også gerne have noget af den glade Linda. I dag prøver jeg at opføre mig som en, der har fortjent bedre. Taler pænt til mig selv. Siger, at jeg ikke er højrøvet, fordi jeg går med tøj uden huller i.

8. Clean, ædru, mor

Der er to ting, der gør, at du bliver moden: Det ene er at få et barn, det andet er at miste en forælder. Først dér opdager man, at alting ikke er for evigt. Tiden rinder sgu ud.
Jeg har altid vidst, at det var min lod i livet at blive mor. Men jeg vidste også, at jeg først skulle være clean, ædru og i stand til at stole på mig selv.
For nogle år siden kom min mor hjem fra en ferie på Bornholm og sagde: ”Jeg har mødt den perfekte mand.”
”Ej, hvor dejligt, mor,” sagde jeg.
”Til dig,” sagde hun så. Hun er simpelthen så cringe.
Men hun fik ret. Rasmus og jeg blev forældre til Nanna i 2020. I dag er vi gået fra hinanden, men der er stadig meget kærlighed, og jeg synes, vi er gode til at være forældre sammen. I bund og grund er jeg jo bare glad for, at hun har en far. En, der kan finde ud af at være det.
Som mor prøver jeg at være så normal og kedelig som muligt. Min egen mor kan næsten ikke have det, når Nanna gerne vil være Supergirl til fastelavn ligesom otte andre piger i klassen, men jeg tænker: ”Pragtfuldt. Vær normal, min pige. Læs jura. Vær fucking kedelig.” Jeg elsker det. Jeg vil gerne have, at hun får fuldstændig samme odds som alle andre og ikke føler, at hun skal være sjov ligesom sin mor.
Men jeg kan ikke løbe fra, hvem jeg er. Jeg er jo lidt skør. Og en total hønemor. Nu har jeg fået talt om det, men på et tidspunkt var jeg så bange for, at der skulle ske min datter noget, og jo mere bange jeg blev, desto mere sad jeg for nedrullede persienner, når jeg havde puttet hende. Jeg læste alle de værste historier om død og ødelæggelse og fucking crap, og jeg kiggede på statistikker over knivstikkerier osv. Alt, hvad jeg kunne byde min reptilhjerne af lort. Jeg var sikker på, at der ville ske noget slemt, når hun var i børnehave, og jeg bekymrede mig om, at hun skulle falde og slå sig eller blive kørt over. Min psykolog fortalte mig, at den mekanisme i hjernen gav god mening, dengang det var sandsynligt, at der kunne komme en sabeltiger og æde én, når man gik ud ad døren, men sådan er det jo ikke i dag. Og det værste, man kan gøre, er at forsøge at kontrollere et barn. Så jeg prøver at give slip. Hun skal bare have lov til at leve i sin lalleglade, dejlige verden.