Redaktionen anbefaler
Når du fryser hakkekød i flade pakker, er det nemmere at holde orden i fryseren, og kødet fylder mindre. Samtidig tør de flade pakker hurtigere op end en stor klump kød.
”Kom kødet i en frysepose, pres den flad og få så meget luft ud som muligt. Læg posen på et plasticskærebræt i fryseren, så den ligger helt flad. Når kødet er frossent, kan man fjerne skærebrættet og stille pakkerne på højkant eller lægge dem oven på hinanden,” siger Kristine Melgaard-Mani.
Det kan være svært at holde styr på, hvad fryseren gemmer på, og hvor længe madvarerne har ligget på frost. For at skabe overblik kan du lave en liste over, hvilke madvarer der kommer i fryseren, og hvornår du lægger dem i.
Du kan bruge notefunktionen på din telefon, lave en liste på papir eller bruge appen Frysertjek, hvor du bl.a. kan lave lister over, hvad du smider i fryseren, og sortere frostvarerne efter holdbarhed.
”Det er især smart at lave en liste, hvis fryseren står i et skur eller i kælderen. Det er nemlig nemmere at kigge på sin liste i stedet for at tjekke fryseren,” siger Kristine Melgaard-Mani.
Skriv navn og dato på maden, inden du kommer den i fryseren. Så har du bedre overblik over, hvad fryseren gemmer på, og hvor længe frostvarerne har ligget der. Kristine Melgaard-Mani anbefaler også, at du lægger de ældste madvarer først fremme, når du åbner fryseren:
”De ældste madvarer skal ligge øverst eller stå forrest i fryseren, så de bliver brugt først. På den måde får du en god cirkulation i fryseren og undgår, at madvarer bliver glemt bagest i skufferne.”
En god tommelfingerregel er desuden, at når noget kommer i fryseren, skal noget andet også ud.
”Lav madplan med udgangspunkt i, hvad der er i fryseren. Så er man sikker på at få brugt de madvarer, man kommer i den,”forklarer Kristine Melgaard-Mani.
Hun foreslår også at indføre en fast ugentlig eller månedlig restedag, hvor aftensmaden består af noget fra fryseren. Det kan være en middagsrest, en pakke kød eller en åben pose med ærter.
Kød, der er pakket i en beskyttende atmosfære i en bakke eller pose, skal pakkes i en frysepose eller anden emballage, der er egnet til nedfrysning. Når du pakker kødet om for at lægge det i fryseren, er det en god idé at gemme den originale etiket fra emballagen. Her står ofte oplysninger om stegetid, kernetemperatur og tilberedning.
”Klip etiketten af kødemballagen, og læg den med i fryseposen eller beholderen. Så har du styr på, hvordan kødet skal tilberedes,”siger Kristine Melgaard-Mani.
Frys mad ned i mindre portioner, der er nemme at tage op og bruge direkte i madlavningen. Det gælder blandt andet kød, ost og kogte bælgfrugter. Når du fryser små portioner, undgår du at tø mere mad op, end du får brugt, og det bliver lettere at få maden fra fryseren ind i hverdagen.
Små poser og bøtter kan nemt forsvinde mellem de større madvarer i fryseren. Derfor råder Kristine Melgaard-Mani til at samle små rester ét sted i fryseren:
”Lav en skuffe eller en mindre kasse til madrester som pizzasauce, revet ost eller små portioner aftensmad. Så er de nemmere at finde og få brugt.”
Løg, hvidløg, ingefær og chili er oplagte at fryse ned, hvis du har rester til overs. Skræl dem og del dem op i mindre stykker, inden de kommer i fryseren.
”Når man har smagsgivere i fryseren, slipper man for at købe ind, hver gang man skal bruge dem,” siger Kristine Melgaard-Mani.