Interview: Simon Jul om alt fra Banjos Likørstue, bajere og blackouts til at finde roen i Thy

Det støvregner i landsbyen Stenbjerg i Thy, hvor buske og træer læner sig troligt fremad i den evige vestenvind. For enden af en kroget grussti åbner Simon Jul døren til den hvide bondegård, og straks kommer hunden Sonja løbende med logrende hale.

”Sonja, nu skal du være sød,” siger han roligt, da hoveddøren er lukket igen. Han er ved at sætte en kande kaffe over på Moccamasteren. 

”Altså, vi har ikke mælk. Det er totalt oldschool sort kaffe. Når jeg er hjemme i København, elsker jeg at gå ned og købe sådan en fuldstændig out of budget-caffe latte, men heroppe står den altså på mokka.”

Han skænker tjæresort kaffe op og tager kopperne med ind til stuebordet.

”Det er også en af de ting … I København kan jeg få alt hele tiden. Midt om natten kan jeg bestille en liter kærnemælk med rosinsmag. Heroppe skal man fucking rubbe neglene. Hvis ikke man når at handle ind før klokken 20, så er løbet bare kørt.”

Det er kærestens gård, og den 47-årige komiker, skuespiller og musiker har stadig officielt adresse på ”gode, gamle Frederiksberg”, hvor han har boet i 24 år, men han bliver gladere og gladere for at være i Thy, og derfor tager han typisk de 400 km frem og tilbage et par gange om ugen.

”Det er nok sådan en mindset-ting, men det generer mig overhovedet ikke. Jeg har ikke børn, og min kæreste er fantastisk, for hun har taget mig med hud og hår, og hun vidste udmærket, hvad det indbefattede. Det er fuldstændig optimalt, at jeg kan tage herop og være væk fra alt ’det der’ i byen. Det er en kliché, men der er bare en helt anden ro.”

Desuden har Simon Jul en bondegård på Djursland, som han også passer, sammen med ’Bonderøven’ Frank Erichsen. Det betyder, at han rundt regnet tilbringer en tredjedel af sin tid i København, en tredjedel på Djursland og en tredjedel her i Thy.

”Hvis man skal lave sådan et mærkeligt billede på det, så har jeg delt mit hjerte op i tre, der tilhører hvert sit sted, og tilsammen giver det et helt hjerte, som er mit,” siger han, stopper så op og smiler fjoget. 

”Okay, det lød jo som den vildeste Ga-Jol-pakke-poesi nogensinde!”

Skulle i hvert fald ikke til Thy

Simon Juls forhold til Thy går faktisk helt tilbage til barndommen. Hans forældre kom ofte i Klitmøller, fordi morens bedste veninde havde et sommerhus i det, der i dag er et surfermekka, men dengang var et fiskerleje, og derfor var han og lillesøsteren med på slæb.

”Alle mine venner skulle til Mallorca og Korfu, og så skulle jeg til fucking Nordvestjylland. Vi skulle til Klitmøller, til Tornby Strand, til Tranum Klit Camping og til Bulbjerg. Hele nordvestkysten var min barndoms sommerferier, og hver gang kom jeg hjem til de der drenge og piger, som havde været på all inclusive med sodavandsautomater og sådan noget.”

Så snart Simon Jul blev gammel nok, var det da også helt andre steder, han søgte hen. Bortset fra et par drukferier til Santorini og Calella med gymnasievennerne kunne det nærmest ikke blive eksotisk nok – regnskoven i Sydamerika, krudttønder i Mellemøsten og udørkner i Sibirien og Centralasien.

”Jeg skulle for alt i verden ikke til Thy. Jeg skulle noget helt andet!”

Faktisk havde han en periode fra omkring 15 til 30 år, hvor han slet ikke lagde vejen forbi Thy. Det var først, da han lavede ’Morgenhyrderne’ på Radio 100FM med Lasse Rimmer og Signe Muusmann i 2007, og de skulle give hinanden udfordringer, hvor en af dem gik ud på, at han skulle lære at kitesurfe, at han endte tilbage i barndommens feriekoloni.

”Lige pludselig kom de der … er det barndomsminder, man kalder dem?” spørger han og ser et øjeblik forundret ud. 

”Nå, men de kom frem igen, og jeg kunne pludselig huske det der hus og den der vej, hvor der i gamle dage lå en tingeltangelbutik, og jamen, så faldt jeg bare pladask for lortet igen.”

Passionen for madlavning kom ikke fra fremmede 

Når barndommens ferier gik til destinationer som Thy, skyldtes det mest af alt, at forældrene var en smule alternative. De var hippier af sind og havde allerede dengang fokus på bæredygtighed. Det kom også til udtryk ved middagsbordet i Vejlby, en lille by uden for Grenaa, hvor Simon Juls mor, der arbejdede som husholdningslærer, begrænsede mængden af kød og fisk og i stedet serverede masser af bælgfrugter og grønt.

Også det betragtede sønnen med en vis skepsis, særligt når det var hans tur til at have kage med i skole, og han måtte troppe op med hjemmebagt squashkage med revne gulerødder og hasselnødder fra haven. Omvendt smittede morens passion for madlavning af på ham, han assisterede ofte i køkkenet og rendte i køkkenhaven for at hente de fornødne krydderurter. Som 17-årig kom han i praktik som opvasker hos kendiskokken Jan Friis-Mikkelsen på restaurant Tinggården i Nordsjælland. Sammen med to andre overnattede han i en campingvogn og var fuld af begejstring over at blive en del af den kulinariske verden. Den rutinerede køkkenchef så samtidig et lys i ham, og inden længe avancerede han til at skrælle kartofler og fik siden ligefrem lov til at hjælpe til med madlavningen.

DR's talenthold trak i ham

Simon Jul gjorde sig store tanker om at gå kokkevejen, da han i 1998 faldt over et avisopslag om, at DR’s talenthold søgte nye talenter. Han var stor fan af radioprogrammer som ’Det elektriske barometer’, ’Erotica’ og ’Tværs’ med Tine Bryld i værtsrollen, så han kunne ikke dy sig for at sende en ansøgning af sted. Om ikke andet så for at få bekræftet, at de selvfølgelig ikke kunne bruge sådan en som ham.

Men til hans egen store overraskelse blev han en del af talentholdet sammen med bl.a. Andrea Elisabeth Rudolph og Adam Duvå Hall, og et par år senere fik han sit gennembrud med satireserien ’Banjos Likørstue’. Her spillede han og Jan Elhøj bl.a. ungdomsreporterne Kim og Kenned, og han husker stadig, hvordan han en søndag aften, umiddelbart efter første udsendelse, skulle optræde på det lille musiksted Drop Inn i København. Det havde han gjort masser af gange før for hyggens og håndørernes skyld, men denne aften begyndte nogle af de fremmødte pludselig at råbe: ”Hey, det er Kim! Det er sgu da Kim! Kim!”

”Der var ingen, der normalt råbte, når vi spillede akustisk guitar søndag aften, så det var altså lidt vildt at opleve. Man hører nogle gange det der med, at man kan blive kendt over natten. Det blev vi. Det stak helt af,” siger Simon Jul om startskuddet til et langt liv i underholdningsbranchen.

”Jeg har aldrig haft en drøm om at være komiker. Jeg synes, at det er en lidt mærkelig gave at have at være både frivilligt og ufrivilligt sjov. Jeg ville hellere være musiker eller kok, men jeg var åbenbart dygtigere til at være sjov, og derfor tænkte jeg: ’Så løber jeg med den.’”

Gik i terapi og misbrugsbehandling

Simon Jul var godt og grundigt ”slidt indvendigt”, som lægen bramfrit formulerede det, og han blev tvunget til at vinke farvel til alt – alkohol, smøger, kaffe, stoffer og fed mad. 

Han havde været vant til at gøre alt det, der er hårdt for kroppen, både fysisk og psykisk, og derfor var det også en drastisk beslutning, men han fandt samtidig ret hurtigt ud af, at det ene havde ledt til det andet.

”Når jeg drak, fik jeg lyst til at tage narko, når jeg tog narko, blev jeg et røvhul, og når jeg blev et røvhul, fik jeg moralske tømmermænd, og så havde jeg brug for hurtigt at drikke igen,” siger han og fortæller, at han i fire år brugte rigtig meget tid på samtaleterapi og misbrugsbehandling, hvor han bl.a. måtte erkende, at han har et seriøst misbrugsgen. 

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er gået sønderknust hjem efter en times psykologhjælp. Jeg har bare siddet i bussen og set ud, som om jeg har fået flået hele ansigtet af og bagefter trukket hjertet ud igennem øjenhulen, og så er det blevet siddende fast som sådan en stor byld oven på mit hoved. Når alle de ting, der fucker med dig fysisk, er ude af billedet, kommer der et efterspil rent mentalt, for så bliver man nødt til at konfrontere resten. Det var fandeme vildt, også fordi jeg vidste, at alt det shit, jeg havde gjort, havde været min egen skyld. Det var mig selv, der var løbet direkte ind i det brændende hus med ansigtet smurt ind i benzin. Jeg kunne ikke skyde skylden på nogen andre.”

Den dårlige samvitthed nagede

Når ikke Simon Jul var derhjemme og prøvede at samle sig, tog han ad flere omgange til Bornholm eller søgte mod det velkendte Nordvestjylland. I København var der så mange venner og bekendte fra branchen, og så vidste han, at han lynhurtigt ville ende med at stå og snakke om et eller andet nyt rammekoncept over en flaske halvdårlig rosé, og i den periode havde han brug for ikke at snakke om arbejde, men holde fri, tømme hovedet og forsøge at komme overens med den dårlige samvittighed, han døjede med.

”Det, jeg sad tilbage med, var faktisk en følelse af, at hold kæft, hvor har jeg haft hovedet oppe i egen røv. Der er et stort aspekt af egoisme i at leve på den måde, og det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde negligeret min familie og de mennesker, som rent faktisk er de allervigtigste for mig,” siger han. 

I flere år så Simon Jul kun yderst lidt til sine familiære relationer og missede mange fødselsdage, juleaftner, konfirmationer og mærkedage, som betød meget for hans nærmeste, men som han ikke selv kunne se nødvendigheden af at deltage i.

”Åh, fuck altså, den dårlige samvittighed der, ikke? Man kan godt slippe tyngden i den – det der med, at det kradser i sjælen, når man ser nogen, man har dårlig samvittighed over for, men jeg ved ikke, om den nogensinde helt forsvinder. Det var ikke engang, fordi det handlede om tilgivelse fra deres side. De vidste godt, hvem deres søn var, og ja, han havde lidt problemer i nogle år, men de var bare glade for, at han var begyndt at fatte det selv. Det handlede meget mere om at kunne tilgive sig selv.”

Fik hjælp af psykolog

Længe gjorde Simon Jul sig ingen tanker om en dag at vende tilbage til ’det søde liv’. Det vakte genklang i ham, at man i misbrugsbehandlingen havde en tommelfingerregel om, at man kunne falde tilbage i et misbrug på 48 timer. Men efter i mere end fire år at have holdt sig fra kaffe, smøger, alkohol og fed mad begyndte tanken alligevel at melde sig: Kunne man lære at drikke, spise, ryge på en balanceret måde?

”Jeg ville gerne tilbage til at begynde at drikke alkohol igen. Jeg elsker vin, øl, sprut – alt med procenter faktisk, men ­spørgsmålet var jo, om jeg kunne komme tilbage til bare at drikke en øl en gang imellem eller et glas vino eller en lækker cocktail, uden at jeg straks ville begynde at lave min egen cocktail, som egentlig bare var en flaske vodka med en rosin i, eller drikke tusind øl,” siger han og fortæller, at han fik at vide af de mennesker, som hjalp ham, at det simpelthen var verdens dårligste idé, fordi han har så latent et misbrugsgen.

Hen over et par måneder havde han løbende snakke med sin psykolog om, hvorvidt det overhovedet var muligt at lære at kontrollere sit alkoholforbrug. De første mange gange han nærmede sig emnet, satte hun lynhurtigt foden ned: ”Det skal du slet ikke prøve på. Du ryger øjeblikkeligt tilbage.” Til sidst sagde han til hende, at enten måtte hun hjælpe ham med det, eller også måtte han finde en anden, som kunne gøre det.

”Med tiden blev jeg meget ­opmærksom på, at det måske ikke handlede om, at jeg skulle lære at kontrollere min trang til at drikke, men at jeg skulle lære at kontrollere det, der gjorde, at jeg ville drikke videre – at jeg ville videre ind i rusen, i kontroltabet, i vanviddet, i gakkelak­heden.”  

Begrænsningens kunst blev en stor sejr

På det tidspunkt var han så overbevist om, at hans stædighed nok skulle forhindre, at det gik galt igen, at han sagde til folk omkring sig, at hvis han fuckede op igen, ville de have carte blanche til at lave en ’Blinkende lygter’ på ham og låse ham inde i en fryseboks i en kælder.

Han besluttede sig for, at han skulle have sin første øl i flere år, og at det var vigtigt for ham, at han var omgivet af gode venner. Det landede på, at det skulle ske på hans foretrukne tapasbar i Madrid i forbindelse med, at vennegruppen var i den spanske hovedstad for at se fodboldholdet Real Madrid. 

Han fik serveret en caña – en af de klassiske små spanske fadøl – og øjeblikkeligt mærkede han lysten til at ”hamre igennem”, som han kendte fra gamle dage.

”Mine venner kunne se det på mig. Det var ligesom ’Me, Myself & Irene’ med Jim Carrey, hvor han bliver sindssyg. De kunne godt se, at o.k., nu havde jeg fået en øl, og nu bliver det vildt.”

Men i stedet for straks at drikke den næste tog han og vennerne en snak om, hvordan trangen føltes, og hvad det kunne føre til. Han holdt sig til en lille fadøl mere, og herfra stod den på vand og kaffe.

”Den sejr, det var at vågne op dagen efter og vide, at jeg havde været ude sammen med drengene og fået to øl … Det var fandeme stort.”

Vil dyrke sine egne grøntsager

Lige uden for hoveddøren ligger Nationalpark Thy. Markerne omkring, som Simon Juls kæreste ejer, er en del af nationalparken. Det drejer sig i alt om tre hektar, der lige nu er græs til vinterfoder, men det er planen, at de gerne vil i gang med at dyrke grøntsager.

”Hun er ikke så landbrugsfikseret, som jeg er, og jeg kender kun jorden fra Djursland, hvor man kan dyrke rigtig mange ting. Jorden heroppe er noget fuldstændig andet, men det er også en del af trippet for mig, at man ikke skal dyrke det samme overalt. Man må lade naturen diktere – det er jo altid megaspændende!”

Vesterhavet ligger blot et par kilometer væk, og han skal i det hele taget ikke bevæge sig langt for at finde fiskeriet, landbruget, naturen – alt det, han de seneste 10 år i stigende grad har interesseret sig for. 

I 2022 blev han en del af regeringens fiskerikommission, der skulle undersøge, hvordan man fremtidssikrer det danske fiskerierhverv. I den forbindelse fik han lov til at sidde med ved bordet og læste ”usandsynligt mange” rapporter om udvinding af naturressourcer.

”Jeg kan ikke gennemskue den grønne trepart, jeg er simpelthen ikke klog nok, men i stedet tager jeg ned på havnen i Hanstholm og snakker med fiskerne for at forstå den evolution, som fiskeindustrien har gennemgået. Jeg er jo ikke full-blown landmand, jeg er ikke full-blown fisker, men jeg arbejder med tingene, og jeg vil gerne prøve ordentligt at forstå det store billede.”

Ny podcast om danskernes traditionelle madvaner

Senere i dag skal han forberede et nyt afsnit til podcasten ’Alt om historie’, som han laver med Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet. Også selvom han ikke selv ved ”en fløjtende skid” om historie.

”Jeg er totalt lægmand. Ligesom med tusind andre ting, jeg har lavet, ruller jeg bare lige ind fra siden. Vi er begge to nogle spradebasser, så vi snakker om tingene på en måde, som den akademiske elite sikkert ville vende sig i graven over,” siger han og tager fat i et af stearinlysene på spisebordet. 

”Hvad fanden har stearin betydet for vores historie? Vi stiller sådan nogle børnespørgsmål, og så dykker vi ned i kaninhullet. Det kan også være kannibalisme, som vi lavede et afsnit om for nylig. Det har åbenbart haft vanvittigt stor betydning for, hvem vi er som mennesker i dag, at vi simpelthen har spist hinanden. Så begynder Rane og jeg at sidde og flippe lidt sammen, og så ryger snakken pludselig over på, o.k., ville du spise et McMenneske? Det er pissehamrende sjovt.”

Han står i forvejen bag madprogrammet ’Oraklet fra Fondue’ på YouTube, og snart lancerer han endnu et program på samme platform, ’Eat Out The Danes’, hvor han på sit ”virkelig dårlige danglish” vil lære tilflyttere i Danmark eksempelvis at lave traditionelle retter.

”Der er masser af folk, som gerne vil fortælle om vores højgastronomiske verdenselite, men hvad med det klassiske danske? Hvis jeg selv flyttede til et andet land, ville det da være fedt at kunne lære noget om det lands traditionelle middelklasse-arbejderkøkken og på et sprog, man kunne forstå,” siger han og fortæller, at det også er meningen, at programmet skal byde på en introduktion til de forskellige mærkninger om økologi, bæredygtighed, dyrevelfærd og på anbefalinger til indkøbssteder og produkter.

”Når jeg selv er ude at rejse, elsker jeg at gå på opdagelse i supermarkeder, men man har jo ingen anelse om, hvad der er i produkterne. Man tager bare en flot pakke med en krabbe på og en nytårsraket og en chili som symboler, og så kommer man hjem, og så er det forfærdeligt.”

Et besøg hos en søvnklinik fik Simon Jul til at spærre øjnene op

Det er ikke mange kendte danskere, der i tidens løb har lavet lige så mange forskellige ting som Simon Jul. Det er noget af det, som han er allermest stolt over og taknemmelig for, men han er også hele tiden opmærksom på ikke at komme til at arbejde for meget. Faktisk var det noget af det, som lægerne måtte påtale over for ham i forlængelse af hans sygdomsforløb. Det kunne godt være, at han havde skåret meget af den usunde livsstil væk, men det var altså heller ikke sundt at arbejde 120 timer om ugen og sove for lidt. Han endte med at besøge en søvnklinik, hvor de fandt ud af, at han maksimalt fik 3-4 timers restitutionssøvn pr. nat – og højst sandsynligt havde haft det sådan i mange år. Han gik til sovetræning og lærte at falde til ro på en anden måde. Tidligere ville han arbejde, indtil han gik i seng, og så ville han stå op, tænde en smøg og så gå i gang igen. Sådan er det ikke i dag, og på den måde føler han sig i balance – i det omfang, man nu kan snakke om den slags.

”Nu bliver det meget bivokslys i en italiensk vinflaske og efterskolesamtale, men der er jo noget om det der balance-ubalance. Man er nødt til at fucke op for at lære, hvad der fungerer bedst for én. Sådan har det i hvert fald været for mig,” siger han og fortæller, at han længe efter, at han fik konstateret sin sygdom, døjede med tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Hvem er jeg?” ”Hvad laver jeg her?” ”Hvad er mit formål med at være her?”

Han fandt ikke nødvendigvis svarene, men landede på, at han måske kan lære at mærke sig selv på en måde, så han rent faktisk er mest glad, og så han føler, at han kan bidrage til sine omgivelser på den mest meningsfulde måde.

”Man bliver også fucking ældre, ikke?” siger han og tager en slurk af kaffen. 

”Jeg er jo helt klart i livets anden halvleg, og jeg regner ikke med uafgjort og forlænget spilletid.”

Sidste år turnerede Simon Jul med sit 25-års-jubilæumsshow. Da han begyndte på at lave en grovskitse til showet, dykkede han ned i gamle arkiver med billeder og minder fra sit liv, sin karriere og sine mange rejser. 

”Det var vildt at gennemgå alt det, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Shit, hvor har jeg dog været mange vilde steder. Det er måske ikke så mærkeligt, hvis kroppen har været lidt slidt,’” siger han og fortæller, at han på forhånd havde håbet at komme ud på nogle biblioteker og snakke lidt. I stedet blev det til over 50 shows i hele Danmark.

”Det vildeste var, når jeg mødte tre generationer, der var af sted sammen. Bedstefaren havde forurenet sønnen med ’Banjos Likørstue’, som havde givet det videre til barnebarnet, der også havde hørt min musik, og pludselig stod der tre generationer og sagde: ’Tak!’ Det var en dyb forundring for mig, at der dukkede så mange op, og jeg kan ikke beskrive den taknemmelighed og ydmyghed, det skabte i mig. Sådan tror jeg måske ikke, at jeg ville have haft det for 10-15 år siden.”

Er afhængig af lægernes opdateringer

I dag er en stor del af Simon Juls tilværelse afhængig af, hvad de forskellige læger giver ham af opdateringer – nyreeksperten fra Rigshospitalet, endokrinologen fra Hvidovre Hospital, der holder øje med hans sukkersyge, reumatologerne fra Frederiksberg Hospital, der monitorerer hans gigt, og Retina-klinikken på Glostrup Hospital, der følger med i, hvordan sukkersygen udvikler sig i hans øjne.

”Min krop har været på overarbejde i alt for lang tid, og jeg ved, at der rent fysisk vil komme nogle stopklodser for, hvad jeg kan. Der er heldigvis ikke noget, der tyder på, at jeg skal den vej lige foreløbig, men der er masser af ting, der indikerer, at jeg må omstille mig stille og roligt. Dårligere syn, højere blodtryk. Alle de ting, som lige så stille kommer,” siger han.

For syv år siden ombyggede Simon Jul sin lejlighed på Frederiksberg. Fordi hans morfar, der havde boet i lejligheden før ham, havde haft en rollator, var dørtærsklerne i sin tid blevet fjernet, og han overvejede et øjeblik at få lavet nye, men tænkte så: ”Nej, det skal jeg sgu nok ikke. Hvem ved, om jeg selv kommer på gangstativ på et tidspunkt?” 

På det tidspunkt havde han lige fået konstateret gigt, og først grinede han lidt ad tanken, men så ramte frygten ham: ”Nej, nej, nej, er det der, jeg er!?”

”Det er ikke sådan, at jeg går og venter på, at der falder et klaver ud af himlen, og så er det slut, men omvendt så er det med at snakke om livets anden halvleg jo nok også en måde at skabe en ironisk distance til den frygt, som helt sikkert findes for, at det slutter for tidligt. Det, jeg er allermest bange for, er faktisk at blive gammel og ikke turde prøve nye ting. Min krop blev vildt gammel på kort tid, men jeg blev omvendt også vildt beriget med erfaringer, rejser, oplevelser, som jeg ved, at kun en promille af verdensbefolkningen får lov til at opleve. Men jeg synes jo stadig, der er tusind millioner ting, jeg skal nå, se, smage og mærke endnu.”

"Sæsonskiftene er blevet en fest for mig"

Nu om dage rejser Simon Jul ikke i samme omfang som tidligere, men det skyldes mest af alt, at han ikke har den samme udlængsel. Faktisk var det noget, der begyndte at aftage, samtidig med at han kom sig oven på sin sygdomsperiode. Han læste forskellige bøger, som han fandt spændende, bl.a. om landbrugsdrift i Nordnorge og dyrkningsmetoder på gamle russiske kollektive landbrug langs Volga-floden, og langsomt blev han mere nysgerrig på det, der findes lige uden for hans hoveddør.

”Jeg ved godt, at det lyder langhåret, men sæsonskiftene er blevet en fest for mig, for så skifter råvaretabellen, og der kommer en masse nyt. Jeg elsker at tonse rundt med hovedet nede i jorden og kigge på, hvad  Moder Jord smider efter os. At kigge på kartoffelsorter og på, hvordan markerne ændrer sig, og jeg elsker følelsen af, at fuck, nu er det fjæsingsæson, eller uha, nu kommer der store, fede grågæs!” 

Støvregnen slår stadig blidt mod ruden, hunden Sonja bobler i sengen i det tilstødende værelse, og snart vil han køre et smut i skoven for at plukke svampe.

”Jeg kan ikke bare rejse væk i tre måneder, for så ville der ske alle mulige ting herhjemme imens, som jeg hellere vil følge med i.”