Klipper du ledningen af vaskemaskinen, når du smider den ud?

Tusindvis af vaskemaskiner ender på genbrugspladsen hvert år, selvom de stadig virker. Rigtigt mange danskere ødelægger muligheden for, at vaskemaskinen kan leve videre, når de kører den på genbrugspladsen. Læs her, hvad du skal gøre, så vaskemaskinen (og andre hvidevarer) nemt kan genbruges

Tusindvis af hvidevarer ender i Roskilde og kunne sagtens få et nyt liv

750.000 hvidevarer ender på de danske genbrugspladser hvert år. Det er noget af en sjat, men mange skifter ovn, køleskab og vaskemaskinen ud i løbet af et år. Langt de fleste, fordi 

deres eksempelvis vaskemaskine eller køleskab er gået i stykker – men knap en tredjedel af alle de hvidevarer, der ender på genbrugspladserne, virker stadig. Det viser en undersøgelse, Coop Analyse har lavet for Samvirke.

Regner man alene med vaskemaskiner, så er det et svimlende tal på 41.000 vaskemaskiner, som ender på en genbrugsplads, men sagtens kunne have levet videre.

Elretur står for producentansvaret for næsten al den elektronik, vi smider ud, og de har dannet selskabet Loop Electronic, der håndterer de kasserede hvidevarer. På en plads uden for Roskilde kommer der lastbilvis med hvidevarer i løbet af en dag, og medarbejderne kan hurtigt se, om en vaskemaskine, et køleskab eller en ovn kan få nyt liv, når lastbilen er tømt. Faktisk arbejder Elretur med at sikre et større genbrug af hvidevarer, men hver eneste dag må medarbejderne kassere hvidevarer, der sagtens kunne genbruges, fordi du og jeg begår en række fodfejl, når vi skiller os af med vores elektronik. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Dårlige vaner betyder mindre genbrug

For hvert læs hvidevarer, som afleveres til Loop Electronic, kan et par stykker genbruges. Tallet er lavest for køleskabe og frysere, hvor omkring 5 procent kan genbruges, mens det for vaskemaskiner er over 10 procent, fortæller Poul Poulsen, der er direktør for Loop Electronic.

Kasserer du en vaskemaskine, en ovn, et køleskab eller en helt fjerde hvidevare, der stadig virker, er der en række ting, du kan gøre for at sikre, at din hvidevare kan genbruges.

”Rigtigt mange klipper ledningen over, inden de afleverer vaskemaskinen, men mangler ledningen, kan det dårligt svare sig for de hvidevarereparatører, der aftager vaskemaskinerne, at sætte en ny i. Det tager lidt tid, og så kan det måske være svært at tjene timelønnen hjem,” siger Poul Poulsen, der også har en række andre råd, du kan følge, hvis hvidevarerne skal have en større chance for et nyt liv.

Vil du øge sandsynligheden for, at hvidevarerne kan genbruges og dermed få et nyt liv, skal du:

 

  1. Lade ledningen være. Klip ikke ledningen over, selvom det måske er lidt nemmere at løfte en vaskemaskine, hvor man ikke risikerer at falde i ledningen
  2. Lade produkterne stå oprejst. Lægger du først et køleskab eller en fryser ned på siden, risikerer du at ødelægge kølefunktionen
  3. Lad være med at løfte i lågen på vaskemaskinen og ovnen eller døren i køleskabet og fryseren. Trækker du først lågen eller døren skæv, bliver din brugte hvidevare ofte kasseret, da det er svært at finde en ny låge eller dør
  4. Lad alle dele blive i vaskemaskinen eller køleskabet. Selvom Loop Electronic har et lille lager med sæbeskuffer til vaskemaskiner og hylder til eksempelvis køleskabe, er det nemmere at genbruge et produkt, hvor alle dele stadig findes
  5. Lad bestikkurven og de to store kurve blive i opvaskemaskinen
  6. Lad altid afløbsslangerne sidde i fuld længde. Klipper du afløbsslangen af vaskemaskinen eller opvaskemaskinen, bliver den ofte kasseret
  7. Skru benene ind. Under de fleste hvidevarer findes små ben, man kan justere højden på, så produktet står jævnt. Lader du benene være skruet ud, risikerer du, at de knækker under transport

Elretur er ved at bygge et anlæg i Roskilde, så håndteringen af de store hvidevarer kan automatiseres bedre. På den måde vil det i fremtiden blive muligt at tage endnu flere hvidevarer fra, når lastbilerne kommer med deres last fra kommunernes genbrugspladser.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvad er forskellen på genbrug og genanvendelse?

Når elektronikaffald ender på genbrugspladsen, bliver det enten genanvendt eller genbrugt. Når en vaskemaskine genbruges, fortsætter den livet som vaskemaskine. I nogle tilfælde laver teknikere en lille reparation eller rengøring af vaskemaskinen for at sikre, at den kan leve videre. Genanvendelse er, når man tager materialerne fra vaskemaskinen og smelter dem om eller genanvender eksempelvis metal eller glasset til fremstilling af nye produkter. En vaskemaskine kommer typisk i en stor shredder, når den skal genanvendes. Shredderen knuser vaskemaskinen og skærer den i smådele. Smådelene fordeles, så man kan genanvende de forskellige råmaterialer i nye produkter.