Mød hunde og hundeejere, der ligner hinanden

»Vi er begge legesyge og lidt hysteriske«

Heidi Vesterberg, 52 år, journalist, og Theo på 11 år, som er en bichon frisé:

»Jeg oplever tit, at folk smiler eller fniser, når de ser Theo og mig gå tur. Engang gik vi forbi en drengeflok, og en af dem råbte: »Se lige hende der, mand. Hun ligner sin hund, og de har samme frisure«. Man må også sige, at vi lever op til myten om, at hund og ejer ligner hinanden. Mest på grund af de hvide krøller, men også lidt af sind. Vi er begge legesyge, glade og til tider lidt hysteriske.

Egentlig var Theo min underbos hund, men han blev hurtigt en delehund. Vi havde en 7-7-ordning, hvor Theo var hos mig i lige uger, men med tiden er han blevet min hund. I dag er han et meget vigtigt familiemedlem, og min datter siger altid, at vi er fire i familien – selv om den ene er en hund. 

Da jeg mødte Theo for snart 9 år siden, fik han mig til at grine, og han satte nogle rammer om min hverdag i en tid, hvor jeg faktisk ikke havde det særligt godt. Og den dag i dag kalder jeg ham stadig for min personlige coach. Theo sørger for, at jeg får motion hver dag, kommer i kontakt med naturen og trækker mig ind i nuet. Når vi starter med at gå tur, er jeg måske optaget af verdens konflikter, arbejdsopgaver eller noget på Facebook, mens Theo med logrende hale udforsker verden, snuser til en gren eller stopper ved en sø. Og pludselig opdager jeg en and i søen, skovens duft, eller at solen skinner – og så er jeg i nuet. Theo minder mig om de vigtige ting i livet. Evnen til at være helt til stede, at jeg skal møde verden med nysgerrighed og glæde mig over de helt små ting i livet – en bold for eksempel.« 

»Vera vil gerne betemme – og det vil jeg også«

Magnus Berthin, 26 år, IT-konsulent og sprængtekniker, og Vera på 1 år, som er en posavac: 

»Først hed hun Alba, så hed hun Pippi, så fik jeg hende, og nu hedder hun Vera.

Hun blev født i Bosnien, hvor hun var en gadehund, så kom hun til Danmark og var hos en dansk familie i en kort periode, og så overtog jeg hende. Jeg var i gang med et projekt, hvor vi søgte efter sprængstof, hvilket vi godt kunne bruge en søgehund med en god næse til at hjælpe med. Vera er af racen posavac, som er kendt for at have en god næse, så derfor blev det hende.

Med tiden har jeg fundet ud af, at vi minder utroligt meget om hinanden. Vi er begge sindssygt stædige og meget nysgerrige. Der er mange kampe, fordi Vera – ligesom mig – har sin egen holdning og vil bestemme ting, så hun skal have at vide mange gange, at »du må ikke gå på bordet«, »du må ikke spise maden fra min tallerken«, osv. Det fortæller mig noget om, hvor svær jeg selv har været at opdrage. Og så synes jeg faktisk også, at vi ligner hinanden – især fra siden. Vi er slanke i kropsformen og har begge et langt, spidst ansigt. Folk har flere gange pointeret det, og så siger de, at hun er meget fin, så det tager jeg jo som en personlig kompliment. 

Vera er ikke som mange hunde fra Vesten, der så snart de åbner øjnene, er i kontakt med mennesker. Hun har lært at klare sig selv og har kunnet gøre præcis, som hun ville. Da jeg først mødte hende, var hun en meget bange og mere ustyrlig hund. Så flyttede hun ind sammen med mig i en lejlighed, hvor der er mere kontrollerede omgivelser, hvilket var en stor omvæltning for hende, og det er stadig noget, vi arbejder på, men hun står mere og mere på egne ben, og tilliden vokser mellem os.«

»Franske bulldogs er lidt sære. Det er jeg nok også«

Lasse Overgaard, 40 år, lærer, og Bodil på 7 år, som er en fransk bulldog:

»Jeg fik Bodil – eller Båt, som er hendes kælenavn – gennem nogle venners venner for halvandet år siden. Efter det har jeg fået et nyt fokus, og det er hende. Hun er blevet omdrejningspunktet i min hverdag på den måde, at jeg f.eks. ikke bliver hængende længere tid på arbejdet eller gør impulsive ting, fordi jeg har en derhjemme, som jeg bliver nødt til at tage hjem og sørge for. Hun har virkelig formået at vække nogle forældregener i mig. Jeg har ingen børn, men Bodil er blevet mit barn.

Bodils og min hverdag ser ud sådan, at jeg som regel vækker hende kl. 7.30. Hun er på ingen måde en morgenhund, så hvis jeg ikke vækker hende, så sover hun indtil kl. 11. Så går vi en kort tur, og så tager jeg på arbejde. Når jeg er hjemme fra arbejde, går vi tit hen på et grønt areal og spiller bold. Det elsker hun, og hun viser stolt bolden frem, når hun har fanget den, til dem, der kommer forbi. Efter det tager vi hjem og spiser hver vores aftensmad, og bagefter lægger hun sig tilfreds i sofaen. Hun er en rigtig sofakartoffel, så hvis jeg er i køkkenet, og hun sidder i sofaen, begynder hun at gø, fordi hun vil have, at jeg skal komme ind og hygge og se fjernsyn med hende. Når klokken så bliver 19.30, dratter hun om og sover stort set indtil næste morgen. 

Bodil og jeg minder om hinanden. Vi er begge små og tætte, vi er madglade, og så trives vi enormt godt i selskab med andre. Og så er franske bulldogs sære. Det er jeg nok også lidt. Det var faktisk derfor, jeg gerne ville have en fransk bulldog. Jeg kan godt lide, at det er en race, der er lidt finurlig og har masser af personlighed.«

»Man kan i hvert fald sagtens se, at hun er fars hund«

Dean Fogels, 23 år, har sit eget tømrerfirma, og Bella på 3 år, som er en chihuahua/dværgpekingeser:

»Jeg fik Bella for tre år siden, fordi jeg syntes, det var ensomt ikke at have nogen at komme hjem til. Nu betyder hun alt for mig. Vi står op hver dag kl. 5, så får vi hver især morgenmad, går en morgentur, og så kører vi på arbejde. Når jeg går rundt og arbejder, så ligger hun nogle gange i forruden af bilen og holder lidt øje med de ansatte – hun er trods alt chefen for firmaet sammen med mig. Når arbejdsdagen er slut, så kører vi hjem og smider os på sofaen, spiser lidt snacks og ser fjernsyn, inden vi går i seng – hun har dog sin egen seng, for jeg vil ikke have hende liggende i min, medmindre hun er skidt tilpas. Vi er meget op og ned ad hinanden i løbet af en dag, og jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden hende. Det ville føles tomt. Jeg ville mangle en at snakke med, en at have det sjovt med og en, som ikke råber igen, når man er sur. Det bliver hårde tider, når hun en dag ikke er her mere.

Bella og jeg er begge positive, glade og energiske. Vi minder meget om hinanden – man kan i hvert fald sagtens se, at hun er fars hund. Vi ligner nok også lidt hinanden, men det er mest håret. Hun var faktisk sort, da jeg købte hende, men jeg må smitte af, for nu er hun blevet mere brun, blond og rød i det.«

»Han er mere tålmodig og rummelig end mig«

Anja Helleberg, 46 år, kommunikationsrådgiver, og Gizmo på 4 år, som er en cavalier:

»Når mine to rødhårede døtre og jeg går tur med Gizmo, får vi tit at vide af folk, som vi går forbi, »ej, hvor I alle sammen ligner hinanden«. Jeg valgte ham nu ikke, fordi vi ligner hinanden. Jeg ville egentlig helst have en, der var sort, men det er svært at få fat i en cavalier, så da vi blev tilbudt en rød, sagde vi ja tak. 

Gizmo har været hos os i 4 et halvt år nu og har virkelig fået en plads i familien. Han giver store glæder, grin og uddeler en masse kærlighed. Han er en meget social hund, der elsker at blive nusset og være tæt sammen med andre.

Han byder os altid velkommen, når vi kommer hjem, og er den, der er allermest glad for at se én. Der er også situationer, hvor et af børnene er ked af det og måske sur på os forældre, så er det ikke altid, vi duer, men så går de til Gizmo og begraver hovedet i hans pels, og så lægger han sig tæt ind til dem. Han har også en fast plads i min datter Amalies seng om aftenen, hvor de putter, og han har endda tiltusket sig sin egen hovedpude. Og så er der min mand – han var den, der var sværest at overtale til at få en hund. Han havde den holdning, at børn ikke gad hjælpe til med det praktiske såsom at gå ture, efter de har haft en hund i to uger. Nu har vi lavet et gå-skema, som gør, at alle hjælper til, og min mand er nok den, der nu er allergladest for, at vi fik Gizmo.

I forhold til lighedspunkter mellem Gizmo og mig, så ligner vi nok mest hinanden på hårfarven. Jeg opfatter også mig selv som rimelig social, men jeg tror, at jeg spiser pænere end Gizmo. Jeg tror til gengæld, at han er væsentlig mere tålmodig og rummelig, end jeg er.«