Find den bedste kontorstol - her er 6 ting, du skal holde øje med

Bruger du ofte en mus, når du arbejder ved computeren, bør du købe en kontorstol med armlæn. Læs Samvirkes 6 gode råd til, hvad du skal holde øje med, når du køber ny kontorstol
Illustration af kontorstol ved skrivebord med rød arbejdslampe

Råd 1: Kan sædet justeres? 

Sædehøjden skal kunne justeres, så du har albuehøjde ved bordet, du sidder ved. Du skal kunne tage albuen ind over bordhøjden, når du sidder ved bordet, så du ikke sidder med løftede skuldre, fordi stolen ikke er høj nok til bordet. Højden på sædet skal kunne reguleres, så du kan nå gulvet med flad fod, men du skal også have mulighed for at hæve sædet, så du kan sidde højt og fremadvippet på stolen. Sædet skal også kunne reguleres i dybden, så der er en hånds bredde mellem sædets forkant og din knæhase. Er sædet for dybt, vil stolen trykke i knæhasen og hæmme blodomløbet i benene. 

 

Råd 2: Støtter ryglænet i lænderyggen? 

Ryglænet skal støtte nede ved lænderyggen og ikke oppe ved skulderbladene. Afprøv stolen og mærk efter, om ryglænet sidder godt og støtter lændesvaj. De fleste kontorstole er formet, så ryglænet går lidt ind i lænden. Kroppen bliver lidt kortere i løbet af dagen, og derfor skal ryglænet kunne justeres efter kroppens behov. 

 

Klimatanke: Køb en kontorstol med Svanemærket

Når du køber en kontorstol med Svanemærket, sikrer du, at kontorstolen er i god kvalitet, og at materialerne lever op til miljø- og sundhedsmæssige krav, så kontorstolen f.eks. ikke giver problemer, når den er udtjent og ender som affald.

Råd 3: Skal armlænene kunne justeres? 

Bruger du ofte mus, kan det være en fordel at have en kontorstol med armlæn, så du kan støtte albuen på armlænet. Men ofte er armlænene i vejen for, at du kan sidde helt ind i til bordet. Hvis du vælger en kontorstol med armlæn, skal du kunne justere dem, så de er lidt tilbage, så du kan komme helt ind til bordet, uden at armlænene støder mod bordkanten. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Råd 4: Har stolen flydende vip? 

Kig efter en kontorstol med flydende vip, så sædet følger med, når du bevæger fødderne. På den måde sikrer du, at du ikke sidder i en fastlåst stilling. Når kontorstolen har flydende vip, kan stolen både vippe fremad og tilbage. Det er vigtigt, at belastningen kan justeres, så det er dig, der bestemmer over stolen, og ikke omvendt. Med et minimum af kræfter skal du kunne holde stolen i den ønskede stilling. 

2 gange i timen

skal du stå op. Når vi sidder ned i for lang tid ad gangen, går kroppen i dvale. Vores puls, blodtryk og stofskifte falder, og forbrændingen går ned. 

Råd 5: Skal kontorstolen have hjul? 

Hjulene gør det let at komme ind og ud fra bordet.  Vælg hjul til kontorstolen efter gulvbelægning. En huskeregel er, at bløde hjul passer til hårde gulve, og hårde hjul passer til bløde underlag, f.eks. gulvtæpper. Vil du skåne gulvet mod hjulene, kan du lægge en køremåtte på gulvet under kontorstolen. 

Råd 6: Vil du træne ryggen, mens du sidder? 

Suppler kontorstolen med en ståstøttestol uden ryglæn for at træne ryggens muskulatur, mens du sidder. På en ståstøttestol sidder du ofte højere og får en mere åben vinkel i hofteleddet, hvilket nedsætter trykket i ryggen. Det kan du også opnå, når du bruger fremadvippet på en almindelig kontorstol.

Ergonomi i højsædet 

Ergonomi er læren om tilpasning af arbejds-redskaber og arbejdsforhold, så de fysisk bliver hensigtsmæssige for menneskekroppen. En ergonomisk kontorstol tilpasser sig kroppen, så den passer til det enkelte menneskes fysiologi. 

Vidste du, at… 

Arbejdstilsynet stiller krav til din arbejdsstol? Din kontorstol skal være stabil og sikre dig bevægelses-frihed. Du skal kunne justere stoleryg og -sæde i højde og vinkel hver for sig, så du får en hensigtsmæssig arbejdsstilling. Desuden skal din arbejdsplads kunne stille en fodskammel til rådighed, hvis du ønsker det. 

Læs mere om