Sulten? Her er de 10 mest populære aftensmadsretter
1. Rugbrød med pålæg
Når vi bliver spurgt om, hvad vi fik at spise til aftensmad i går, svarer allerflest, at de fik rugbrød med pålæg. Denne hurtige servering behøver absolut ikke at være et andenrangsmåltid i hverken udseende, smag eller sundhed.
Det danske rugbrøds historie er i hvert fald 1000 år gammelt. Madpakken med smurt rugbrød kan spores tilbage til slutningen af 1800-tallet, mens smørrebrød som sådan formodes at være ældre. I løbet af 1900-tallet kom der pålæg på rugbrødet i madpakken, og i dette årtusinde er det altså danskernes foretrukne aftensmad.
Her får du et par ideer til at peppe en omgang rugbrød med pålæg lidt op.
2. Kylling med kartofler og/eller grønt
I 1982 kom lørdagskyllingen, og selvom den i 2006 forsvandt igen, er vi fortsat med at spise masser af kylling.
Kylling er et bedre klimavalg end især okse- og kalvekød, og måske er det medvirkende til, at kylling med kartofler og/eller grønt er den anden mest spiste ret til aftensmad.
Fik du lige lyst til kylling? Så prøv opskriften her med fennikel og sprød salvie.
3. Pizza
Viva la pizza! Den italienske signaturret er blandt vores mest foretrukne serveringer til aftensmad. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at vi bruger stadig mindre tid i køkkenet, og at selv de mindste flækker har en pizzamand.
Pizza er samtidig en nem ret at lave selv, og det kan endda lade sig gøre at købe færdig pizzadej og på den måde spare tid.
Hvis du vil have lidt variation fra pepperonipizzaen, kan du prøve Samvirkes blomkålspizza med hytteost og okse.
4. Bøf med tilbehør
Det er langtfra det mest klimavenlige valg at spise bøf, men det er nu alligevel den ret, vi finder på listens 4. plads. Måske fordi en god bøf bare smager virkelig godt?!
Og hvordan vælger du så en god bøf? Jo, gå efter bøffer, medaljoner og steaks, der er skåret af forskellige dele af fileten, mørbrad, inderlår, tyksteg og tyndsteg. De indeholder kun små mængder bindevæv, og bindevæv er det, der gør kødet sejt. Gå dernæst efter en god fedtmarmorering. Det betyder ikke, at der skal være en kæmpe fedtkant på udskæringen. Fedtmarmorering er de små hvide nister i kødet. Det kaldes også for intramuskulært fedt.
5. Brød med pålæg, sandwich
Ok, vi er bare tossede med brød og pålæg. Som om rugbrødet på 1. pladsen ikke var nok, finder vi på 5. pladsen det lysere brød. Med pålæg eller fyld.
Navnet sandwich om brød med fyld kan spores nogle hundrede år tilbage til jarlen af Sandwich, John Montagu, som angiveligt ville spise, mens han spillede kort, og derfor bad om, at der var brød både over og under pålægget.
I moderne tid er der ikke rigtig nogen grænser for, hvilken type pålæg eller fyld, der kan lægges i en sandwich. Prøv en skøn vegansk version med kikærtesalat.
6. Burger eller bøfsandwich
Ikke langt fra sandwichen ligger burgeren (eller bøfsandwichen).
Burgeren er vel noget af det mest kendte fastfood, især på grund af udbredelsen af McDonald's og Burger King m.fl. Det gør dog bestemt ikke burgeren til en ringere spise, og den kan med lethed laves selv.
Her får du 5 bud på lækre burgere.
7. Koteletter og schnitzler
Det er faktisk først her på 7. pladsen, vi første gang rigtig ser grisen. Både koteletter og schnitzler kan skæres af andre dyr end gris, fx kalv eller lam.
Der er stor forskel på, hvor meget smag der er i koteletter i forskellige udskæringer, og derfor anbefales det at spise koteletter og schnitzler i opskrifter med meget smag.
8. Frikadeller
Hvis man for alvor vil være uvenner med familie eller venner, så skal man tage diskussionen om, hvilken slags kød der bruges i frikadeller. Mens nogen sværger til rent grisekød, vælger andre at blande kalv- og flæsk (altså ko og gris, om man vil).
Frikadeller kan desuden laves af lammekød, kyllingekød, hakket fisk og diverse grøntsager.
Her får du en basisopskrift på frikadeller.
9. Gryderet
Når aftensmaden ikke skal stå på bordet indenfor 15 minutter, men stadig helst skal være rimelig overskuelig, så er en gryderet et godt valg.
Når først kødet er brunet af, grøntsagerne har fået lidt farve, og der er tilsat tomat og vand, så passer retten sig selv.
Det kan være derfor, gryderetten kommer ind på en 9. plads.
Der er næsten uendelige muligheder for at variere gryderetten - 1 af dem er denne lammegryde a la Marokko.
10. Pastaret
Vores 2. favoritret med italienske aner kniber sig ind på en 10. plads på listen. Og hvilken (børne-)familie kan sige sig fri for at spise pasta mindst 1 gang om måneden?
Mens italienerne går meget op i, hvilken type pasta der fungerer til hvilken sovs, er vi lidt mere large heroppe nordpå.
Uanset hvad er pasta en nem ret at tilberede, og hvis ikke du har en italiensk mamma, der ånder dig i nakken, kan du jo lave sovs/tilbehør af det, du lige har i køkkenet.
Og ellers er der inspiration til 4 pastaretter her.