Farlige dyr i Danmark – mød 5 af dem her
En håndfuld dyr har ry for at kunne være farlige
Farlige dyr i den danske natur – dem er der ikke så mange af. Og de fleste af dem er meget sky overfor mennesker.
»Den danske natur vrimler ikke ligefrem med farlige dyr – og dem vi har, er som regel til større fare for husdyr og landbrugsdyr end for os mennesker,« fortæller Jonas Gadgaard. Han er naturvejleder fra NaturKulturVarde og har netop vundet prisen som årets naturvejleder ved Naturmødet i Hirtshals.
Der er dog alligevel en håndfuld dyr, som har ry for at kunne være farlige - nogle med større berettigelse end andre. Se i galleriet nedenfor, hvilke dyr du skal være opmærksom på, og hvad du skal gøre, hvis du møder dem.
Jonas Gadgaard vandt blandt andet prisen som årets naturvejleder for sit arbejde med at formidle viden om naturen via sociale medier, hvor han går under navnet NaturNørd på Facebook og YouTube.
Du kan læse mere om, hvordan du udforsker vores natur på Naturvejlederforeningens hjemmeside.
Stor gedehams
Kendetegn: Ligner en meget stor hveps og kan blive næsten 4 cm lang. Stor gedehams er hvepsens storebror med mere temperament og mere gift. Den stikker som udgangspunkt kun, hvis den bliver generet.
Hvis du bliver stukket: Det kan være en god ide at kontakte din læge, hvis du bliver stukket. Hvis du er allergisk, så skal du søge læge, da stikket kan give kraftige reaktioner og hæve meget op.
Flåt
Kendetegn: Skovflåten er en lille blodsugende mide, som kan overføre alvorlige sygdomme som borrelia og centraleuropæisk hjernebetændelse.
Hvis du bliver bidt: Tag/drej flåten af, så snart du opdager den, og sørg for, at hele flåten kommer af. Hvis den er meget lille, kan det hjælpe med en tang eller pincet. Kommer der efterfølgende et rødt mærke på størrelse med en 2-krone, bør du søge læge.
Vildsvin
Kendetegn: Vildsvinet er godt i gang med at gen-indvandre i de jyske skove. Her jages den pga. frygt for smitte med svinepest til grise i landbruget. Mange jagthunde har mistet livet til dens store hjørnetænder.
Hvis du møder den: Hold dig på afstand, den vil typisk forsvinde, når den opdager dig. Hvis den trænges op i en krog, vil den forsvare sig. Det samme vil en so med unger.
Hugorm
Kendetegn: Grå eller brun slange med et markant zigzag-mønster. Der findes også sorte varianter, som dog let kan skelnes fra snogen, der har gule nakkepletter.
Hvis du bliver bidt: Søg læge, og forhold dig i ro uden at få pulsen op. Gravide, børn, ældre eller hjertepatienter skal være ekstra påpasselige og få hjælp hurtigst muligt.
Ulv
Kendetegn: Ligesom vildsvinet, har ulven fundet vej op i Jylland, hvor den er blevet et sprængfarligt politisk emne. Den er dog mest farlig, hvis du er et får.
Hvis du møder den: Stå helt stille, vær tavs og nyd oplevelsen. Er du utryg, så lav noget larm. Hvis den ikke straks flygter, kan du kaste en sten eller en gren i dens retning.