Kan indeholde spor af…
Mærkninger skal guide forbrugerne
Er du på jagt efter en miljø- og hudvenlig shampoo? Så kig efter Svanemærket. Er det den sundeste rullepølse, du skal finde, kan du gå efter nøglehulsmærket. Mærker er nemlig designet til at gøre dine valg nemmere.
Mærkningen er hjælp til personer med allergi
Fødevareproducenter kan gøre brug af mærkningsordningen: ’Kan indeholde spor af’, der skal fortælle om allergene stoffer, for at sikre, at forbrugerne ikke indtager fødevarer, de ikke kan tåle.
På færdigpakkede produkter skal der være anvist, hvilke ingredienser der indgår i produktet, men hvis der alligevel er en risiko for, at varen har været i kontakt med andre typer af ingredienser under produktion, kan virksomheden mærke varen med: ‘Kan indeholde spor af’.
Det er blandt andet derfor, at noget pasta har mærkningen: ‘Kan indeholde spor af bløddyr’, da pastaen kan have været i kontakt med blæksprutteblæk fra produktionen af sort pasta.
Ikke alle producenter bruger mærkningen
Selvom mærkningen kan gøre hverdagen lettere for allergikere, skal man alligevel være varsom med, hvilke produkter der ryger i kurven. Betina Hjorth fra Astma og Allergi Danmark siger:
»Mærkningen er en frivillig ordning, og det forstår forbrugeren ikke. Problemet er, at nogle producenter ikke benytter mærkningsordningen, selvom der kan være allergener i deres produkt.«
Selvom mærkningen er frivillig, kan producenterne ikke skrive hvad som helst på emballagen. Vælger de at bruge mærkningen, skal der specifikt stå, hvad der kan være spor af. Det er altså ikke nok at skrive ‘Kan indeholde spor af nødder’, hvis der kun er tale om hasselnødder. Så skal der stå: ’Kan indeholde spor af hasselnødder’. Desuden skal producenterne have en plan for, hvordan de minimerer risikoen for, at allergene stoffer bruges i maden
EU-Kommissionen arbejder på fælles retningslinjer
Betina Hjorth fortæller, at der ikke er nogen nem måde at løse problemet på, men at EU-Kommissionen er ved at udarbejde retningslinjer for mærkningen.
»Vi skal have udviklet analysemetoder til at måle allergener i produkterne. Derudover skal producenterne have lært at foretage en ordentlig risikovurdering, og der er flere, der skal lave en risikovurdering,« siger Betina Hjorth.
Har du fundet et produkt med forkert mærkning, kan du tage kontakt til Fødevarestyrelsen.