venskab

Ungefællesskaber er hårdt arbejde

Fællesskaber er ikke ubetinget godt. En undersøgelse fra Mary Fonden peger på, at for mange unge kan fællesskaber være forbundet med mistrivsel. Det kan føles som en evig kamp at finde en bedste ven, rykke op i hierarkiet, finde sin plads i gymnasiefællesskabet og bare opnå en følelse af at passe ind.

Ungdomslivets forbindes med fest og farver, sprudlende kærlighed og begyndelsen på livslange venskaber. En tid hvor identiteten former sig, og rollerne i fællesskabet fordeles. Men ifølge en rapport, som Center for Ungdomsforskning (CeFU) og Mary Fonden for nylig har offentliggjort, er livet dog langtfra altid en fest for de unge. »Kan ungefællesskaber gøre ondt?«, hedder rapporten, der påpeger at fællesskaber ikke er ubetinget godt, men at fælleskaber også skaber mistrivsel blandt unge. Mistrivslen kan være svær at få øje på som forælder, fordi de fleste vil gå ud fra, at hvis de unge er aktive i forskellige fællesskaber og har venner, så må de have det godt – så kan de ikke være ensomme.

Fællesskaber = trivsel?

Maria Bruselius-Jensen, der er forsker og projektleder hos CeFU, forklarer, at første mål med projektet »Kan ungefællesskaber gøre ondt?« er at få nuanceret forståelsen af fællesskabet:

»Vi – de voksne – taler om fællesskabet som noget, der er ubetinget godt. Noget, som vi skal have unge ind i, og så trives de, men der er ikke nødvendigvis lighedstegn mellem de to ting. Bare fordi man er med i et fællesskab, så trives man ikke nødvendigvis godt.«

De unges 4 vigtige fællesskaber:

De abstrakte fællesskaber:

Alle er en del af abstrakte fællesskaber: f.eks. køn, religion, geografi
Her man kan føle sig forkert, hvis man ikke identificerer sig med den kasse, som andre tænker, man tilhører

De løse forbindelser:

Dannes gennem uddannelse, idrætsklub, subkultur
Unge i dag er konstant tilskuere til andres løse forbindelser og succes både i virkeligheden og på sociale medier
Manglen på løse forbindelser kan give følelsen af ikke at have succes i at skabe et rigt socialt liv

Grupperne:

Venner, som ofte er sammen
En gruppe er foranderlig, men består af en kerne og nogle, der hænger mere i yderkanten
Gruppen har en praktisk og social funktion ved at være den, man trækker på, når man er til fest, på stranden osv.
Gruppefællesskabet kan gøre ondt, hvis man kæmper i yderkanten og giver mere, end man får

Den nære relation:

En helt nær relation/en bedsteven
Med en nær ven kan man være sig selv og altid hente støtte
Man kan føle sig ensom, hvis man har mange venner og bekendte, men mangler en bedsteven

Maria Bruselius-Jensen fortæller, at især gruppefællesskabet fylder rigtig meget i de unges hverdag.

De spiser frokost sammen i kantinen, de hænger ud sammen efter skole og i weekender, de har en fælles gruppechat og lægger billeder op af hinanden på deres sociale medier. »Skal vi chille efter skole, måske tage på stranden? Hvad tænker folk?«. »Nogle, der er klar på at tage i byen i aften?«

Gruppefællesskabets opbygning:

En gruppe består som regel af en kerne af faste gruppemedlemmer, som har en central, sikker rolle i gruppen, mens andre hænger mere i yderkanten af gruppen. De kan enten være helt nye i gruppen eller ikke fuldt accepteret som en del af kernen. Det kan også være en selvvalgt position, hvis de prioriterer deres tid med andre grupper.

Når den ekstra indsats ikke bærer frugt

At være en del af en vennegruppe kan være hårdt arbejde, hvis man ikke har en stabil position i gruppen. Ifølge Maria Bruselius-Jensen kræver det en stor indsats af de unge i yderkanten af gruppen.

De skal dagligt gøre en ekstra indsats for at være med. Det kan være, at de altid skal ændre planer efter de andre, hjælpe med lektierne, tage den ekstra oprydning osv. for at bevise deres værd og engagement. Nogle ville betegne det som en ’pleaser-position’, hvor der er stor risiko for at blive udnyttet. Hvis den ekstra indsats så alligevel ikke bærer frugt, bliver man usikker på sin plads i gruppen, og hvad vennerne i gruppen tænker om én.

Er det tid til at trække sig fra fællesskabet?

Når man giver og giver uden at få noget tilbage, vil folk, der kigger udefra, måske råde den unge til at trække sig med en kommentar i retning af: »Det er da ikke venner, der er værd at bruge sin tid på«, men ifølge Maria Bruselius-Jensen vil den unge ofte foretrække at være lidt med frem for slet ikke at være med.

»De unge kan ikke overskue, hvad de skal gøre, hvis de står uden for de her gruppefællesskaber, så derfor bliver de ved med at prøve at finde en måde at få en plads på. Og det slider på dem. Det er først, når de kommer på den anden side, at de kan få øje på, at det ikke var godt for dem.«