Ensomhed: Unges fællesskaber har kanter så skarpe, at man kan skære sig på dem. Og det kræver superkræfter at få såret til at hele

Når én ven er alt, man har, kan man hurtig miste alt

Unge lever en omskiftelig tilværelse. Overgangen fra barndom til ungdom kræver hele tiden, at de skal finde deres plads i nye fællesskaber. Mister de fodfæstet, kan det resultere i mistrivsel og ensomhed. En undersøgelse fra Mary Fonden udarbejdet af Center for Ungdomsforskning, CeFU, kaster lys over, hvilke fællesskaber de unge befinder sig i – og at det kræver hårdt arbejde at finde sin plads i fællesskabet. Undersøgelsen tegner også et billede af, at nogle unge nærmest kun har én ven. Vennen er den eneste, de snakker med i pauserne, laver gruppearbejde med, følges hjem med og følges til fester med. Vennen er det stabile, trygge holdepunkt, som giver den unge social opbakning i det daglige. Man kan sige, at den ene ven er en slags alt i en-relation – og det er en skrøbelig konstruktion, fordi relationen for den ene unge ikke altid har samme nødvendighed som for den anden. Derfor bryder den slags nære venskaber også ofte sammen, når der sker skift i de unges liv – når de skifter uddannelse, fritidsaktiviteter, eller der sker andre skift.

Er jeg ikke værd at være sammen med?

En sådan veninde voksede 26-årige Hanne Nielsen op med. De to boede tæt på hinanden og havde kendt hinanden altid. Men i løbet af 7. klasse smuldrede venskabet – og efterlod Hanne i et tomrum, nærmest helt uden andre relationer.

»Jeg havde ikke andre venner. I min skoleklasse blev jeg holdt udenfor af de andre, og jeg havde ingen, jeg kunne snakke med. Når der skulle laves gruppearbejde, så var jeg altid den, der sad tilbage – og skulle placeres af læreren. I timerne sagde jeg næsten aldrig noget. Jeg var bange for at sige noget forkert. For ville de gøre endnu mere grin med mig? Jeg vidste godt, at jeg var et nemt offer – så det var nemmere at lade være med at sige noget. I frikvarteret sad jeg oftest og lavede forud på lektierne, fordi der ikke var nogen at snakke med. Efter skoletid tog jeg alene hjem og lavede lektier, hvis der var flere. På det tidspunkt tænkte jeg, at livet nok var sådan for mig. Jeg tænkte, at det var mig, der ikke var værd at være sammen med. At det var mig, der ikke var spændende,« fortæller Hanne Nielsen, der i dag læser til sygeplejerske.

Mange skift i ungdommen kan udløse ensomhed

Når følelsen af ensomhed bider sig fast, er den svær at slippe igen. Unge med den følelse møder Rillo Snerup Rud i sit job som direktør i Ventilen, der er en frivillig social organisation, som blandt andet via lokale tilbud landet over hjælper unge ud af ensomhed. Hun forklarer, hvordan ensomhed bliver særlig problematisk, når det påvirker den enkelte unges tro på, at de nogensinde kommer ordentligt ind i et fællesskab.

»Når man mister modet i forhold til at deltage i arrangementer eller tage med til fredagsbar, fordi man tænker, at der alligevel ikke er nogen,der vil snakke – så undgår man helt fællesskabet. Man begynder at trække sig, og så bliver det selvforstærkende. Når man begynder at tænke, at det her bliver ikke bedre, er der gået for lang tid. For nogle sker det efter 3 uger, og for nogle sker det efter 3 måneder,« siger Rillo Snerup Rud.

Man er særligt sårbar i forbindelse med de mange skift, man oplever som ung. For Hanne Nielsen skete de første skift – som for så mange andre – i de tidlige teenageår.

»De andre begyndte at gå op i tøj og makeup – og nogle var også begyndt at drikke. Men der var ingen af de ting, der sagde mig noget overhovedet, så jeg havde svært ved at passe ind,« husker Hanne Nielsen. På en klassetur til Prag i 8. klasse kulminerede det. 

»Ingen ville bo på værelse med mig – så min lærer måtte tage stilling til, hvor jeg så lige kunne være. Det var nok det værste. Jeg stod der helt alene i et fremmed land med en klasse, der overhovedet ikke gad mig. Derhjemmefra var vi blevet fordelt ud på de forskellige hytter –og da vi så kom derned, nægtede hende, jeg skulle bo med,« fortæller Hanne Nielsen.

Som mange andre unge har Hanne efterfølgende været igennem flere forskellige skift. Fra 9. til 10. klasse på en anden skole. Derefter til handelsskolen – og til nu, hvor hun læser til sygeplejerske i Hillerød.

»Jeg kan tydeligt huske den første dag på mit studie, hvor jeg var ræd for det med grupperne. Følelsen, når der skal laves gruppearbejde – og ingen gider at have dig med i gruppen – den sidder stadig i mig. Heldigvis har jeg en fantastisk studiegruppe, som også er nem, når vi selv skal lave grupper – så vælger vi altid hinanden,« siger Hanne, som forsøger at se skift til nye steder som en måde at begynde på ny. En frisk start.

Alle kender følelsen af ensomhed – nogen kender ikke andet

De første minutter af et åbent hus arrangement, når du kommer til en fest, hvor dem du kender, ikke er dukket op endnu, eller når du træder ind til en konference med en masse nye ansigter. Den følelse kender de fleste nok.

»Vi ved jo godt, at den følelse går væk igen. Men det er faktisk en følelse af ensomhed. For unge mennesker opstår følelsen for eksempel, hvis de er begyndt i en ny klasse. De ved jo godt, at der kan gå nogle uger, før de falder i hak. Den kortvarige ensomhed er sund og naturlig. Problemet opstår, når følelsen bare ikke går væk igen,« fortæller Rillo Snerup Rud fra Ventilen.

I undersøgelsen om unge fællesskaber fra CeFU beskrives også, hvordan de mange skift i ungdomslivet – for eksempel studiestart – åbner et vindue for at knytte nye relationer, men at de unge også oplever, at vinduet, efter en periode, lukkes igen. De unge, som ikke oplever at blive en del af et fællesskab, føler, at det bliver endnu sværere efterfølgende – også ved nye skift.

»Vi ved, at mange føler, at det er meget svært at komme ind i en gruppe, når “vinduet” i starten af et skift lukkes – men i virkeligheden er det måske slet ikke lukket. Problemet opstår i lige så høj grad, hvis man tror, at alle de andre er faldet i hak. Så mister man modet. Og det er noget af det, ensomheden gør ved dig, når den begynder at bide sig fast. Den tager din sociale selvtillid fra dig,« siger Rillo Snerup Rud.

Ensomhed kan ses. Men det kræver, at du kigger efter

Som forælder vil man naturligvis gerne gøre alt, man kan, for at ens barn eller teenager trives bedst muligt. Men ifølge Rillo Snerup Rud kan det være svært at opdage ensomhed. Der er nemlig sider af ens barns liv, man sjældent får at se som forælder. Det er typisk læreren, pædagogen eller sportstræneren – altså dem, der har lejlighed til at betragte de unge i flok – der vil kunne lægge mærke til det.

»At være på kanten af et fællesskab viser sig helt fysisk. Unge, der stiller sig i yderkanten af en gruppe eller står lidt uden for cirklen og ikke siger så meget. Hvis det er et generelt mønster, så kunne det godt være, at man som voksen skulle finde en lejlighed til at spørge lidt ind til, hvordan det går,« siger Rillo Snerup Rud fra Ventilen.

Som forælder kan man have en tendens til at gå op i, om ens teenager er for sent ude, drikker for meget, bruger alle sine lommepenge, aldrig laver sine lektier og den slags faresignaler. Det kan gøre de fleste forældre bekymrede. Men ifølge Rillo Snerup Rud bør man vende den tjekliste på hovedet, hvis man som forælder er bekymret for, om barnet føler sig ensomt.

»Det er lidt karikeret, men hvis man som forælder oplever, at ens teenager aldrig er ude, aldrig kommer sent hjem, altid laver sine lektier og aldrig bruger sine lommepenge på caféer, biografture og fester – så er det måske noget, man kan spørge ind til. Det kan være en øjenåbner for mange forældre,« fortæller direktøren fra Ventilen.

Mange forældre kan sagtens se, hvis deres teenager føler sig ensom eller mistrives. Men ifølge Rillo Snerup Rud ser de det ofte først, når den unge er begyndt at trække sig fra et fællesskab. Måske har man som forælder også en god snak med dem om problemet – og det er her, magtesløsheden rammer forældrene, for man kan faktisk ikke rigtig gøre noget.

»Når du er forælder til et mindre barn, kan du lave legeaftaler, melde dem til en ny fritidsbeskæftigelse, og du kan nærmest gå med dem ud i livet og støtte dem i nye relationer. Det kan du bare ikke med en på 16. Du kan jo ikke følge dem til fredagsbar – det vil jo helt entydigt have den modsatte virkning,« siger Rillo Snerup Rud og pointerer, at det eneste, man som forælder reelt kan gøre, er at stå bag ved dem, lytte og bekræfte dem i, at de har værdi, at de ikke er forkerte, og måske puffe dem blidt. Men de skal selv gå ud i det.

Vejen ud af ensomhed er ensom og barsk – og går langsomt

At man selv skal gå ud i det, genkender Hanne Nielsen tydeligt. Det var hendes mor, som stod bag hende og gav det blide puf.

»Hun fortalte mig, at der fandtes noget, der hed Ventilen. Jeg var 15 år på det tidspunkt, tror jeg – og 16, da jeg tog derned første gang. Så der gik faktisk et år. Jeg skulle selv være klar til det,« erindrer Hanne Nielsen. Hun husker ikke i detaljer, hvordan de første besøg i Ventilen i Hillerød gik, men det stod alligevel hurtigt klart for hende, at der fandtes andre unge som hende. Unge, der stod uden for fællesskabet.

»På en måde var vi alle i samme båd. Det var den samme følelse, vi gik med. Ensomhedsfølelsen. Jeg fik en veninde dernede og en vennegruppe, som jeg blandt andet fejrede nytår sammen med. Følelsen af at flytte sig fra et sted, hvor ingen gider at have dig og være venner med dig, til lige pludselig at føle det modsatte. Det var en virkelig rar følelse,« fortæller Hanne Nielsen.

Rådet om at tage kontakt til en lokalafdeling af Ventilen kommer Rillo Snerup Rud selvfølgelig også med. Men der findes også andet, man kan arbejde med og være opmærksom på. Men desværre er der ingen hurtige løsninger.

»Hvis først ensomheden har fået fat i en, så kan du ikke bare fikse det ved at skifte skole eller begynde i en ny fodboldklub, for du kommer til at starte med en indbygget forventning om, at det kommer til at gå galt. Man har allerede prøvet at skære sig på fællesskabets skarpe kant,« siger Rillo Snerup Rud og uddyber, at man både som forælder og som ung bliver nødt til at erkende, at det kommer til at kræve enorme ressourcer at bryde ud af ensomheden. At man tager livtag med problemet og ofrer enormt mange kræfter, som gør, at der måske er andre ting, man ikke kan bruge energi på – og at fremskridt sker i meget små skridt.

Som forælder skal man heller ikke forvente, at ens barn eller teenager lægger alle kortene på bordet i første omgang.

»Det er de færreste unge, der helt af sig selv fortæller, at de har det ad helvede til, føler sig ensomme og ikke har nogen venner. Derfor er det vigtigt at lytte til, hvad de har at sige, og blive ved med at tale med dem og spørge, selvom man bliver fejet af de første gange,« råder Rillo Snerup Rud og peger på, at for eksempel en klub-pædagog kan være god at hive fat i og få assistance, hvis ens barn går i en fritidsordning.

På vej ud af ensomheden er en anden vigtig pointe også at forsøge at huske det positive – når det sker. Ensomhed gør nemlig ofte det, at den ensomme får en tendens til kun at huske det negative.

»Selvom der faktisk er nogen, der har forsøgt at snakke i et frikvarter eller til en fredagsbar, så har den ensomme tit en anden oplevelse. For dem har de bare stået alene uden at tale med nogen. Men det, der reelt er sket, er, at de måske stod der alene i 3-4 minutter, så kom der nogen og sagde hej og prøvede lidt smalltalk og gik videre. Men den korte interaktion sletter sig selv, fordi man kun husker det negative,« fortæller Rillo Snerup Rud. Hun peger på, at det samtidig er en markør, hvis en ung begynder at sige, at det hele er gået dårligt. Et tegn på, at det er ved at være alvorligt, og samtidig en måde, man kan hjælpe dem på.

»Som forælder kan man spørge ind til episoden og bede dem om at huske efter, om der slet ikke skete noget positivt – selvom det måske kun er ganske få glimt af noget godt. For det er dem, man som ensom skal lære at huske og hæfte sig ved, hvis man vil ud af den onde cirkel,« siger Rillo Snerup Rud.

Hanne Nielsen er stadig tilknyttet Ventilen og hjælper i dag blandt andet med at fortælle sin historie til andre unge – og medvirke i artikler som den, du netop har læst. Hun håber, at hendes historie kan hjælpe andre unge til at vide, at de ikke er alene. For hende findes der kun to råd. Vid, at det bliver svært, men at det er det hele værd, og sig ja, hvis du møder nogen, der tilbyder sin hjælp.