Knebel-koden: Hvorfor bor de lykkeligste danskere i 8420?

Stor menneskekontakt giver høj livskvalitet 

Generte børneansigter titter frem bag tæppet og ud på forældre og bedsteforældre i salen.
”Hej mormor,” lyder det fra en modig dreng, hvis ansigt straks revner i et smil.
2. klasse på Molsskolen i Knebel skal opføre ’Den lille prins’, og familierne er inviteret til at se forestillingen sidste dag før Kristi himmelfartsferien. Der er også en håndfuld ældre elever, der har sneget sig med ind for at se deres yngre søskende optræde.
Så begynder musikken, og eleverne trisser frem på scenen.
”Historien om den lille prins / begynder på planeten, hvor han hygger dagen lang / og ser den flotte solnedgang,” synger de lyse stemmer i kor.

Bagefter er der kage, som klassens trivselsgruppe har trukket til egnen for at forfølge en gammel drøm om at bo på en bondegård, sådan en klassisk firelænget en med stråtag og bindingsværk.
”Vi ville gerne have plads, og så kunne vi godt tænke os – i stedet for lyden af biler – at høre lyden af fugle og vand. Så det var drømmen om den der idylliske ro. Og så er her bare et virkelig stærkt lokalsamfund. Hvis man går rundt i København eller Aarhus, kommer man forbi mange, som man ikke hilser på. Herude ser man hinanden.”
En landsdækkende undersøgelse foretaget af Real­dania i 2025 viser, at det er lige her, på Djurslands dryppende næse, at man finder landets højeste livskvalitet. I postnummer 8420 Knebel, der dækker Mols og Helgenæs, var den gennemsnitlige score 8,35 ud af 10, mens landsgennemsnittet lå på 7,51. Undersøgelsen viser, at en væsentlig parameter for livskvalitet er hyppig kontakt med andre mennesker. 

Fra sølvbryllupskvarter til Bulderby 

For Sarah Kirkegaard har det da også været nemt at flytte hertil. Hun er oprindeligt fra Ebeltoft, men langtfra den eneste tilflytter på egnen.
”Det er blevet meget populært at bo herude. Man kunne nærmest vælge og vrage, da vi flyttede hertil for otte år siden. Nu er der nærmest intet til salg,” siger hun og formulerer det sådan, at mange steder for tiden går fra ”sølvbryllupskvarter til Bulderby”.
”Jeg troede, der kun var gamle mennesker. Når man så finder ud af, at der er andre unge, og der kommer flere til, så hiver man jo fat i hinanden og siger: ’Hey, skal vi ikke lave et eller andet sjovt?’”

Engang var Knebel Udkantsdanmark

Inde på lærerværelset er skoleinspektør Claus Peter Olesen lige blevet færdig med frokosten.
”Nå, er I kommet for at se, hvor lykkelige vi er?”
Han griner. Lige for tiden fylder rapporten om den høje livskvalitet en del på lærerværelset.
”Det er da megafedt. Men jeg synes faktisk, at det mest glædelige ved rapporten er, at Danmark generelt er et ret lykkeligt land med mange fællesskaber.”
Han har haft sin daglige gang på skolen i 10 år, og i den tid er der sket meget. Til at begynde med skulle de faktisk nedlægge hele overbygningen i en slags spareøvelse.
”På det tidspunkt snakkede man meget om Udkantsdanmark, og der blev det her område italesat som Udkantsdanmark. Det var mantraet, at man skulle bygnings- og driftsoptimere, men så var der nogle forældre, der sagde: ’Fandeme nej.’ Den vej ville de ikke ned ad, for så er man pludselig i gang med at nedlægge købmanden og idrætsforeningen, og så bliver man til Udkantsdanmark.”
Forældrene fik overbevist byrådet om at slå bak og gik i gang med at søge fonde og udtænke alternativer, og i stedet for at flytte har man nu samlet bl.a. børnehave og foreningsliv under samme tag.
”Så det kunne have været en anden historie. Derfor kunne man jo godt have været lykkelig og opnået samme resultat, hvem ved? Jeg tror det faktisk ikke.”

Hårdt arbejde lønner sig 

Claus Peter Olesen bor selv i Rønde, lige uden for postnummeret. Det betyder så til gengæld, at han hver morgen og eftermiddag får en cykeltur forbi Mols Bjerge. 
”Det er svært at bevare pessimismen, når man har de her omgivelser, ikke?” spørger han retorisk og fortæller, at eleverne også bl.a. ’kajakker’ og havsvømmer i bugten.
”Naturen er fed, men den gør det ikke i sig selv. Der skal være et liv hele vejen rundtom med gode institutioner. Det er et lille område, hvor alle kender hinanden, og der er mange, der har lagt mange kræfter i alt fra idrætsforening til strikkeklubber til Lyngparken (aktivitetscenter og plejehjem red.) til skolen. Jeg synes jo også især, at Molsværket er en manifestation af lang tids arbejde med at få nogle af de her ting til at ske.”

Folk vil gerne fællesskabet i Knebel

Der står ’MOLSVÆRKET’ med hvide bogstaver på en stor, sort bygning i forlængelse af skolen. Det er et års tid siden, at områdets nye levende mødested stod klar. Lige inden for døren ligger en stak eksemplarer af Realdania-undersøgelsen i bogform, ’Vores livskvalitet – Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?’ Siden den kom ud i marts, har der været flittigt besøg.
”Tv-avisen, P1, TV 2 Østjylland, you name it,” siger Pia Katballe, der er værkfører på Molsværket.
”Der har også været helt almindelige folk forbi, fordi de har hørt om det. Folk med lignende kulturhuse rundtomkring, som er kommet for at høre mere,” tilføjer Lea Maria Hermansen, som også er til stede på kontoret, og som selv flyttede hertil fra Aarhus for et års tid siden, lokket af den smukke natur med vand til alle sider. Til hendes glædelige overraskelse fandt hun også et aktivt lokalmiljø.
”Folk vil gerne fællesskabet. Når man kommer fra storbyen og rykker ud på landet, er det lidt en kliché det der med, at man vil ud og dyrke ’det nære fællesskab’, men jeg synes oprigtigt, der er hold i det.”

Karrierefolk, bonderøve, kunstnere og hippier 

”Kom herover. I skal lige have PowerPoint-præsentationen,” indskyder Pia Katballe. ”Bum, så har jeg fundet den. Så kan I få fornemmelsen af, hvad der sker her i Molsværket.”
Hun klikker igennem slides, der fortæller om alt fra MGP-aftener, teaterforestillinger og juletræsfester til jumping fitness, bueskydning og ’onsdagsscenen’, hvor ”den glade amatør kan komme og stille sig på scenen med sin guitar”.
”Filosofien i huset er, at vi skal falde over hinanden, og vi skal møde nogen, som vi ikke troede, at vi skulle møde. Det gør man ikke ved at blive inviteret til en fest, man ikke gider komme til, men ved at blive inviteret til en fest, som man gider komme til, hvor man så møder nogen, som man ikke vidste, at man gad være sammen med,” siger hun og fortæller, at der indtil videre er gået 68.460 mennesker ind ad døren i år – af alle slags.
”Vi plejer at sige, at Mols består af aarhusianere, københavnere, hippier og bonderøve i en stor pærevælling. Der er de vildeste karrierefolk herude, som drøner ind til Aarhus i deres store biler, men der er også de vildeste bonderøve. Og så er der alle kunstnerne, som er i pagt med naturen og deres indre sjæl.”

God natur tiltrækker kreative mennesker

I sit keramikværksted på Knebel Bygade trasker Annette Printz rundt med hunden Luna logrende efter sig. Der har tidligere været ferieudlejning i den mere end 100 år gamle hvide bygning, men i dag er det hele lejet permanent ud fordelt på otte lejligheder, hvoraf hun selv har lejet den ene – samt værksted og butik. Der står vaser og krukker i alle afskygninger, skøre strandfigurer og Snackbirden til smågodt som peanuts og mandler, der er hendes største sællert.
”Det smarte er, at man ikke skal gramse nede i en skål. Man hælder bare direkte op i sin hånd,” siger hun og viser den frem.
På væggen hænger et indrammet billede, der afslører, at Annette blev kåret som ’Årets kunstner’ af Ebeltoft Kunstforening i 2023. Hun er en af de mange kunstnere og kunsthåndværkere, der har slået sig ned på egnen.
”God natur, det tiltrækker jo altid kreative mennesker, ikke?”
Selvom hun oprindeligt er københavner, hvad dialekten stadig røber, selvom det rolige molbomål har sat sit aftryk, har hun boet på Mols i mere end 25 år og håber at blive boende resten af sit liv:
”Ligegyldigt hvor længe man har været her, kan man altid finde nye ting, nye veje, nye steder,” siger hun og fortæller, at to af hendes gode veninder bor i to af bygningens andre lejligheder.
”Det er ikke et kollektiv, men vi kender jo hinanden godt alle sammen, og vi ses tit ude i gården og mødes til fredagsbar og sådan noget. Det er en god måde at leve på, når man bliver gammel.”

Kringlede veje og candyfloss-skyer

Turen går ad kringlede og bakkede veje igennem landskabet under en Mols-himmel med store, hvide candyfloss-skyer. Små vejboder sælger honning og legetøj, vasketøj blafrer på tørresnore, mens køer græsser i højt markgræs omgivet af grønne skove. 
Ved Mols Bjerge begynder motionscyklisterne at dukke op, og på parkeringspladsen, hvorfra man kan følge stierne hele vejen til toppen, er Niels Jørgen Petersen ved at trække Ghaza ud af hestetraileren. Nu venter han bare på sin lidt forsinkede makker – en 25-årig kvinde.

Andre kan smage på den fantastiske livskvalitet i Knebel

”Det er jo også noget af det, der er sjovt ved ridning. Det har ikke noget med alder at gøre. Jeg er jo 40 år ældre end hende.”
Selv har han redet siden 2010. Han begyndte temmelig sent, fordi hans datter gerne ville starte til ridning.
”Så hørte jeg ude i byen fra de der hestefolk, at det faktisk er skidegodt for kroppen at ride. Jeg havde et hårdt fysisk arbejde dengang. Og de havde ret. Det er godt at komme ud og bevæge sig, og her 15 år senere synes jeg stadig, det er sjovt.”
Nu om dage er Niels Jørgen Petersen ofte på hesten og deltager også i ridestævner. Datteren er til gengæld holdt op. Hun begyndte at læse til læge inde i Aarhus, og så fik hun travlt med andre ting.

"Så det blev mig, der bevarede hesteinteressen,” konstaterer han.
Faktisk bor han ikke selv i postnummer 8420 Knebel. Han har hjemme på en gård i Bjødstrup ved Rønde, men sidder i bestyrelsen for Mols Bjerge som repræsentant for Dansk Ride Forbund og tager jævnligt den korte køretur for at ride i nogle af landets smukkeste omgivelser.
”Der er jo en fantastisk livskvalitet her. Det er det, vi andre lige får lov til at smage på ved at tage herud.”

Fire fyre med en fiskestang i hånden

Med en smøg i flaben og uldsokker i sandalerne kaster Peter Wolter fiskesnøren ud i Begtrup Vig, så det giver et lille plump, da den bryder den rolige havoverflade. I sandet ved siden af ligger kammeraterne Detlef og Armin i waders og gummistøvler. Med hybenroser og høje grantræer bag sig har de tyske kammerater slået lejr for dagen på Draget, den smalle tange, der forbinder Mols med Helgenæs. 
Der er snaps i lommelærken og Grøn Tuborg på flaske, som en medbragt køletaske sørger for at holde kolde. De første blev knappet op for nogle timer siden – først på formiddagen.
”I Tyskland siger man kein Bier vor vier (ingen øl før klokken fire, red.), men jeg har glemt mit ur derhjemme,” siger Detlef og tager sig om sit bare håndled.
Planerne for dagen er at se, hvad de kan trække op af fladfisk, havørreder og sild, men det er ikke som for 25 år siden, hvor der var fyldt med fisk. Det ved de, for dengang var de her også. De er hver især kommet her på ferier siden 70’erne og 80’erne, ja, faktisk var det sådan, de lærte hinanden at kende – på stranden med en fiskestang i hånden. De kommer stadig tilbage hvert eneste år til en uge med fiskeri og mandehørm.
”Det går ikke med konerne og børnene. Det er bedst uden,” siger Armin fra Berlin.
Så griner de alle tre hæst igen. 

Der er ikke noget at sige til, at folk i Knebel er lykkelige 

De tre kammerater har lejet en ferielejlighed lige om hjørnet. Her ligger fjerdemanden Andreas fra Hannover og tager en middagslur. De har alle arbejdet et halvt århundrede i stålindustrien, et fysisk hårdt arbejde, der har sat sit præg. De plejede således at være otte kammerater, der tog til Danmark, men nu er de kun fire tilbage.
”Vores ven plejede altid at sidde derovre og fiske,” siger Peter Wolter, der kommer fra Ruhr-distriktet, og nikker hen mod en sten, som vandet slår roligt ind imod.
Senere skal de hjem og lave mad – allerhelst fisk, de selv har fanget – og så skal de spille kort. Men lige nu har ingen af dem travlt med at komme andre steder hen.

Peter Wolter smider sig i sandet, fisker en ny smøg frem fra pakken med røde West-cigaretter og knapper en Grøn Tuborg op.
”Ahh,” siger han. ”Der er ikke noget at sige til, at folk er så lykkelige her.”

Fra sommerhusture til permanent flytning

Det er Jeanette, der sidder bag kassen i Brugsen på Helgenæs, og selvom navnet udtales Jeanet, har det ikke nogen synderlig eksotisk historie.
”Det er faktisk det eneste franske, jeg kan,” griner hun.
Egentlig er hun fra Herning, men har haft sommer hus her siden 1999, og for otte år siden rykkede hun og manden permanent herud. Hun er på ingen måde overrasket over, at det er her, der er blevet målt den højeste livskvalitet:
”Når man gennemgår de der parametre … Smalltalk, ja, det er vi gode til. Nu kommer sommeren snart, og så bimler og bamler det herinde, men når det så stilner af igen, så kommer de lokale rendende og: ’Ej, det er længe siden, jeg har set dig.’ Og så står de 20 minutter og snakker. Nogle gange siger de: ’Undskyld, at vi har stået her så længe.’ Men nej nej, det er bl.a. derfor, at vi er her.”

Frivillige kræfter reddede Brugsen

Faktisk er Brugsen i sig selv lidt af en solstrålehistorie, fortæller hun. For blot et par år siden hang de i med det yderste af neglene, men så blev der sat et borgermøde op, og sammen fik ansatte og lokale vendt udviklingen med initiativer, der skaffede 200.000 kr. I dag er der en frivillig forening ved navn Brugsens Venner, der 2-3 dage om ugen kommer og hjælper med bl.a. at fylde varer op.
”Her siger folk ikke: ’Vi går til gymnastik.’ Man siger: ’Vi går til brugs,’” siger hun og fortæller, at ’vennerne’ også har hjulpet med at sætte varmepumper op og at renovere den røde bænk ude foran.
”Der skal være nogen, der tager initiativ, for vi ansatte har ikke tid. Jeg kan ikke lade være med at føle stolthed over at få lov til at være en del af det samfund her."

Det er mere værd at kende hinanden end at bo tæt på alt

Længere inde i butikken tøffer Jens Jacob Holst rundt. Han er også ansat i Brugsen og har kun 100 meter til arbejde – ja, faktisk er han født lige oppe ad vejen. Bortset fra kortere afstikkere til Rønde og München i forbindelse med sin studietid har han altid boet på disse kanter.
”Der er ikke noget galt med at bo i Aarhus eller København. Der er du tæt ved det hele. Her skal man køre rundt, og det kan selvfølgelig være lidt træls. Til gengæld kender vi hinanden. Det synes jeg er meget værd,” siger han og fortæller, at der for nogle år siden var en ældre tilflytter, der nåede at ligge død et par dage, før nogen fandt hende.
”Det forskrækkede mig. Vi plejer at tage os af hinanden, så det havde jeg aldrig troet kunne ske her.”
Jens Jacob Holst fortæller, at der for hundrede år siden var knap tusind indbyggere på Helgenæs. Dengang var folk ansat i landbrug og fiskeri, men i takt med industrialiseringen døde det ud, så der til sidst var ca. 400 fastboende tilbage. Nu er folk begyndt at flytte til egnen igen.
”Der er kommet nogle unge, også med børn, og det er jo dejligt. Også selvom nogle af de ældre lige har skullet finde ud af, hvordan og hvorledes det nu er med det,” ler han. 
”Sådan er det jo i små samfund. Men folk er blevet mere tolerante. For mange år siden var der nogle af de ældre, der havde det sådan, at tilflyttere, jamen, dem blandede de sig da ikke med.”

De unge svømmer ikke i tilbud 

Hver gang der kommer kunder i butikken, hilser han velkendt på dem. En lille datter tigger forgæves sin mor om søde sager. En ung knægt skal bare lige have en pose kammerjunkere med hjem til sin koldskål. Hvis der er en demografisk gruppe, der ikke ligefrem svømmer i tilbud, så er det de unge, siger Jens Jacob Holst.
”Vi har en iskiosk i kælderen, og så er der isvognen ude ved fyret. Men ellers er der ikke rigtig noget.”
I gamle dage, før hans egen tid, plejede de unge fra henholdsvis Mols og Helgenæs at mødes på Fuglsø Kro i Knebel, fortæller han, og der kunne det godt gå heftigt for sig, når det skulle afklares, hvilket af de to områder der egentlig var det bedste.
”Tidligere plejede vi at sige, at de uægte børn, det var molboerne,” ler han og fortæller, at tilbage i tiden, inden man på Helgenæs fik sin egen mølle, plejede helboerne at sejle til Samsø for at få malet deres korn. Man ville ikke benytte den på Mols.
”Førhen betød det noget. Sådan er det ikke længere. Nu er det bare i al venskabelighed, at vi driller hinanden – f.eks. med hvem der har den bedste udsigt.”
Og så er det store spørgsmål selvfølgelig, hvem der så har det.
”Det har dem på Mols jo …,” siger Jens Jacob Holst og trækker den tilpas længe: ”… for de kan jo kigge over på os.”  

"Lykken er lidt som et stykke sæbe" 

Er lykke det samme som livskvalitet, og hvorfor scorer Knebel så højt på livskvalitetsskalaen? Det har vi spurgt analysechef i Realdania Henrik Mahncke om. 

Hvorfor har I lavet undersøgelsen af danskernes livskvalitet?
”Vi ved fra ’World Happiness Report’, at vi er et af de lande i verden, hvor livskvaliteten er højest, men vi har ikke før kendt til den geografiske fordeling herhjemme. Vores undersøgelse er et forsøg på at lære af dem, som har en høj livskvalitet, og omvendt: Er der noget, vi skal forstå hos dem, der har en lav livskvalitet? For 400.000 voksne danskere har lav livskvalitet. Men grundlæggende er vi et land, hvor livskvaliteten er høj og meget lige fordelt. Hvis man tager den kommune med den laveste gennemsnitlige livskvalitet og sætter den ind i ’World Happiness Report’, vil den ligge nummer otte i verden efter Luxembourg og foran Schweiz.

Vi hører ofte, at Danmark er et af de lykkeligste lande. Er livskvalitet det samme som lykke?
”Lykken er lidt som et stykke sæbe. Næsten umulig at indfange. Det, der har gjort én lykkelig én gang, gør det ikke nødvendigvis en anden gang. Når vi undersøger livskvalitet, kigger vi ikke på, hvordan du har det i det her sekund: Er du lykkelig eller ikke lykkelig? Når vi beder folk evaluere deres liv, er det over en længere periode, og derfor kan man se bort fra, at cyklen er punkteret, og at man har haft et skænderi med kæresten. Det gør det langt mere robust end lykkebegrebet.”
Hvad kan man overordnet set sige om livskvaliteten i Danmark?
”Vi har kunnet se i målinger siden 2012, at den danske livskvalitet er faldet. Andre lande som Island og Finland har slet ikke samme fald – faktisk har man fremgang begge steder. Så selvom vi stadig scorer højt, er livskvaliteten i Danmark truet. Lige nu ved vi ikke hvorfor. Vi kan se, at de unge boner lavere ud end de ældre. Samtidig er vi blevet rigere, også kontrolleret for inflation, så vi er i en situation, hvor vi ikke bare kan sige, at vi må øge samfundskagen, og så skal vi nok blive glade igen.”

Hvorfor boner 8420 Knebel positivt ud?
”Helt generelt kan vi se, at de områder, der ligger uden for de store byer, rapporterer højest livskvalitet. De kombinerer det bedste fra landet og fra storbyen. Knebel ligger i pendlerafstand til Aarhus. Samtidig har den landsbykarakter, er placeret midt i naturen, har et stærkt nabofællesskab, og folk har en følelse af at høre til. Det er på mange måder bare et godt sted at bo.”

I Realdanias rapport ’Vores livskvalitet’ har 122.000 voksne danskere anonymt svaret på et omfattende spørgeskema om deres hverdag og livskvalitet. Læs mere på realdania.dk