Skal mine syltede rødbeder i køleskabet?
Når jeg har syltet rødbeder og asier, har jeg ikke plads i mit køleskab. Jeg ved, at når glassene er åbne,skal de stå i køleskab, men hvad med et nylavet, lukket glas?
Ulla Zartow Zacho, Aarhus
Svar fra Winnie From Thesbøl
Hvis du skal sylte mange asier og rødbeder på én gang og ikke har mulighed for at opbevare dem på et køligt, mørkt sted, er du nødt til at anvende konserveringsmiddel. Du gør så ganske, som du plejer, med råvarerne og tilsætter atamon, efter lagen er kogt op, og med mængde efter anvisningen på flasken. På den måde kan du opbevare det hjemmesyltede lige så lang tid som det tilsvarende, du køber i butikkerne, og sætte dem i et almindeligt køkkenskab, indtil de er blevet åbnet.
Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.