Sådan spotter du, at der er tale om en fupbutik

Danskere shopper flittigt på nettet, og der bliver flere og flere e-handlere. Langt de fleste handler går, som de skal, men antallet af fupbutikker vokser.

Hvis man ser en interessant webshop med usædvanlige priser, kan man for en sikkerheds skyld dobbelttjekke virksomhedens adresse eller ringe på det opgivne telefonnummer.

Alene i 2016 har hver tiende dansker mellem 18 og 60 år købt falske varer på nettet, som aldrig dukkede op, fordi butikkerne ikke eksisterede. Svindlen anslås at løbe op i over 300 mio. kr., viser tal fra en undersøgelse, der blev gennemført af Epinion for Deloitte i slutningen af 2016.Læs evt. mere her: https://www2.deloitte.com/dk/da/pages/risk/pressemeddelelser/hver-tiende-snydt-paa-internettet-i-2016.html

Vi elsker at shoppe på nettet

Ifølge Danmarks Statistik handlede 65 pct. af de 16- til 89-årige på nettet i 2011.

Det tal er steget til 77 pct. i 2016.

Og det er ikke småpenge, der omsættes for. Ifølge betalingstjenesten Dips løb sidste års e-handel op i 70,4 mia. kr. 

Du skal være på vagt:

… hvis der er sprogfejl. En typisk fupbutik er som regel lavet af udenlandske it-svindlere – ofte fra Kina. Derfor er sprog og priser oversat til dansk ved hjælp af maskiner. Det betyder, at fupbutikkerne typisk er præget af dårligt dansk med mange grammatiske fejl. På det seneste er der også dukket danske fuphjemmesider op, så hvis man ser en interessant webshop med usædvanlige priser, kan man for en sikkerheds skyld dobbelttjekke virksomhedens adresse eller ringe på det opgivne telefonnummer. Nogle fupbutikker annoncerer især via de sociale medier.

… hvis du ikke kan se, hvem du handler med. Hvis webshoppen ikke opgiver telefonnummer eller adresse – eller opgiver falsk telefonnummer og adresse, er det mistænkeligt.

… hvis priserne er skæve. Hvis for eksempel en vare koster 247,62 kr., kan det være tegn på, at siden er oversat af en maskine.

… hvis mærkevarer er alt for billige. Fupbutikker sælger typisk verdenskendte mærkevarer som Burberry, Mulberry, Nike og Marc Jacobs til priser langt under, hvad man normalt betaler for den ægte vare.

… hvis virksomhedsoplysningerne er mangelfulde eller falske. Hvis du ikke kan finde et CVR-nummer eller andre lovpligtige kontaktoplysninger som f.eks. virksomhedens adresse, kan det være tegn på fup. Men selv CVR-numre kan blive misbrugt af fupbutikkernes bagmænd, så hvis du vil være på den helt sikre side, kan du kontrollere CVR-nummeret på cvr.dk.

… hvis hjemmesiden tilbyder mistænkelige betalingsmuligheder. Fupbutikker reklamerer ofte med et væld af kendte betalingsmuligheder, men når du kommer ind på betalingssiden, er mulighederne ofte mere begrænsede. Benyt derfor kun betalingsmuligheder, som du kender, og betal ALTID med kort, så du har mulighed for at benytte dig af den såkaldte indsigelsesordning. Den sikrer, at du kan få dine penge igen, hvis:

• du ikke har modtaget varen

• du fortryder købet, inden du har modtaget varen

• der er trukket et højere beløb, end du havde godkendt ved bestillingen

 

Kilder: Forbrugerrådet, Det Kriminalpræventive Råd

 

Læs mere om bekæmpelse af fup: https://www.emaerket.dk/bekaempelse-af-fup

Læs mere her om it-kriminalitet: http://www.dkr.dk/it-kriminalitet/

Læs mere om indsigelsesordningen: https://www.emaerket.dk/forbruger/tips-guides-og-gode-raad/benyt-indsigelsesordningen

 

Download evt. app’en ’Mit digitale selvforsvar’, der giver råd og vejledning på nettet. https://taenk.dk/aktiviteter-og-kampagner/apps-fra-forbrugerraadet-taenk/app-mit-digitale-selvforsvar?gclid=Cj0KEQjw0IvIBRDF0Yzq4qGE4IwBEiQATMQlMcoDZcIAKyyDajqFXgVeyxTOV4Q9oFRnmYSVop3J1XEaAhAy8P8HAQ