Sådan tjekker du, om ananassen er moden

Modne ananas kan være både grønlige og brunlige. Den bedste indikator for en moden ananas er faktisk den umiskendelige duft af frisk ananas. Her får du et par råd, som gør det lettere at tjekke ananassen i supermarkedet.

Skællene på vorterne får en brunlig farve, når ananassen er moden.

Brug næsen

Duften fra en ananas er en stærk indikator for, om frugten er moden. Lugt til den. Duften skal være sødlig, frisk og ananasagtig. Har den ingen duft, er den ikke moden. Har den en gæret duft, er den overmoden.

Tryk på den

Frugten er moden, når giver efter for et pres. Føles ananassen blød eller svampet, er den overmoden. Du har måske hørt, at en ananas er moden, når et blad let kan fjernes fra kronen, men det er ikke altid, tippet holder. Blade, der glider lidt for let ud af kronen, kan også være et tegn på, at ananassen er blevet blød og uspiselig.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kig på den

En moden ananas kan være både grøn og brun afhængigt af sorten, men skællene på vorterne får en brunlig farve, når ananassen bliver moden. Kig først på bunden. Her, hvor stilken har siddet, bliver den først sød og moden. Derfor kommer den gulbrune farve nedefra og opefter ved stigende modenhed, men en moden frugt kan stadig være grønlig. En helt umoden ananas er dog som regel mørkegrøn.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Køb den ikke, hvis den er rødlig

En dårlig ananas kan have skiftet farve til rødlig og have en gæret, eddikeagtig lugt. Den kan også være rynket, have skimmel, være fugtig af saft og have revner. Hold dig fra frugten, hvis den har nogle af den slags kendetegn.

Modningstip

Hvis du har købt en umoden ananas, kan du skære kronen af og stille den på hovedet på køkkenbordet, så sukkeret fra stilkenden siver mod toppen  af ananassen.

Spis den hurtigt

Husk, at en moden ananas kun har få dages holdbarhed. Spis den gerne samme dag, som du har købt den. Den hele, modne ananas opbevares bedst i stuetemperatur eller kølig,t dvs. ca. otte grader, som er over køleskabstemperatur. Den kan få køleskader i køleskabet, men har du taget hul på den, kan du gemme den en dag eller to i køleskabet, før den bliver brun af køleskader.

Læs mere om